Kronik af Stig Fog, generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd, bragt i Berlingske Tidende onsdag den 4. august
En række dagblade har i ledende artikler sommeren igennem beskyldt Folkekirkens Nødhjælp for at ”politisere”.
Tidligere har samme ”beskyldning” været rettet mod Dansk Røde Kors, da organisationens generalsekretær ytrede sig om retstilstanden for fangerne på Guantanamo-basen. Og senest er Operation Dagsværk blevet sat under skærpet kontrol af undervisningsministeren, således at Danida fremover skal godkende den samarbejdspartner, som foreningens egne medlemmer har valgt at støtte med en privat indsamling.
Men hvorfor er det problematisk, at en humanitær organisation blander sig i politisk forhold? Hvorfor er det ”at politisere” blevet et skældsord, som man bruger til at gå efter manden i stedet efter bolden, når man er uenige i de synspunkter, som en hjælpeorganisation fremfører?
I befolkningen er der en generel opfattelse af, at hjælpearbejdet skal foregå neutralt. Det er et synspunkt, som imidlertid har mange dimensioner.
Neutralitetsbegrebet stammer fra Geneve-konventionen, som regulerer hvorledes Røde Kors-bevægelsen skal agere f.eks. i forhold til at kunne operere på begge sider af fronten under en krig. Dette neutralitetsbegreb har imidlertid intet at gøre med den form for ”neutralitet”, de fleste moderne hjælpeorganisationer arbejder efter. De er kommet til den erkendelse, at et neutralt hjælpearbejde ikke eksisterer.
Enhver form for hjælp er jo netop en politisk handling, der skal omfordele goderne, fordi den eksisterende politik har slået fejl. Derfor er det neutralitetsbegreb, de fleste moderne hjælpeorganisationer anvender, i stedet koblet til begrebet ikke-diskriminerende.
Det vil sige, at hjælpearbejdet ikke må være diskriminerende i forhold til køn, race, religion, politisk overbevisning eller nationalitet. Samtidigt er hjælpearbejdet jo per definition partisk, idet det tager parti for den svage part – de fattige, de udstødte og de syge.
Det er derfor dybt forstemmende, når flere dagblades lederskribenter sommeren igennem har harceleret over, at hjælpeorganisationerne politiserer. Selvfølgelig gør de det, hvis de tager deres opgave alvorligt.
Skal hjælpeorganisationernes arbejde være det rene hattedame-mageri? Skal seriøst hjælpearbejde bestå i hovedløst at uddele madpakker, mens organisationen har lukket øjne, ører og mund – og ser bort fra og tier om de årsager, der er til, at folk er i nød?
Læger uden Grænser blev skabt netop på det grundlag, at organisationens medarbejdere havde pligt til at vidne om de overgreb, som de oplevede i deres arbejde.
Tilsvarende har en lang række af de øvrige humanitære organisationer været igennem en udvikling, hvor de fra at være rene leverandører af serviceydelser til de fattige, nu er de fattiges politiske fortaler. Naturligvis baseret på de erfaringer, de som hjælpeorganisationer har fra arbejdet blandt de fattige.
Den udvikling er sket med en voksende erkendelse af, at en række af verdens problemer ikke løses med at blive ved med hovedløst at uddele madpakker, men ved at bekæmpe årsagerne til nød og elendighed. Det er i Mellemøsten, i Sudan og globalt set politiske løsninger, der skal til.
Den samme erkendelse er Danida nået frem til og støtter derfor i stigende grad politisk fortalervirksomhed i u-landene. Og det må være enhver seriøs hjælpeorganisations pligt at gøre befolkning, presse og politikere opmærksom på, at nødhjælp og politiske løsninger hænger sammen. Alt andet vil være at kaste blår i øjnene på offentligheden.
En række lederskribenter – bakket op af bl.a. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti – har også været fortalere for det synspunkt, at så længe en organisation modtager statspenge, så skal den blande sig uden om den politiske debat.
Det er dog et synspunkt med en række overvældende konsekvenser. Skal det så forstås på den måde, at bistandsklienter fremover ikke længere kan stemme til Folketingsvalget, at Dansk Folkeparti og de øvrige statsstøttede politiske partier kan gemme deres politiske holdninger for sig selv – og at dagbladene skal ophøre med at skrive politiske ledere – al den stund at de alle er offentligt understøttede i form af overførselsindkomster, offentlig partistøtte og direkte statstilskud til dagbladene i form af momsfritagelse og portotilskud? Således er Dansk Folkepartis indtægter 90 procent finansieret af det offentlige.
Naturligvis skal statsstøtte anvendes til de formål, som der er bevilget til. Det sørger en skrap og effektiv kontrol fra Danida og Rigsrevision for. Men at modtagen statsstøtte skulle betyde, at en organisation fratages deres demokratiske rettigheder er dog alligevel for absurd. En privat organisations ret og pligt til udtale sig om politiske spørgsmål, må dog alene være en sag mellem organisationens ledelse, dens medlemmer og bidragydere.
Berlingske Tidendes lederskribent skriver den 24. juli, at ”ved at optræde som problemløser trædes der ind på politikernes gebet”. Underforstået – hvis der skal laves politik, så må det være politikerne, der skal lave det.
Det må jo i så fald betyde, at lederskribenten underkender det civile samfunds ret til at blande sig i politiske forhold – en noget bizar demokratiopfattelse, som bliver forstærket af den ledende artikel den 5. juli, hvor der argumenteres for, at ”offentligheden via skatten bare værsgo har at betale til organisationens aktiviteter”.
En interessant påstand i et demokratisk samfund, idet der vel ingen skatteydere er, som via deres stemmeseddel ikke har haft mulighed for at få indflydelse på, om pengene skulle gå til u-landshjælp eller hofteoperationer til naboens onkel?
Konklusionen på sommerens diskussion om det politiske hjælpearbejde er således – hvis man skal tro lederskribenterne – at hjælpeorganisationerne skal blande sig uden om politik, fordi de skal være neutrale, fordi de modtager statspenge og fordi de ikke er politikere. ”At politisere” er et begreb, der kan henføres til sprogets værste gloser og som kan kastes efter dem, man er uenige med.
Men burde det ikke være omvendt?
”At politisere” er for os i Dansk Ungdoms Fællesråd et positivt begreb, som er helt grundlæggende for de idébestemte- og samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer. Hvis et samfund skal udvikle sig, værdier skal fornys og forsvares, kræver det vel, at så mange som muligt politiserer? At enkeltpersoner, medier og organisationer blander sig og deltager i den offentlige debat baseret på de erfaringer, de gør sig i det arbejde, de står midt i.
Netop af den grund er det mærkværdigt, at lederskribenterne overfalder de hjælpeorganisationer, der erkender, at deres arbejde er kommet til kort, og at der derfor må politiske løsninger til.
I modsætning til lederskribenterne, der ofte baserer deres oplysninger på andre (faldskærms-) journalisters arbejde, så står hjælpeorganisationerne midt i konsekvenserne af fejlslagen eller manglende politik og kan basere deres holdninger på konkrete, håndgribelige erfaringer.
Det er også mærkværdigt, at politisk valgte ledere peger fingre af andre, som blander sig debatten og beder dem om at blande sig uden om. For både politikere og lederskribenter må det fornemmeste ved demokratiet vel være at værne om andres ytringsfrihed, uanset om man er enig eller ej.
Det er jo en kendt sag, at de politiske partier i årevis har haft en medlemstilbagegang, der er omvendt proportional med stigningen i de offentlige partitilskud. Samtidigt har en række af de private organisationer som Amnesty International, Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp haft en stærkt stigende tilslutning og har nu en økonomisk og antalsmæssig opbakning, der er langt større end de fleste politiske partiers.
En række private organisationer har således en folkelig legitimitet, der kvalificerer dem til at deltage med vægt i den offentlige debat. Medlemsbladene udkommer – uden portotilskud – i oplag, der kan konkurrere med de fleste dagblade.
Der er ingen grund til at de private organisationer lader sig kyse af hverken lederskribenter eller politikere. Samfundet har behov for holdninger og meninger, der baserer sig på konkrete erfaringer fra hjælpearbejdet. De fattige har brug for et talerør, der ikke baserer sig på journalistiske prioriteringer eller kortsigtede taburet-dagsordener.
Politik kan ikke overlades alene til politikerne. Det er det for vigtigt til.
Gengivet med tilladelse af forfatteren og Berlingske Tidendes debatredaktion.
