Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Statsministeren er ikke bange for globaliseringen. Det udtaler han i et nyt interview med Berlingske. ”Jeg er ikke drevet af frygt. Jeg har ikke nogen ambition om at tage tempoet af [globaliseringen].” Danmark er et lille land; vi kan ikke lukke os inde og blive ved med at bygge mure, tilføjer han.
På én måde har han ret. Meget af Danmarks og andre rige landes velstand skyldes, at vi handler (mere eller mindre) frit med andre lande. Nogle landes velfærdssystemer (især de nordiske) tager samtidigt hånd om mennesker, der mister arbejde på grund af globaliseringen. Globaliseringen har også hjulpet millioner af mennesker ud af fattigdom, især i Asien.
Men disse successer er ikke hele historien. Årtiers accelererende globalisering (plus teknologisk udvikling) har også resulteret i voksende økonomisk ulighed mellem og inden for mange lande samt stigende identitetssplittelse omkring nationalisme, etnicitet og religion. Det har bidraget til valget af Trump som præsident, til Brexit, og til opblomstringen af populismen i mange rige vestlige lande. Selv det danske samfund er blevet stadigt mere polariseret, anerkender Løkke i interviewet.
Derfor ser vi verden over en regnbue af modstand mod globalisering fra anarkister, fagforeninger, bondesammenslutninger, progressive og reaktionære bevægelser, højre- og venstreorienterede partier, samt ’almindelige’ vælgere i mange lande, der føler sig truet på deres identitet og/eller økonomiske position og tryghed.
Så når den nye regering vil etablere et ”disruptionråd” med Løkke selv i spidsen, frygter han nok alligevel – med rette – hvad fremtidens globaliseringen bringer. Det gør mange vælgere i hvert fald; halvdelen af EU’s borger ser globaliseringen som en trussel.
Rådet skal derfor drøfte, ”hvordan vi sammen skal sikre et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, og hvor alle kommer med i udviklingen og får del i den velstandsudvikling, som globalisering og ny teknologi giver os mulighed for. ” Rådet skal også drøfte, ”hvordan vi kan fastholde og udbygge et arbejdsmarked, som både er kendetegnet ved dynamik og ordentlige for hold, og hvor der ikke sker social dumping.” (Læs mere i regeringsgrundlaget).
Det er relevante opgaver – men de er alt for snævert tænkte. Sagen er, at globalisering ikke bare påvirker økonomi og arbejdspladser, men også national suverænitet og demokrati i både Danmark og andre lande.
Dani Rodrik, den indflydelsesrige tyrkisk-amerikansk økonom, viser, at globalisering, demokrati og national suverænitet hænger uløseligt sammen. Verdens lande og deres befolkninger kan ikke få mere af alle tre på én gang. Vi er fanget i et trilemma i konflikter mellem globaliseringen, demokrati, og nationalt selvstyre. (Læs mere). Hans argumenter er interessante.
Globalisering og Demokrati
Da verdens lande i stigende grad er uløseligt forbundne med hinanden gennem handel, finansielle transaktioner og andre former for internationalt samkvem, hvorfor så ikke tage skridtet fuld ud og skabe en global føderation eller andre globale arrangementer, så demokratiske styreformer kan matche den globale kapitalismes rækkevidde (dvs. globale reguleringsmekanismer, globale standardarder, globale sociale sikkerhedsnet)?
Ideen lyder tiltrækkende. Bedre demokratisk regulering af grænseoverskridende kapitalisme kan styrke globaliseringens fordele og begrænse dens ulemper.
Fordelen ved globalisering er økonomisk vækst. Den skabes blandt andet ved at reducere transaktionsomkostningerne for handel med varer, serviceydelser og kapital på tværs af og bag landegrænser. Nationalstaternes toldmure, tekniske standarder, valutaer, osv. er de vigtigste kilder til sådanne omkostninger. De kan reduceres yderligere.
En anden fordel ved global regulering af globale markeder er, at staterne er dårlige til selv at regulere dem. Der opstår smuthuller for beskatning af transnationale firmaer, pres på arbejdstagerrettigheder, voksende klimaproblemer, og underminering af mange landes velfærds-, sundheds- og sikkerhedsstandarder. Dertil kommer dårligere muligheder for fattige lande til at gennemføre aktive erhvervs- og landbrugspolitikker, som er nødvendige for på sigt at skabe bæredygtige arbejdspladser. Heller ingen global ”lender of last ressort ” kan træde til, når den globale økonomis stabilitet er truet.
Multinationale virksomheder har i lang tid har spillet staterne ud mod hinanden. Derfor er ideen om en global demokratisk styring af globale markeder tiltrækkende og har mange tilhængere. Desværre er den politisk umulig at gennemføre. Alene erfaringerne med EU’s 28 lande viser det.
Dertil kommer, at verdens lande har vidt forskellige behov og prioriteter. En overnational demokratisk regulering, selv hvis den var politisk mulig, vil derfor kun kunne etablere fælles globale regler og institutioner ved at gøre vold på sådanne forskelligheder. Den vil påføre globaliseringens tabere store byrder. Derfor ville en global regering heller ikke være legitim.
Mere globalt demokrati og globalisering vil betyde mindre lokalt demokrati.
Globalisering og nationalt selvstyre
I stedet for global demokratisk regulering kan landene omfavne globaliseringen i håb om, at gevinsterne vil blive større end tabene. Statens eneste opgave vil så blive at udbygge og støtte global økonomisk integration, selv når den er i konflikt med landenes andre prioriteter.
Rodrik kalder muligheden en ”gylden spændetrøje.” For at øge markedets tillid og tiltrække investeringer og handel følger staterne de åbne døres politik: En lille offentlig sektor, lave skatter, deregulering, privatisering, et fleksibelt arbejdsmarked samt isolation af økonomiske beslutningstagere mod demokratisk indflydelse (centralbank, finansielle tilsynsmyndigheder, specielle klageinstanser for multinationale).
Der er historiske eksempler på, at nogle lande faktisk har valgt en ”gylden spændetrøje.” Det skete, da europæiske lande fulgte guldstandarden frem til 1914, Og det skete da Argentina i 1990erne bandt sin økonomi til globaliserings stormast og satte økonomisk (penge)politik på automatpilot: Valutaen blev bundet til den amerikanske dollar; der blev gennemført gennemgribende privatiseringer og deregulering for at tiltrække hjemlig og udenlandske investeringer. I begge tilfælde var resultatet på længere sigt en økonomisk katastrofe.
I dag sætter globaliseringen især små lande som Danmark og fattige udviklingslande under pres. De har begrænset magt og må tilpasse sig globaliseringens betingelser bedst muligt. Gevinsten ved globaliseringen gør det muligt for nogle lande – især rige – at kompensere de grupper, som bliver hægtet af. Men både tilpasningen og omfordelingen kræver økonomiske og strukturelle reformer for at gøre både erhvervslivet og staten konkurrencedygtige. Denne nødvendighedens politik motiverer ofte skiftende danske regeringers reformiver.
Mange små og svage lande er også under mere direkte pres udefra. Det startede i kolonitiden hvor imperialistiske stormagter fastsatte spillereglerne til egen fordel ved med magt at gennemtvinge åbne grænser for kolonimagtens handels-og investeringshuse. Afrikas strukturtilpasningsprogrammer i 1980erene var en langt mildere version af eksternt pres, men kendetegnet ved, at donor-afhængige regeringer måtte leve med reduceret suverænitet og tvungen tilpasning til markedet for at få bistand. Der blev godt nok samtidigt indført demokrati i mange lande, men regeringerne havde få valg med hensyn til økonomisk politik. Programmernes virkninger er stadigvæk genstand for debat.
Den ”gyldne spændetrøje” har i dag et lidt andet snit. Mange udviklingslande er i stigende grad villige til at acceptere WTOs krav om øget økonomisk åbenhed i håbet om, at det vil fremme deres eksport.
At også Amerikas og Storbritanniens befolkninger føler et utåleligt pres fra globaliseringen, har Trumps valgsejr og Brexit tydeligt vist. De to lande er ikke småstater, så når vælgerne her opponerer mod fremadskridende globalisering i form af frihandel og/eller migration, så viser det frem for alt multinationale selskabers stigende indflydelse på økonomisk politik siden 1970erne. Det har gjort det muligt for globale eliter og firmaer at lokaliserer sig eller udflage aktiviteter til de lande, som giver dem størst profit uanset hjemlige jobtab. Hjemlige politiske magthavere har hverken gjort nok for at forhindre det, eller for at kompensere taberene.
Desto mere landene åbner sig for globaliseringen, desto større begrænsninger underlægges nationalt selvstyre.
Demokrati og national selvstyre
Den tredje mulighed er, at reducere globaliseringsambitionerne ved at begrænse omfang og dybde af fælles globale reguleringsmekanismer, standardarder, og sociale sikkerhedsnet. De enkelte lande satser i stedet for på at opbygge et reguleret samkvem med andre lande baseret på hjemlige demokratiske beslutninger.
Her er udfordringen at finde en balance mellem åbenhed og demokratisk selvbestemmelse. Lande kan beholde visse former for restriktioner (for eksempel på kapital), beskytte arbejdstagere mod social dumping og forhindre import af sub-standard produkter. Nogle lande vil selvfølgelig indgå regionale aftaler for at opnå denne balance (fx EU og East African Community).
Men internationale handelsaftaler er kommet i modvind. Både Trump og Bernie Sanders, fx, argumenterer voldsomt for en langt mere protektionistisk handelspolitik. Sanders har for eksempel udtalt, at hvis han blev valgt til præsident, skulle der kun handles med lande, som har cirka samme lønniveau og arbejdstagerrettigheder som i USA. Trump har lignende tanker. Det ville effektivt sætte en bremse for mange fattige udviklingslandes muligheder for økonomisk udvikling gennem handel med verdens største marked.
Denne del af trilemmaet drejer sig om, at nationalt selvstyre og demokrati kan styrkes, hvis der sættes grænser for globalisering.
Disruption og frygt
Løkke Rasmussen har ret i, at der er muligheder i globaliseringen, men de sidste årtier har vist, at den – godt hjulpet på vej af teknologisk udvikling — skaber både tabere og vindere; vækst såvel som uligheds- og identitetskonflikter; og frygt blandt mange vælgere. Disruption er et godt ord til at beskrive effekterne.
Globaliseringens fatale fejl har været, at landes hjemlige reguleringer af markederne siden 1980erne svandt ind, men ikke blev erstattet af stærkere global eller mellemstatslig regulering. Den nødvendige institutionelle infrastruktur var ikke på plads. Globaliseringen er både gået for langt (frihandel) og ikke langt nok (finansmarkederne). Den har heller ikke tilstrækkeligt tilgodeset svage udviklingslandes behov (ulandenes landbrug kæmper fortsat mod rige landes dumpning og subsidier). Taberne er blevet overset. Det har givet grobund for en stigende nationalisme blandt vælgere i mange lande.
Forhåbentligt vil Løkkes Disruptionråd forholde sig specifikt til globaliseringens trilemma og fremlægge klare analyser af de valg, som Danmark står over for. De er:
Vi kan fremme globalt demokrati for at skabe effektive global regulering af markeder, der for længst er globale. Nationalt selvstyre fases ud (men det er et politisk urealistisk scenarie).
Vi kan begrænse demokratiet for at fremme vækst gennem en globalisering, der reducerer nationalstatslige forhindringer for øget økonomisk samkvem – og så håbe på, at vi har ressourcer nok til at kompensere taberne.
Eller vi kan sætte grænser for globaliseringen og kun åbne vore økonomier i den udstrækning, der er hjemlig demokratisk legitimitet for dem. Typisk vil det indebære regionalt samarbejde og en vis international koordinering gennem WTO, IMF, FN eller andre organisationer, men protektionistisk og nationalistisk økonomisk politik kan også få mere vind i sejlene ved dette valg.
Svære valg og afvejninger. Og så har jeg ikke engang berørt, at globaliseringens indhold og omfang også har stor betydning for klima og migration.
