Da jeg læste Dennis Nørmarks udviklingskritiske krimiroman Harare, kom jeg straks til at tænke på en anden bog, jeg læste for en håndfuld år tilbage.
I Black and White Thinking: The Burden of a Binary Brain in a Complex World præsenterer den britiske psykolog Kevin Dutton en grundlæggende tese:
Som mennesker er vi programmeret med et iboende binært begrebssæt, der kan spores tilbage til vores evige kamp mellem angst og tryghed.
I Danmarks NGO-branche anno 2025 kunne Duttons modsætningspar lyde nogenlunde således:
Afrika er fattigt – Vesten er rigt.
Hjælp er godt – passivitet er dårligt.
’Udvikling’ er godt – ’bagudståenhed’ er dårligt.
I Harare vender Nørmark disse grundforestillinger på hovedet. Efter endt læsning sidder man som læser tilbage med en række pirrende spørgsmål:
Hvad nu, hvis det er dårligt at hjælpe?
Hvad nu, hvis de udvikledes moral ikke er spor bedre end de udviklende?
Hvad nu, hvis pengestrømme fra det globale nord til det globale syd ikke genererer rigdom, men i stedet fattigdom?
I Harare møder vi et spækket persongalleri, der personificerer en række af udviklingsbranchens arketyper.
Hvad nu, hvis det er dårligt at hjælpe?
Hovedpersonen Anika Sand rejser til Zimbabwes hovedstad, Harare, hvor hun har fået et barselsvikariat hos Afrikahjælpen.
Ung, idealistisk og dugfrisk ud af Københavns Universitet med de rigtige postkoloniale teorier i bagagen, er Anika fastbesluttet på at gøre en forskel i det afrikanske.
Hurtigt mister hun dog troen på sit arbejde. Projekterne synes uigennemskuelige og tilfældige, og hun bruger mere tid på rapporteringer og papirnusseri end på arbejde i felten.
At navigere i udviklingsmiljøets moralsk fordærvelige parallelverden præget af alkoholisme og privilegieblindhed, forårsager blot sporadiske panderynker hos bogens protagonist.
Intet er så dybtstikkende, at det ikke kan skylles ned med en gin-tonic på verandaen!
En stor del af Anikas frustration placerer hun hos sin chef, Flemming, som i Harare repræsenterer den mål- og talfikserede ngo-chef, der skal brænde donorernes penge af uden skelen til, om de mange projekter overhovedet kommer de såkaldte udviklingsmodtagere til gode.
Tablets eller fiskestænger – det er sådan set underordnet, hvad de arme landsbybeboere modtager – så længe projektet er kort, målbart og ukompliceret, så Flemming kan stå til ansvar for donorernes penge (i Weekendavisen beskrev Jens Peter Tang Dalsgaard for nylig dette fænomen som burn rate).
Mens Flemming er en relativt lille fisk i et stort zimbabwisk hav, så svømmer Mona rundt med landets allerstørste og farligste hajer. Hun besidder en ledende position i det amerikanske udviklingsagentur, og i Nørmarks bog personificerer hun forholdet mellem enormt stærke udviklingskræfter og den skrøbelige, neopatrimoniale stat i Afrika.
Mona agerer kort sagt, som det passer hende. Hun har varme forbindelse til Zimbabwes regeringsspidser, og politiet har hun i lommen til den dag, hun pludselig ikke længere har det. Hun både hjælper og dræber, på én og samme tid.
Tag ikke fejl. Harare er et udviklingskritisk mesterværk og en medrivende krimiroman, som dog med fordel kunne beskæres med 100 sider og stadig stå skarpt (419 sider bliver lidt for Harry Potter-agtigt til denne skribent).
Teori og praksis
Banker man på vandrørene, høres det, at ngo-branchen og den del af statsapparatet, der har at gøre med udvikling, da vel nok har bladret lidt i Nørmarks bog. Men – om jeg må spørge – har modtagelsen af Harare ført selvkritik med sig?
Nørmarks skønlitterære kritik fejes af banen med kun alt for velkendte troper: Gentænkning af udviklingsbistanden er at rende djævlens ærinde
Bedømt ud fra de seneste ugers læserbreve, kronikker og LinkedIn-opslag, som denne skribent er stødt på, så er svaret nej.
Nørmarks skønlitterære kritik fejes af banen med kun alt for velkendte troper: Gentænkning af udviklingsbistanden er at rende djævlens ærinde, og der er ikke mange ord om bistandens afhængighedsskabende, umyndighedsgørende praksisser og den sociale, kulturelle og religiøse uorden, den imprægnerer i de såkaldte modtagerlande.
Bogen er Nørmarks niende. Han har ikke meget at miste, skulle en anmelder ved en fejl glemme at uddele (mindst) fem stjerner.
Noget at miste har til gengæld udviklingsindustrien. Særligt i kølvandet på den pludselige lukning af verdens største udviklingsaktør, USAID, er arbejdspladser, karrierer og livsreddende programmer nu truede (som altid bør nødhjælp og udvikling i høj grad adskilles).
Det er således et stærkt ubelejligt tidspunkt at banke på udviklingsbranchens dør og forlange, at der nu kigges indad.
Det ville dog under alle omstændigheder være et dugget spejl, der kigges i. Et spejl, hvor Elon Musks motorsavsangreb på udviklingsbistande tilslører de barske realiteter, som den akademiske udviklingslitteratur i årtier har belyst. Her er Harare intet nybrud.
Harare gør dig ikke synderligt klogere på Afrika, men var det Nørmarks intention? Næppe
Den zimbabwiske teoretiker Amin Katete har beskrevet udvikling som et ”værktøj til social kontrol og undertrykkelse” og som en ”subtil version af pastoral magt”, mens den britiske sociolog Steven Lukes betragter udvikling som ”den mest skumle form for magt (…) [da den besidder] evnen til at forme selve de interesser og værdier, der fører til handling.”
Ifølge Uma Kathari, professor i postkoloniale studier ved University of Manchester er dét, der tæller som faglig ekspertise i udvikling ”ikke primært baseret på dybdegående geografisk viden om steder og mennesker, men i stedet i teknisk knowhow.”
At manglende kontekstuel viden om modtagerlandene og disses ofte stærkt heterogene befolkninger nedprioriteres i udviklingsinterventioner, har professor på Afrikastudier ved Københavns Universitet, Amanda Hammar, et rammende begreb for.
”Deliberate unknowning”, kalder Hammar det, en intentionel uvidenhed, der kan bane vejen for interessebåren indblanding i andre menneskers liv.
Ikke meget om Zimbabwe
Bogens titel, Harare, kunne selvsagt indikere, at vi nu skal blive klogere på Zimbabwe. Det skal vi ikke rigtigt.
På intet tidspunkt bliver vi i Harare beriget med dyb kontekstuel viden om det sydafrikanske lands åbne, raciale sår, Robert Mugabes styrtdyk fra afholdt frihedskæmper til koldblodig diktator, eller landets voldsomme inflation, en af verdenshistoriens mest spektakulære økonomiske kriser.
Nej, Harare gør dig ikke synderligt klogere på Afrika, men var det Nørmarks intention? Næppe. Forfatterens formål har været at skrive en udviklingskritisk thriller, og det har han bedrevet med både kryds, slange og stimulerende refleksion til følge.
Alligevel synes denne skribent, at forfatteren med fordel kunne have ladet sig inspirere af den danske Afrika-litteraturs kulturoplysende hybridværker.
Tag bare Knud Brix’ Febertræet, hvor rige reportagebeskrivelser fra Sierra Leone og Liberia krydres med encyklopædiske baggrundsafsnit.
I kølvandet på Harare og den efterfølgende debat, som sågar fik Weekendavisen til at ringe til undertegnede i Lusaka for at høre, hvad de fattige afrikanere egentlig tænker om det hele, har en tanke sneget sig ind:
Tænk sig, hvis en tiendedel af udviklingsbranchens midler gik til at formidle, hvem der rent faktisk bor udenfor Europas befæstede grænser. Hvad de spiser? Hvad de tror på? Hvorfra deres viden stammer, og hvordan dén viden kan ændre verdens gang?
Det ville kræve store ører og tålmodighed, men måske det er den form for lytning, Afrika-strategien bebuder?
For som Amanda Hammar, landets nok fremmeste udviklingstænker, skriver på sin sidste PowerPoint-slide i kurset ’Kritisk udviklingsplanlægning og politisk analyse’ på Københavns Universitet:
”If not development, then what?”
