Kultur til din weekend: Glemt sangerinde, geografiens politik og japansk videokunst

Den japanske videokunstner Tabaimos fortællinger tager afsæt i velkendte og trygge hverdagssituationer, som hun transformerer til mærkværdige og foruroligende situationer.


Foto: Jason Wierzbicki

Globalnyts anbefalinger til din weekend

Globalnyt guider dig hver uge til, hvad du kan bruge din weekend på, hvis du vil blive klogere og mærke verdens puls.

Men har du selv læst en medrivende bog, hørt en god podcast, set en spændende kunstudstilling, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du kan skrive til [email protected] eller oprette en begivenhed i vores kalender.

Weekenden er lige rundt om hjørnet. Derfor har redaktionen disket op med tre anbefalinger til, hvordan du kan bruge dine fridage i selskab med kultur, der gør dig klogere på den globale verden.

På kulturbrættet denne uge serverer vi syret japansk videokunst og en fortælling om en sangers liv og hendes kamp for oprindelige folk i Nordamerika. Og sidst men ikke mindst kan du blive klogere på, hvordan bjerge, floder og oceaner er med til at diktere den politik, verdens ledere fører.

Velbekomme!

LYT til Buffy

Anbefalet af redaktør Kirsten Larsen.

Filmen Soldier Blue og dens titelmelodi ramte lige ind i mit teenagehjerte.

Siden da har jeg elsket Buffy Sainte-Maries rå vibrato, men også glemt denne store sanger, sangskriver og forkæmper for de oprindelige nordamerikaneres rettigheder. Indtil for nyligt, da Politiken gjorde mig opmærksom på Podcasten, Buffy, fra CBC i Canada. Tak Politiken.

Buffy med sin guitar tilbage i 2008.
(Foto: Jack Robinson/Hulton Archive via Getty Images)

Den podcast i fem afsnit skal man høre, hvis man som jeg har et totalt svagt punkt for Buffy Sainte-Marie, hvis man gerne vil genoplive New Yorker scenen fra dengang, de oprindeliges kamp, genhøre nogle af sangene, selv om der er alt for lidt musik i “Buffy”.

Og især hvis man vil glædes over et stort, nu 82-årigt menneske, der er blevet ved med at være et ordentligt og hjælpsomt menneske, selv om hun er blevet snydt, bedraget og forulempet af kollegaer, ægtefælle og fremmede.

Hvis du er alt for ung til at huske titler som “Soldier Blue”, “Universal Soldier”, “Up where we belong” og alle de mange mange flere, ja så skal du høre podcasten for at høre en fantastisk historie om en fantastisk kvinde.

Og ja, “betegnelsen indianer bliver brugt i denne podcast. Det er ok, hvis du selv er – got it?”

Podcasten “Buffy” kan blandt andet findes på Spotify lige her.

LÆS om geografi og politik

Anbefalet af redaktør Laurits Holdt.

Med sin bog ‘Fanget af geografien’ forsøger den britiske kommentator og journalist Tim Marshall at forklare, hvordan geografien er med til at forme den politik som verdens lande fører.

Nogensinde undret dig over, hvorfor Putin er besat af Krim-halvøen eller hvorfor USA var bestemt til at blive en global stormagt? Så skal du måske kigge på landenes geografi.
(Foto: Getty Images)

Han maler med den brede pensel, når han suser kloden rundt med kapitler om Rusland, Kina, USA, Vesteuropa, Afrika, Mellemøsten, Indien og Pakistan, Korea og Japan, Latinamerika samt Arktis.

Og han kommer med kvalificerede bud på nogle store spørgsmål, som for eksempel: Hvad er der lige med Rusland og Krim-halvøen? (Den har Ruslands eneste havn, der aldrig fryser til); Hvilken betydning har geografien haft for den økonomiske udvikling i Afrika? (Floderne er ikke ret gode til at transportere varer, og der er meget få naturlige havne langs kontinentets kyster).

Bogens 275 letlæste sider har ikke svar på alt, men den giver brugbare elementer til egne analyser og forsøg på at forstå, hvad der sker i verden.

Den er oprindeligt fra 2015 og udgivet på dansk i 2020, men selvom der er sket meget i verden siden da, er bogen ikke uddateret.

Læs mere om bogen her: Fanget af Geografien.

OPLEV japansk animationskunst

Anbefalet af journalist Emma Katrine Bremer.

Japansk animation, samfundskritik og syret humor. Denne, i min optik, geniale kombo kan du lige nu opleve med udstillingen Nest af den japanske kunstner Tabaimo.

Med vid og til tider direkte groteske handlingsforløb udforsker Tabaimo det moderne liv i Japan. Det gør hun gennem fem videoinstallationer inspireret af de japanske kunstformer: ukiyoe-træsnit, manga og anime.

På et offentligt toilet i Japan med videokunstneren Tabaimo, der lige nu udstiller på Gl. Strand Kunstforning.
Foto: David Stjernholm.
På et offentligt toilet i Japan med videokunstneren Tabaimo, der lige nu udstiller i Gl. Strand Kunstforening.
(Foto: David Stjernholm)

Tabaimos fortællinger tager afsæt i velkendte og trygge hverdagssituationer, som hun transformerer til de mest mærkværdige og foruroligende situationer. De foregår på et offentligt toilet, hvor en kvinde er i færd med at lave hovedspring ned i toiletkummen, eller på afstand med en kikkert for øjnene, der giver mulighed for at smugkigge ind i folks private hjem, når de spiser aftensmad med familien eller begår selvmord.

Til tider fremstår Tabaimos univers fuldstændig fjernt fra den virkelige verden. Og så alligevel. For på sin egen vanvittige facon rummer Tabaimos værker en fælles kritik af et meget virkeligt japansk samfund, der udadtil ser ih så nydeligt ud, men under overfladen gemmer på en befolkning, der døjer med depression, isolation og ustabilitet.

Nest kører nu og indtil den 27. august. Det er i Gl. Strand Kunstforening i København, og du kan læse mere om udstillingen her.

Jeg vil også mere generelt anbefale dig at holde øje med udstillingerne på Gl. Strand, hvis du kan lide verdenskunst. I 2022 præsenterede kunsthallen den sydafrikanske fotograf Zanele Muholi. Og senest var jeg forbi udstillingen ‘Stepping Out!’, der fokuserede på kvindernes lod i den kinesiske samfundsudvikling.

Det var alt for denne gang! God weekend fra alle på Globalnyt.