Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Det er i denne tid 30 år siden, at muren i Berlin faldt sammen og indledte en gennemgribende forandring af forholdene i hele det daværende Østeuropa. Det er en forandring, som både var umulig at forestille sig dengang, og som for den næste generation er en virkelighed, der er næsten umulig at forstå eksisterede.
Der er god grund til at fejre den sejr, som murens fald betød for demokratiet og for frihedsrettighederne i Europa.
En faktor i forandringen af Østeuropa, som nemt glemmes, er den betydning, som mange mennesker med et kristent udgangspunkt havde for at skabe revner i jerntæppet.
I 1984 var jeg på rundtur i Polen sammen med en gruppe unge fra Norden. Vi besøgte blandt andet Nowa Huta uden for Krakow, der var blevet bygget som en ”ny by” uden kirke, for det moderne menneske havde ikke brug for den slags, sagde regimet.
Men folket krævede en kirke, og Nowa Huta fik den store Arka Pana kirke, hvor der i kapellet blev indrettet et rum for den uafhængige fagforening, Solidaritet, der ellers var blevet forbudt i december 1981.
Vi besøgte kapellet, hvor kritikken af styret levede, og talte i øvrigt med folk over hele Polen. Mange forsikrede os om, at de ikke var kommunister, men katolikker. Kirkens vedvarende modstand viste sig at være et afgørende slag imod systemet.
Religiøse i koncentrationslejre
Jeg var i Østtyskland i midten af 80’erne, hvor vi talte med menigheder i blandt andet Magdeburg. De østtyske kristne kirker levede en kummerlig tilværelse. En virkelighed, der bød på daglig chikane, som når præsterne blev anholdt for spirituskørsel efter gudstjenesten, hvis han havde drukket af altervinen, til egentlige arrestationer og endelig fængsel. Men det slukkede ikke ånden, og mennesker, hvis udgangspunkt var kirken, fik en afgørende rolle i kritikken af systemet helt frem til murens fald.
For nylig var jeg i Slovakiet. I Devin, nord for hovedstaden Bratislava, hvor floden Morovia løber ind i Donau og Østrig og Slovakiet mødes. Her er der et stort mindesmærke for de mange, som døde under flugt fra styret i det daværende Tjekkoslovakiet. Mange var villige til at ofre sig for at kunne fastholde den indre frihed, hvilket både var politisk og religiøst.
Titus Zeman.
I 1950 forbød regimet religiøse ordner og begyndte at sende deres medlemmer til koncentrationslejre. Zeman organiserede, at præstestuderende kunne krydse grænsen, men allerede i 1951 blev han arresteret. Selvom han kom ud af fængslet 13 år senere, døde han af den belastning, han havde været udsat for i fangenskab.
De mange politiske fanger og folk, som på forskellig måde blev forfulgt af regimet, er i dag dårligt stillede med hensyn til pension og sundhedsforsikringer. I den modsatte ende af spektret er ingen af de mennesker, som var ansvarlige for regimet, blevet dømt, og de har gode pensioner, for de var i arbejde i hele perioden.
De som yder de store afsavn for friheden, er ikke altid dem, som også nyder frugterne. Desværre!
Og hvad er der blevet af den kritiske stemme, som kirkerne udgjorde? Kirkerne har i praksis tabt kraften, også selvom de har fået store ejendomsbesiddelser tilbage som i for eksempel Tjekkiet, og nogen er gået i en meget konservativ retning som kirken i Polen.
Vi kan fejre de helte, der ofrede sig – som Titus Zeman – og i deres minde fastholde og udvikle den kritiske tænkning og værdsætte friheden.
