I de seneste 50 år er den humanitære bistands andel af den samlede internationale bistand steget støt. Det viser en undersøgelse fra det svenske forskningsinstitut SIPRI.
Undersøgelsen ser på perioden fra 1969 til 2019, og den fortæller blandt andet, at den humanitære bistands andel af den samlede bistand har taget et gevaldigt spring fra 1990’erne til 2019; et spring fra omkring fem til 23 procent. Det højeste niveau nogensinde.
To af Danmarks førende udviklingsforskere udtrykker overraskelse over stigningen:
”Jeg synes alligevel, at det er overraskende, at stigningen er så stor. Men det hænger sikkert sammen med tre ting: At antallet af flygtninge er steget, at de er kommet tættere på donorlandene, som ønsker at undgå at modtage flygtninge, og at ideen om at understøtte langsigtede forandringer i fattige lande ikke nyder nær så stor opbakning nu, mens der er umiddelbar folkelig opbakning til nødhjælp,” lyder det fra Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker med speciale i udviklingssamarbejde ved Dansk institut for internationale studier, DIIS.
Han suppleres af Anne Mette Kjær, der er professor på Aarhus Universitet og formand for Udviklingspolitisk Råd:
”Det er en meget slående udvikling, som det kræver en længere diskussion at komme tættere på. Selvfølgelig er det vigtigt at give humanitær bistand. Men det skal tænkes sammen med fred og udvikling, så vi ikke kommer til at finansiere permanente kriser, siger hun.”
Hun tilføjer, at den samme tendens gør sig gældende i Danmarks udviklingsbistand.
En af dem, der så at sige er med til at bruge den humanitære bistand, er Andres Ladekarl, som er generalsekretær i Dansk Røde Kors. Han er knap så overrasket som de to forskere.
”Antallet af humanitære kriser er eksploderet – særligt når man ser på antallet af påvirkede mennesker. Så hvis donorlandene ønsker, at udviklingsbistanden skal komme de mest nødlidende til gavn, er det helt naturligt, at mere går til humanitære indsatser,” siger han.
En kunstig opdeling
Udviklingen betyder, at den langsigtede bistands andel af den samlede bistand er faldet. Altså den type bistand, der har til formål at styrke samfundenes strukturer, så som uddannelses- og sundhedssystemerne, for at skabe bedre forhold for hele befolkningen. Mere eller mindre som den velkendte talemåde ”Giv en mand en fisk, og han er mæt i dag. Lær ham at fiske, og han er også mæt i morgen.”
For at blive i billedsproget, så bliver en stadig større andel af den globale bistand brugt på fisk frem for fiskestænger.
Anders Ladekarl mener dog, at opdelingen mellem humanitær og langsigtet bistand ofte kan være kunstig og måske handler mere om, hvilken kasse midlerne kommer fra end om det faktiske program. Den humanitære bistand er ifølge ham blevet mere udviklingsorienteret – både fordi det giver større effekt på lang sigt, og fordi en humanitær krise i dag i gennemsnit varer 17 år.
Og så har han et bud mere på, hvorfor der er sket så markant en stigning i den humanitære bistand i forhold til den samlede bistand:
”Udviklingsbistanden er i stigende grad blevet et sikkerhedspolitisk instrument, og derfor anvendes den i stigende grad i en sikkerhedspolitiske kontekst, altså i kriser, hvor humanitær bistand er mere relevant end langsigtet udviklingsbistand.”
Behov for mere og mere humanitær hjælp
Udviklingen viser ikke tegn på at knække, men SIPRIs undersøgelse har ikke tal for årene siden 2019, så vi ved ikke, om tendensen er fortsat de sidste par år.
Men det vi ved – baseret på tal fra FN – er, at der i år er 274 millioner mennesker, som har brug for humanitær hjælp og beskyttelse. Vi ved også, at det er en væsentlig stigning fra 2021, hvor 235 millioner havde disse behov – hvilket var rekordmange allerede dengang.
Mange af dem må dog nok kigge langt efter hjælp, for ifølge FN’s nødhjælpskontor, UNOCHA, er verdensorganisationens mål i år at nå omkring 183 millioner ud af de 274 millioner med den mest nødvendige hjælp. Det anslås at ville koste 41 milliarder kroner.
Ser vi på erfaringer fra tidligere år, skal vi berede os på, at der ikke bliver doneret nær det beløb. I 2021 modtog de ti mest underfinansierede kriser under halvdelen af det beløb, som der blev appelleret om.
Når det er så svært at indsamle de midler, som FN anslår skal til for at dække de mest basale behov, så kan humanitær hjælp ikke for alvor afhjælpe de langstrakte kriser, skriver UNOCHA i sin årlige rapport Global Humanitarian Overview.
Humanitære kriser er blevet kroniske
Den humanitære bistand var oprindeligt tænkt som reaktion på akutte nødsituationer. For eksempel gennem udlevering af mad, medicin, telte eller anden form for husly.
I dag går hovedparten af den humanitære bistand til langstrakte kriser eller kroniske kriser, som SIPRI-rapportens forfattere kalder det.
Langstrakte eller kroniske kriser defineres som situationer, hvor en betydelig del af befolkningen er akut udsatte og afhængige af humanitær hjælp i en længere periode.
Helt præcis 59 procent af den humanitære bistand blev i årene 2010 til 2019 brugt på kroniske kriser. Det var ofte i lande og situationer, hvor konflikter, skrøbelige stater og tilstedeværelsen af flygtninge var udbredte.
Den type humanitære kriser er blevet mere almindelige siden midt i halvfemserne, og i flere tilfælde er der blevet sendt humanitær bistand til kriser i ti år eller mere. Her kan den humanitære krise gå hen og blive hverdag.
Samme melding kommer fra FN’s organisation for landbrug og fødevarer, FAO, som kalder langstrakte kriser for “the new normal” – altså den nye normaltilstand.
Ifølge FAO bor en fjerdedel af verdens indbyggere i dag i lande eller områder, der er mærket af langstrakte kriser og konflikter.
Og der er ikke umiddelbart udsigt til bedring: I 2030 vil mere end 60 procent af verdens fattige bo i skrøbelige stater eller noget, der ligner, og hele 93 procent af de allerfattigste vil bo i lande, der er politisk skrøbelige eller miljømæssigt udsatte – eller begge dele på én gang.
I det kommende årti vil over 70 procent af den humanitære bistand gå til lande, som allerede i dag er stormodtagere af bistand, forudser SIPRI-rapporten. Forfatterne kalder det endda ”en konservativ prognose”.
De værst ramte områder ligger i et bælte fra Vestafrika gennem Centralafrika og Nordafrika til Mellemøsten og ind i Centralasien. Her er det for eksempel Mali, Niger og Yemen, der har kæmpet med humanitære kriser i mindst ti år; Afghanistan, Den Centralafrikanske Republik og Tchad i mindst 15 år og Den Demokratiske Republik Congo, Somalia og Sudan i mindst 20 år.
På bekostning af langsigtede indsatser
Det er svært at finde modstandere af humanitær bistand, men der er kritik af, at humanitær bistand prioriteres frem for den langsigtede bistand. En sådan kritik kom for eksempel for nylig i den svenske debat, da regeringen meddelte, at den vil bruge i alt 10,3 milliarder svenske kroner fra udviklingsbistanden på at tage imod flygtninge fra Ukraine – men at den vil friholde den humanitære bistand for besparelser, når milliarderne skal findes i bistandsbudgettet. Det afstedkom følgende kommentar fra Mariann Eriksson, generalsekretær i Plan International Sverige:
“Vi har brug for hjælp, der kan skabe bæredygtig forandring, og det gør den humanitære bistand ikke. De humanitære projekter afhjælper de største behov i en kort periode. Men det er på bekostning af langsigtede og dybtgående indsatser, der handler om at genopbygge samfundet og forebygge konflikter og krige.”
Læs mere: ”En nedsmeltning af svensk udviklingsbistand”
Og så tilbage til undersøgelsen fra det svenske forskningsinstitut. Her skriver forfatterne, at dens resultater bør sætte gang i politiske diskussioner om balancen mellem humanitær, udviklingsmæssig og fredsopbyggende bistand, og hvordan de tre ting bedst spiller sammen i de langstrakte kriser.
Det er Anne Mette Kjær enig i, og hun mener, at undersøgelsens resultater understreger vigtigheden af, at Danmark skal udføre langsigtet udviklingsbistand. For uden den erfaring, der kommer derfra, bliver vi dårligere til, at sammentænke det humanitære arbejde med den langsigtede udvikling – ‘humanitarian development nexus’ på bistands-sprog.
