Kritisk nicaraguansk journalist: Regeringen informerer ikke, den præsenterer slogans

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Eva Rasmussen

MANAGUA, 23. Februar 2009: – Jeg tror ikke på den objektive journalistik, men på den professionelle, der undersøger, præsenterer modsatrettede synspunkter og kontroller sine kilder.

Det siger Carlos Fernando Chamorro, fremtrædende nicaraguansk journalist, chef for for det politiske ugeblad Confidencial samt for det anerkendte TV-program Esta Semana (Denne uge), der både kører et dagligt og et ugentligt nyheds- og baggrundsprogram.

Han var chefredaktør for det hedengangne sandinistiske dagblad Barricada, men blev fyret i 1994, efter at han i tre år havde forsøgt at skabe et dagblad, der ikke bare snakkede sandinistpartiet, FSLN, efter munden.

u-landsnyt.dk har bedt ham vurdere mediernes rolle i dagens Nicaragua:

– De lever op til deres kontrol-funktion over for regeringen, men burde bore dybere i, hvordan statsinstitutioner som Højesteret, Rigsrevisionen, og Valgrådet, fungerer. Derudover mangler de stort set helt at kigge nærmere på magtfulde private erhvervsgrupper, siger Carlos Fernando Chamorro.

– De gør et godt forsøg på at skabe en bred politisk debat. Men, det bliver sværere og sværere, fordi regeringen har valgt udelukkende at kommunikere gennem egne medier, eller som de selv siger ”i ikke-forurenede medier”, hvilket er det samme som gennem journalister, der ikke stiller kritiske spørgsmål.

Regeringens kommunikationsstrategi
– Regeringens kommunikationsstrategi er efter min mening en fiasko. På den ene side har den valgt ingen-kommentarer-politikken. På den anden en direkte fjendtlig stil over for kritiske medier som dagbladene La Prensa og El Nuevo Diario og bestemt osse over for Esta Semana og Confidencial. Det skaber et polariseret samfund, mener Carlos Fernando Chamorro.

Journalistgruppen på El Confidencial og Esta Semana forsøger at undgå at svare igen på samme måde, selvom de officielle kilder er så godt som lukkede.

– Jeg kan være heldig og få information ”off the record” fra nogle få regeringskilder, men de har forbud mod at tale med mig ”on the record”. Det gælder osse de journalister, der arbejder samme med mig.

– F.eks. har vi lige forsøgt at lave en reportage om, hvordan det faldende finanslovsbudget påvirker sundhedssektoren. Sundhedsministeriet nedlagde forbud mod, at ministeriets funktionærer udtalte sig til vores journalist. I den situation måtte vi lave en reportage, der tog udgangspunkt i, hvad brugerne af sundhedsklinkker og hospitaler mener. Vi forsøger at lave hæderlig journalistik. Hvis vi tier stille eller forfalder til regeringens retorik, mister vi troværdigheden.

Dagbladenes troværdighed
De to dominerende dagblade, det konservative La Prensa og El Nuevo Diario, der politisk oftest afspejlder det sandinistiske udbryderparti MRSs synspunter, er mere end kristiske over for regeringen. La Prensa f.eks. bringer daglige interviews med hårdtslående regeringskritikere. Er det troværdigt?

– La Prensa har en ideologisk, antisandinistsk, dagsorden, siger Carlos Fernando Chamorro. – Jeg mener, avisen har en vigtig journalistisk funktion, men den svækkes, når den ideologiske dagsorden tager over. Når bladet bruges politisk, skader det troværdigheden.

– El Nuevo Diario er mere nuanceret. Den beskriver osse positive sider af regeringsprogrammerne.

Carlos Fernando er en skarp politisk analytiker, men han betragter ikke sig selv som politiker:

– Jeg er journalist, men journalist med en politisk vision og en politisk forpligtelse, slår han fast. Jeg hører ikke til dem, der siger, at min eneste opgave er informere. Naturligvis skal jeg producere professionel information, men jeg har samtidig en forpligtelse over for landet, en forpligtelse til at arbejde for demokratiet.

– Journalistikken skal nærme sig det organiserede civilsamfund i et forsøg på skabe rum for dem, der almindeligvis ikke har stor indflydelse på den offentlige mening. Der er en tendens til at begrænse den offentlige mening til nogle få traditionelle stemmer. Vi falder selv af og til i den grøft, men vi forsøger at demokratisere debatten. Det ser jeg som en politiske pligt, men ikke som en partipolitisk pligt.

– Jeg lavede parti-journalistik i 80´ erne, men da jeg blev fyret fra Barricada i 1994, besluttede jeg mig til at koncentrere mig om at lave journalistik, der ikke er underlagt et politisk pres eller et pres fra de magtfulde økonomiske grupper, slutter Carlos Fernando Chamorro.

Den sandistiske regering har gjort mange forsøg på at lukke munden på kritiske journalister som Carlos Fernando Chamorro. I morgen fortæller u-landsnyt.dk, hvordan det f.eks. sker.

u-landsnyt.dk har forsøgt at få en kommentar fra den nicaraguanske regering, men den stiller ikke op til spørgsmål, hverken fra nationale eller internationale medier.

Tidligere artikler i u-landsnyt.dk´s tema om Nicaragua:

http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17390&mode=Nyhed

http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17563&mode=Nyhed

http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17495&mode=Nyhed

Eva Rasmussen er freelance journalist. Hendes ophold i Nicaragua støttes af et Danida Rejselegat.