Mens andre nationer sprinter mod de nye store økonomisk frembrusende u-lande med eksport og investeringer, har “Danmark knapt nok fundet startlinjen”. Vores samlede eksport til lande som Brasilien, Indien, Kina og Rusland er således på størrelse med eksporten til Holland.
Det skriver en forsker og 2 erhvervsfolk i en kronik i Berlingske Tidende mandag med overskriften “Vores vækst ligger i udviklingslandene”.
Investeringerne i de 4 store vækstlokomotiver udgør samtidig mindre end 4 procent af de samlede danske investeringer i udlandet, anfører kronikørerne.
Det er ph.d., lektor Michael Wendelboe Hansen på CBS (Handelshøj-skolen i København), formand for Dalberg gruppen, Henrik Skovby og Randi Wahlsten, der er projektmanager sammesteds. Firmaet specialiserer sig i rådgivning på vækstmarkederne.
“Vi har knapt nok opdaget det næste lag af lande med eksplosiv vækst, f.eks. Vietnam, Egypten, Filippi-nerne, Ghana og Bangladesh. Det betyder, at vi mister store afsæt-ningsmuligheder og globale markedsandele hver eneste dag”, fremfører kronikørerne i Berlingske.
De gør opmærksom på, at den eneste større finansielle institution herhjemme, som leverer risikovillig kapital til udviklingsmarkederne, nemlig Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), på få år har fået 39 færre lande at investere i.
Den markante indskrænkning i råderummet skyldes den positive vækst, som har fået disse lande til at banke op gennem loftet for, hvor IFU må investere, nemlig en indkomst pr. indbygger på 3.000 dollars i snit.
Kronikørerne foreslår, at regeringen etablerer en ny fond, der kan servicere de rigere u-lande, IFU ikke længere kan støtte – eller giver IFU mulighed for at udvide sit virke.
Tilføjelse u-landsnyt:
Regeringen og Danidas ledelse har pålagt IFU at søge at motivere langt flere danske firmaer til at investere i virksomheds-samarbejder i Afrika syd for Sahara. Det er denne skærpelse af fattigdomsorienteringen for fondens virke, kronikørerne enten ønsker at bryde med eller vil supplere med en anden institution.
Hele kronikken kan læses på www.berlingske.dk