Weekenden er lige rundt om hjørnet. Og som sædvanlig disker Globalnyt op med tre anbefalinger til, hvordan du kan bruge dine fridage i selskab med kultur, der gør dig klogere på den globale verden.
Denne uge har vi fået helt særligt besøg af dansk-dominikanske Jennifer Maria Matos Tonndorff. Hun har været så rar at overtage pennen fra Globalnyts redaktion, så de kan læne sig tilbage og suge til sig af anbefalinger fra Den Dominikanske Republik. Det samme kan du.
Som altid har vi også et par korte anbefalinger til begivenheder, der finder sted i weekenden. Dem finder du til allersidst i artiklen.
Rigtig god læselyst!
Passer mit ansigt på Dominicana-dukken?
På mit køleskab hænger en replica af den dominikanske nationalskat: ‘Dominicana’ dukken, i magnetform. Dukken er lavet i ler, iført kjole, med en kurv i hænderne og en lille hat på hovedet. Men dukken har intet ansigt. Det skyldes, at kunstneren til den allerførste ‘Dominicana’ ikke kunne forme ét specifikt ansigt til dukken, da hun fandt det umuligt at skulle repræsentere alle de forskellige etniciteter, der er i Den Dominikanske Republik, i et ansigt. I dag, over 40 år efter den første dukke blev skabt, har dukkens mange replicas stadig intet ansigt og hyldes netop for at anerkende landets etniske diversitet.
MØD JENNIFER
- Uddannet ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole samt Kort og Dokumentarfilmskolen
- Arbejder indenfor tematikkerne identitet, etnisk diversitet og tilhørsforhold. Hendes seneste dokumentarfilm om statsborgerskab har lige haft premiere, og i forbindelse med Art Week ’23 kuraterede hun en udstilling om tilhørsforhold
- Har udviklet kampagner for blandt andre Marriage Without Borders og NYX x LGBT+ Denmark
- Diversitetskonsulent i Mino Danmark, hvor hun arbejder for at fremme etnisk diversitet og repræsentation i tv, film og medier
Siden jeg blev spurgt om jeg ville skrive denne artikel, har jeg brugt meget tid på at kigge på dukken og reflektere over, om mit eget ansigt egentlig ville kunne sættes på. Med mit multikulturelle ophav, kan jeg så være den rette til at komme med kulturanbefalinger om Den Dominikanske Republik? Har jeg overhovedet nok tilknytning eller nok viden at dele ud af?
For hvordan anbefaler jeg en kultur, som jeg hele mit liv har skullet opsøge aktivt, fordi den fysisk udfolder sig i et land hundrede kilometer væk fra hvor jeg befinder mig?
At skrive denne artikel har startet en guirlande af følelser. Hvert led rummer en hændelse, en detalje eller en kommentar om netop min kultur. Enten den forventede eller den tillærte.
BIOGRAFI
Jeg er født og opvokset i Danmark. Al min viden og kropslige fornemmelser om Den Dominikanske Republik har jeg lært af mine forældre, eller taget til mig fra vores mange familiebesøg på halvøen. Med min mors familie så langt væk har vi ofte tilbragt vores familiebesøg præcis det samme sted, med præcis de samme familiemedlemmer – som ved besøget året forinden. Det var først i en alder af 29 år, at jeg sammen med en veninde selv rejste rundt i landet og opdagede nye sider af det, der ellers var så velkendt.
Det var på denne tur, at jeg første gang oplevede ikke kun at være min mors datter, men en hjemvendt dominikaner.
DANS med den dominikanske Romeo
Samme år som min veninde og jeg rejste rundt i Den Dominikanske Republik udkom sangen “Me Quedo” af Romeo Santo feat. Zacarias Ferreira. Sangen blev spillet over alt. Den bragede ud af højtalerne i bilerne og i colmados (kiosker). Sangen blev vores turs soundtrack, og bliver i dag stadig spillet ved festlige lejligheder, så sol, strand og palmer kan flyde med lydbølgerne ud af højtalerne.
Anthony “Romeo” Santo a.k.a “King of Bachata” er kendt for bl.a. at blande musikgenrerne bachata, som har sin oprindelse i Den Dominikanske Republik, med hiphop, elektronisk musik og latinsk soul. Hans musik har været med til at brede kendskabet til bachata ud til resten af verdenen.
Men mine tidligste minder med Romeo Santos flødeagtige røst går dog helt tilbage til 2002, da jeg var 12 år gammel og han var en del af Boyband gruppen Aventura, da de udkom med sangen “Obsession”, som tog mit hjerte med storm.
Sangen handler om en mand, der med romantiske øjne er håbløst forelsket i en kvinde. Lytter man til sangen i dag, så vil man høre, at den handler om upassende adfærd og borderline stalking. Men, da jeg var 12 år og stod i gyden bag min mormors hus og fik mit første kys under en strømafbrydelse af den flotteste dreng, en “el barrio”, var det min kærlighedssang. Min Romeo skulle blive lige så vild med mig som Romeo i Aventura var med hende, han sang om. For min Romeo og jeg havde trods alt et hav imellem os, og han skulle for alt i verden ikke forelske sig i en anden de næste 12 måneder, mens jeg var væk.
SPIS dig hele vejen til det caribiske øhav
Ved festlige lejligheder forsøger jeg at hylde min mor og hendes kultur. Hun kom til Danmark for kærligheden og for mig – og det vil jeg gerne fejre. En af de mest kulturelt autentiske måder at fejre dominikansk kultur på er nemlig gennem maden. Smagene og ikke mindst mængderne. Min mor er gennem årene kommet med mange guldkorn, men af de bedste, som også står i stor kontrast til den danske festkultur, er: “Lav ikke så lille en portion mad, at folk skammer sig over at tage flere gange. Vi laver mad for, at folk skal spise.” citat slut. Min mor. Det er nu en regel, jeg lever efter.
Til min fødselsdag, der er en stor begivenhed, inviterer jeg venner, bekendte og familie til mad, quiz og dans. Livet skal fejres, og det gøres bedst i selskab med mine livsvidner. Til festen plejer min mor at stå for kyllingen. Det er enten kyllingelår tilberedt al la “pollo guisado” eller “pollo al horno”.
Jeg har desværre ikke kunne opstøve nogen dominikansk restaurant i hverken Danmark eller i Sverige, men jeg har fundet følgende opskrifter online, som man kan følge: Dominnican stewed chicken. Dominikanerne kan noget med kylling. Skindet er sprødt og kødet saftigt. Jeg spiser ikke engang kød længere, men jeg kan ikke holde mig fra sovsen, kyllingen ligger i.
Når min mor laver kyllingen i andre settings, serveres den typisk med hvide ris (der har så meget smag, at man sagtens kan spise dem uden noget) og concón (der er de sprøde ris, der sidder brændt fast til grydens bund). Concón har samme status ved spisebordet, som sprøde flæskesvær har juleaften. Dertil serveres der habichuelas (bønner i sovs), friturestegt plantain og til sidst en salat bestående af fintsnittet hvidkål, agurk, tomat og syltede rødløg. Dominikansk mad kan være virkelig vegetarvenligt, fordi retterne består af så mange proteinrige alternativer til kød. Blandt andet de mange smagfulde måltider med linser og bønner.
Fordi dominikansk mad har så meget smag og ikke mindst patriotisk kærlighed (nationalretten hedder “Bandera Dominicana”, som betyder det dominikanske flag), har jeg købt en kogebog med dominikanske opskrifter for at styrke mit tilhørsforhold gennem maden. Jeg glæder mig helt vildt til at lave retterne, og genskabe filmen “Julie og Julia” fra 2009, og lave en ny dominikansk ret en gang om ugen.
Kogebogen er utrolig smuk og fyldt med farverige billeder, der viser den Dominikanske Republik fra sin bedste side. En af opskrifterne som jeg netop skal til at afprøve er den alkoholfrie drink “Morir Soñando”, der på dansk kan oversættes til “dø drømmende”. Det er en drink bestående af appelsinjuice, kondenseret mælk, sukker, vanilje og en masse isterninger. Den minder mig altid om min mormors søster, der plejer at lave den til mig, når jeg besøger hende. Drinken minder mig om, hvordan jeg, fra da jeg var 9 år, har været højere end hende. Siden vi var præcis samme højde, har jeg ved hvert gensyn løbet hende i møde for at se, hvor meget højere jeg er blevet fra det foregående familiebesøg. Sammen med hende vil jeg altid føle, at jeg kan dø drømmende og elsket.
GÅ i dominikanske immigranters spor
I Danmark kender jeg få, der har samme kulturelle mix som mig, det danske og det dominikanske. Derfor søger jeg spejling i bøgerne hos andre, der er ‘væk’ fra den “koncentrerede” kultur, og derfor må genopdage den i et andet land. Ligesom jeg selv gør.
I bøger skrevet af dominikanere, der mindes “hjemlandet”, skildres deres forældres historie oftest. I bøgerne fortæller forfatterne, hvordan deres forældre forlod alt det velkendte for bedre muligheder, og typisk udspiller historierne sig i New York City, da det er det sted udenfor Den Dominikanske Republik, hvor flest dominikanere bor.
Jeg er i gang med bogen ‘Dominica’ af Angie Cruz, der udspiller sig i 1965 i henholdsvis Den Dominikanske Republik og New York, og skildrer livet som dominikansk immigrant og kontrasten i kulturernes sociale koder. Jeg læser min mor, min far og mig selv ind i historien, selvom de er helt forskellige. Birkerød, hvor mine forældre boede de første par år, minder på ingen måde om New York, men der er alligevel noget genkendelighed i den uvished, min mor forlod sit hjemland til fordel for.
LÆS endnu mere!
For at finde spejling i bøgerne skal jeg også forstå den dominikanske historie, og al dens kompleksitet.
Derfor har jeg følgende bøger på min læseliste:
‘Black behind the ears’ af Ginetta E. B. Candelario
“I meget af Den Dominikanske Republiks historie er det nationale organ blevet defineret som “ikke sort”, selvom sort herkomst modvilligt er blevet anerkendt. Ginetta E. B. Candelario afviser forenklede forklaringer og antyder, at det ikke er et ønske om hvidhed, der styrer dominikanske identitetsdiskurser og -udfoldelser.
‘Bukkens fald’ af Mario Varga Llosa
“Velgøreren”, sådan blev han kaldt, Rafael Leonidas Trujillo, som i 1930 ved et kup tog magten i Den Dominikanske Republik og fastholdt den i et brutalt jerngreb, indtil han blev myrdet af højtstående officerer i 1961. Romanen foregår i tiden omkring hans død – suppleret med erindringsglimt fra årene forud.”
Forståelsen for dansk kultur har været givet, fordi det er her jeg er vokset op og har min base. Men med årene er behovet for at forstå og lære mere om min mors kultur blevet større. Derfor vidner mine anbefalinger også om fragmenter af et liv, der har udspillet sig på flere kontinenter. For på trods af at jeg aldrig kan befinde mig fysisk to steder på samme tid, så vil begge mine kulturer altid være med mig.
Ligesom ‘Dominicana’ dukken ikke skal repræsentere alle etniciteter, så skal jeg måske heller ikke. Måske er det nok, at man bare forstår mit tilhørsforhold til begge mine etniciteters kultur.
DET KAN DU OGSÅ OPLEVE
Cinemateket afholder Arabian Nights Festival
Traditionen tro afholder Cinemateket deres årlige filmfestival Arabian Nights med film fra den arabisktalende verden.
Det foregår t.o.m. den 27. september, og udover film vil der også være flere events med talks og instruktør-samtaler. På søndag den 10. september kan du eksempelvis se den marrokanske film Suspended Wives, som introduceres af imam og samfundsdebattør, Sherin Khankan, efterfulgt af debat med Islamforsker Saer El-Jaichi som moderator.
Find hele programmet her.
Eksilchilenere markerer militærkuppet i Chile for 50 år siden
I samarbejde med Arbejdermuseet inviterer eksilerede chilenere til en eftermiddag på Arbejdermuseet. Arrangementet vil se tilbage på kuppets dage, på tiden der er gået og diskuterer demokratiets vilkår i Latinamerika. Der vil desuden være fællessang, digtoplæsning og folkemusik.
Arrangementet foregår den 10. september 14-16.30 og er på dansk, engelsk og spansk.. Det koter 50 kr. per person (inkl. et glas vin og en empanada). Læs mere her.
Gratis kultur til unge i hele Danmark
I næste uge er der K7 Week, og det betyder gratis kunst i hele Danmark for unge. Fra 11.-17. september 2023 er der fri entré på 180 museer og udstillingssteder over hele landet, for alle mellem 18-27 år. Som noget helt nyt kan du også købe billetter til kun 40 kr. på udvalgte spillesteder for klassisk musik. Og på en lang række teatre kan du købe billetter til 40 kr., hvis du er mellem 18-25 år.
Find mere om K7 her.
