”Du vil ikke give mig lov til at gå i skole.
Så jeg bliver aldrig læge.
Husk dette:
En dag vil du være syg.”
– Digt af Lima Niazi, 15 år gammel, Kabul
Lima Niazi er 15 år gammel og bor i Kabul, Afghanistan. Hun har, modsat sine brødre, aldrig gået i skole. Og ligesom tusindevis af andre piger i hendes alder, har Lima Niazi været offer for et korrupt uddannelsessystem, der har sat et i forvejen krigsramt land ude af stand til at løfte dets forpligtigelse til at sikre alle børn lige muligheder for skolegang.
I en nyligt offentliggjort rapport fra Human Rights Watch fortæller Lima Niazi – og hundredvis af andre piger – deres historie. Rapporten tager afsæt i 249 interviews med elever og skoleadministratorer, forældre, og organisationsmedarbejdere, der i løbet af 2016 blev foretaget i henholdsvis Kabul, Kandahar, Balkh og Nangarhar provinserne i Afghanistan.
Et kønnet problem
Rapportens konklusioner er ikke til at tage fejl af. Op mod to-tredjedele af alle afghanske piger modtager i gennemsnit ingen form for grundskoleuddannelse (i nogle regioner helt op til 85 procent). Over en tredjedel af landets skoler har ingen bygninger, toiletter, eller rent drikkevand. Og for de piger, der bliver holdt uden for skoledøren, vil godt over halvdelen i gennemsnit være gravide før de fylder 18.
Den voldsomme køns-ulighed er illustreret i graferne nedenfor.
Den kønnede ulighed har konsekvenser på både den korte og lange bane. I et land, hvor op mod hver tredje kvinde formodes at være gift før hun er 18, er adgang til kvalitetsuddannelse nemlig alfa omega. Data fra den afghanske regering indikerer, at piger uden skolegang har over tre gange så høj sandsynlighed for at være gift før de er 18 sammenlignet med andre piger på samme alder. Ligeså med tidlige graviditeter, sundhed og senere jobmuligheder.
Der findes intet mere magtfuldt våben mod lighed end fratagelsen af skolegang.
Frygt, diskrimination og mangelfulde strukturer
“Vi har 395 skoler uden nogle bygninger. Det er en stor udfordring for de kvindelige studerende, fordi klasseværelserne og skolegården ikke er lukkede – de er åbne. I disse områder, i de fleste distrikter, vil folk ikke sende piger i skole uden bygninger, uden vægge rundt om skolen.”
– Anonym uddannelsesadministrator, Kandahar
De bagvedliggende årsager til rapportens fund har, ifølge Human Rights Watch, vidtrækkende rødder i de både samfundsmæssige og kulturelle strukturer i Afghanistan. Strukturer, der på hver deres måde medvirker til produktionen af et uddannelsessystem, der med både frygt, diskrimination og forvrængede kønsopfattelser placerer Afghanistan øverst på listen over lande i verden med den største grad af kønsulighed blandt børn.
Vi kan tale om forholdet mellem mandlige og kvindelige lærere, hvor 24 ud af 34 provinser har mindre end 20 procent kvindelige ansatte. Manglen på kvindelige lærere har direkte konsekvenser for mange piger, hvis familier ikke vil tillade, at de skal undervises af en mand – og som samtidig frarøves muligheden for, at møde kvindelige rollemodeller i uddannelsessystemet.
Vi kan tale om de fysiske rammer, som skolebørnene befinder sig i. Over 40 procent af de afghanske skoler består af midlertidige teltlejre, oftest uden hverken toiletter og rent drikkevand. Manglen på sanitære forhold kan stille menstruerende piger i en svær situation. Med hverken rent vand eller kønsopdelte toiletter er resultatet, at tusindevis af piger bliver hjemme under deres menstruation – og sætter en månedlig stopklods i deres faglige progression.
Vi kan tale om Taliban, der siden 1996 har arbejdet for at fratage kvinder muligheden for skolegang og arbejde på niveau med deres mandlige medborgere. Frygten for bortførelser, angreb og drab er lige så present som altid blandt størstedelen af rapportens informanter – om end organisationens indflydelse er svækket væsentligt siden 2001. Tarana på 18 forklarer: “Da vi boede i Helmand var skolerne åbne for alle og nogle piger gik i skole. Men fordi min familie var bange for min sikkerhed – folk sagde, ’Hvis I sender jeres datter i skole risikerer hun at blive kidnappet – gik jeg aldrig i skole.”
Eller vi kan tale om de artikulerede kønsopfattelser i hjemmet, der gør, at næsten en tredjedel af afghanske piger er vokset op med skolegående brødre – alt imens de selv måtte blive hjemme. Karima på 17 år fortæller: ”Vores far sagde at skolen ikke er god for piger, plus at det er for usikkert at gå derhen på gaderne. Selv hvis der var sikkert ville han sige: I er piger – I behøver ikke at gå i skole.”
Brudte løfter
“Vi har brug for fred. Og vi har brug for lige skoler for drenge og piger, og lige uddannelsesmuligheder for drenge og piger. Jeg tror at [lige nu] har drenge mere ret til at få en uddannelse end piger.”
– Qaisma, 13 år gammel, Mazar-i Sharif
Rapportens fund stiller et stort og væsentligt spørgsmålstegn ved både det afghanske uddannelsessystems egne og det internationale samfunds løfter om forbedrede uddannelses-vilkår og muligheder for de piger og kvinder, der blev lovet lige muligheder for skolegang og arbejde i kølvandet på koalitionens angreb mod Taliban i 2001.
Et løfte, der med millioner af kroner i ryggen fra internationale donorer blev ratificeret i adopteringen af børnerettighedskonventionen, konventionen mod diskrimination af kvinder, samt i de nyligt vedtagne verdensmål, hvor målet om kvalitetsuddannelse til alle står skåret ud i pap – og som ifølge den afghanske regering er på vej mod forløsning.
Men der er, desværre, langt fra mødesalene i New York til virkeligheden i Kabul, Kandahar, Balkh og Nangarhar. De mange pigers fortællinger er, frem for alt, en fortælling om brudte løfter. De er et opråb til såvel nationale som internationale aktører om, at kampen for lige uddannelsesmuligheder ikke løses i konventioner, men i nedbrydelsen af de stigma, der kun sætter ét køn på skolebænken.
“Dette er uddannelses æra. Alle børn skal studere. Illitterærhed løser intet. Illitterærhed er ubrugeligt.”
– Værge for 8 børn, Mazar-i Sharif
Lucas Lundbye Cone er graduate studerende med speciale i International Education på University of California, Los Angeles (UCLA). Han skriver for Globalnyt om bl.a. uddannelse.
Tak til Olivia Oturai for at designe artiklens grafer.
Rapporten fra Human Rights Watch
