Af Jens Lehrmann Rasmussen, U-landsnyt.dk
Omfanget af kriminalitet i Latinamerika er enormt og problemet bliver ved med at vokse. Manglende tillid til retsvæsenet, dyb økonomisk ulighed og narkotikafremstilling og -handel er blandt de vigtigste årsager.
I Rio de Janeiro ligger favelaerne ofte tæt op ad rige middelklassekvarterer. Her favelaen Rocinha og kvarteret São Conrado. (Foto: Jens Lehrmann Rasmussen)
Hvad er verdens farligste land? Midt i glæden over ”verdens bedste nyheder” om fald i fattigdom, analfabetisme, sygdomshyppighed osv. kommer magasinet The Economist med nyheden om, at kriminaliteten i Latinamerika fortsætter med at stige.
Den var ellers høj nok i forvejen. Når det gælder kriminalitet, er Latinamerika topscorer blandt kontinenterne.
Kriminalitet hører ellers ikke til Economists spidskompetencer, men ikke desto mindre er denne analyse særdeles vel udført.
11 procent chance for at blive myrdet
Svaret på spørgsmålet ovenfor er: Honduras. Her har nyfødte drenge 11 procent risiko for at ende deres liv med at blive myrdet.
Dette er otte gange mere end i nabolandet Nicaragua, hvor politiet, ifølge Economist, er ”in danger of giving socialism a good name!”
Dette gælder dog ikke i Venezuela, hvor antallet af mord pr. 100.000 indbyggere er over 50, kun lidt mindre end i Honduras.
Til gengæld er denne andel under 10 pr. 100.000 i Cuba. Det samme gælder en håndfuld andre latinamerikanske lande, bl.a. Costa Rica, Chile og Argentina. Men i de store lande som Brasilien og Mexico er andelen mellem 20 og 30.
Den enorme kriminalitet i verdensdelen er i sig selv et stort problem. Men endnu værre er, at kriminaliteten er et symptom på noget endnu værre: Total mangel på tillid til myndighederne i befolkningen.
Kun 20 procent af de mange mord bliver opklaret – på verdensplan ligger denne andel på ca. 43 procent, vel at mærke i mange lande, som har væsentlig færre ressourcer end Latinamerika.
Lille eller ingen tillid til retssystemet
Og i de allerfleste latinamerikanske lande er der mere end 50 procent af befolkningen, som har lille eller ingen tillid til retssystemet i deres land (dette ifølge en meningsmåling offentliggjort i Economist).
Den manglende tillid er bl.a. begrundet i retsinstitutionernes svaghed og ressourcemangel, som kan give sig udslag i flere års sagsbehandlingstid selv for banale sager. Samt manglende prioritering af bekæmpelse af kriminalitet, hvilket i sig selv er en væsentlig årsag til øget kriminalitet.
Det samme gælder en række andre problemer, som har redet Latinamerika som en mare gennem årtier.
Enorm ulighed i Brasilien
F.eks. den enorme økonomiske ulighed i mange lande. Uligheden i Brasilien er, trods fremskridt under præsidenterne Lula og Ruosseff, stadig blandt verdens højeste.
Med høj ulighed følger også lavt uddannelsesniveau for de dårligst stillede og udbredt analfabetisme, som også fremmer kriminaliteten. Endvidere er den sociale mobilitet ringe, hvilket indebærer, at kriminalitet af mange unge ses som den eneste vej ud af fattigdommen.
Dertil kommer den massive korruption, som vedvarende er et af de største samfundsproblem i de fleste lande. Der gøres sjældent nogen reel indsats mod korruptionen, selvom der tales meget om det, især op til valgene.
Læg hertil de velkendte problemer med narkofremstilling og –smugleri, som udgør en solid indkomstkilde for de kriminelle bander; samt i flere lande forekomsten af væbnede paramilitære grupper og væbnede oprør.
Disse forhold øger i sig selv alle former for kriminalitet, men bidrager også til en stor udbredelse af skydevåben, som gør livet lettere for de kriminelle.
Selvom livet i favelaen er hårdt, har børnene ikke mistet håbet. (Foto: Jens Lehrmann Rasmussen)
Det kan lade sig gøre
At det kan lade sig gøre at bekæmpe kriminalitet, hvis den politiske vilje og ressourcer er til rådighed, fremgår f.eks. af resultater fra São Paulo. Her er mordraten faldet fra 69 pr. 100.000 til 15 siden 1999, efter en bevidst indsats fra myndighedernes side.
I vidt omfang trives kriminaliteten i storbyernes slumkvarterer. I Brasilien har det påkaldt sig særlig opmærksomhed, at mange såkaldte favelas er blevet ”pacificeret” i forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold og de kommende olympiske lege i Rio de Janeiro.
”Pacificeringen” består typisk i, at bandeledere jages ud af favelaen, ofte på særdeles håndfast måde, hvorefter de såkaldte UPP politistyrker går ind som nærpoliti og varetager ordenshåndhævelsen.
Løses eller skubbes problemet?
UPP’ernes indsats og metoder har været diskuteret, men ”pacificeringen” kan ikke frakendes en vis succes.
Antallet af drab i de ”pacificerede” favelaer er faldet med 40 procent i gennemsnit, med 80 procent i de tidligst ”pacificerede” (i 2009). Men kritikere hævder, at kriminaliteten bare flytter andre steder hen.
”Pacificering” kan være et skridt på vejen, men der er ingen tvivl om, at hvis man virkelig skal nedbringe kriminaliteten varigt, skal der helt andre midler i brug.
Uddannelse af de unge skal prioriteres, så samfundet kan tilbyde andet end kriminalitet som vej ud af fattigdom. Jobskabelse og øget social mobilitet skal også fremmes i langt højere grad end i dag.
De fleste latinamerikanske lande har ressourcer til at gennemføre de nødvendige politikker i langt højere grad end mange langt fattigere lande i Afrika og Asien. Så det er i høj grad et spørgsmål om politisk prioritering.
