Flygtninge, der i de seneste uger og måneder i stigende omfang er søgt mod Europa, har fået regeringer i det sydlige og østlige Europa til at sætte fart i byggeriet af barrierer, der skal holde de mange tusinder af mennesker ude af deres land.
Så sent som i sidste uge blev Ungarn færdig med at bygge hegnet på grænsen til Serbien og er nu i gang med at lukke af ved den kroatiske grænse, efter EU’s nyeste medlemsland erklærede sig fuldt booket og sendte busfulde af flygtninge til Ungarn.
De ungarske pigtrådshegn er blot det seneste i en lang række af tiltag, der skal holde flygtninge og migranter ude af EU. Rygterne vil vide, at også Rumæniens regering går med planer om at bygge hegn ved sine grænser, skriver The Economist.
Det ansete britiske tidsskrift har lavet et interaktivt kort, der gør status over antallet af hegn og mure, der er opført i verden siden Den Kolde Krigs afslutning.
Opgørelsen viser, at 40 lande rundt om i verden har bygget barrierer mod 64 af deres naboer.
Alene i år er der skudt 15 nye hegn og mure op, skriver The Economist.
Se kortet over de nye grænseforstærkninger her