Kritiker: Hyklerisk tale om større åbenhed om u-landsmidlerne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Regeringen beskyldes nu for at tale med to tunger, når det gælder ønsket om at lade offentligheden kigge magthaverne over skuldrene, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Herhjemme vil den nye offentlighedslov angiveligt indskrænke adgangen til aktindsigt, så embedsmænd, ministre og andre politikere kan kommunikere i fortrolighed sammen.

Men i den nye strategi for dansk udviklingsbistand står, at regeringen “vil arbejde for, at alle mennesker har adgang til fri og uafhængig information, så magthaverne kan stilles til ansvar for deres politik og prioriteringer. Det bør omfatte aktindsigt i den offentlige sektors forvaltning og i gennemførelsen af udviklingsarbejdet”.

»Man kan ikke kalde det andet end hyklerisk, når regeringen i sin udviklingspolitik taler højt og flot om adgang til information, åbenhed og aktindsigt i forvaltningen, men i sin hjemlige politik lukker ned på samme områder. Danmark som det gode eksempel for udviklingslande er godt nok til at overse på det her punkt. Det er pinligt,« siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, til avisen.

Hun har bedt justitsminister Morten Bødskov (S) redegøre herfor.

I sit svar gentager ministeren, at hans lovforslag lægger op til “en række væsentlige forbedringer af åbenheden i forvaltningen”, og at den omstridte bestemmelse om såkaldt ministerbetjening skal fortolkes og anvendes restriktivt, “og det vil bidrage til, at bestemmelsen ikke bliver anvendt forkert i praksis”.

Lars Rugaard, journalist, Cavlingprisvinder, beskæftiger sig fredag i et indlæg på ministerbeskyttelse.dk med forholdet mellem regeringens politik over for udviklingslande og Morten Bødskovs lovforslag om en ny offentlighedslov.

“Den slags dobbelttale kaldes at ride på to heste – hver sin vej”, skriver han.

DOKUMENT

I regeringens strategi for udviklingsbistanden står der om åbenhed:

“Adgang til information og til at ytre sig frit er centrale elementer i den rettighedsbaserede tilgang.

Vi vil arbejde for, at alle mennesker har adgang til fri og uafhængig information, så magthavere kan stilles til ansvar for deres politik og prioriteringer.

Det bør omfatte aktindsigt i den offentlige sektors forvaltning og åbenhed i gennemførelsen af udviklingssamarbejdet.

Vi vil arbejde for at realisere potentialet i informations- og kommunikationsteknologien til at styrke den folkelige deltagelse, skabe øget adgang til information og viden og arbejde for den enkelte borgers deltagelse i den offentlige debat uden frygt for sanktioner fra myndighederne”.