Den selvudråbte republik Somaliland og Puntland, som er en selvstyrende somalisk region, er røget ud i en farlig strid om områderne Sool og Sanaag. Efter flere dødelige sammenstød siden begyndelsen af i år har begge sider nu skruet voldsomt op for retorikken, sender flere soldater til de omstridte områder og har fjernet sig fra FN-diplomatiet.
Begge sider har angiveligt sendt et stort antal soldater tæt på Tukaraq, en strategisk placeret by, der er blevet en frontlinje i kampen om kontrol over områderne.
Siden sidste uge har der været meldinger om beskydninger med artilleri og morterer.
En eskalering vil sandsynligvis føre til en langvarig konflikt med ødelæggende konsekvenser for det nordlige Somalia og potentialet til at forårsage yderligere ustabilitet over hele landet, advarer tænketanken International Crisis Group (ICG) i en ny briefing om situationen.
Hvis konflikten eskalerer, kan det forårsage nye store flygtningestrømme og skabe plads til, at den islamistiske oprørsgruppe Al-Shabaab samt en mindre, lokal gren af Islamisk Stat kan brede sig yderligere.
Konfrontation kan have katastrofale konsekvenser
ICG anbefaler i sin analyse, at FN igen presser på for at få parterne til forhandlingsbordet og forsøger at mægle i konflikten. Tidligere har den somaliske regering og Etiopien, som har forbindelser til Puntland og Somaliland, støttet disse bestræbelser.
Nu gælder det om at mægle en våbenhvile på plads og sikre, at begge parter forpligter sig til at trække tropper tilbage, tillade at humanitær hjælp kommer frem, stoppe den inflammatoriske retorik og forhandle om at løse konflikten.
Afrikanske og vestlige ledere, som tilsyneladende er blevet overrasket over den truende konfrontation, bør også handle hurtigt og gøre en indsats for at dæmpe konflikten, skriver ICG i sin briefing.
Både Somaliland og Puntland har oplevet en relativt fredelig og stabil periode i næsten tre årtier, mens krig og konflikt plaget resten af landet.
Somaliland erklærede sig selvstændigt fra Somalia i 1991, selvom ingen lande formelt anerkender det. Puntland er en semi-autonom føderal stat i Somalia.
En konfrontation mellem dem ville have katastrofale konsekvenser for meget af det nordlige Somalia, men risikerer også at bidrage til ustabilitet over hele landet.