Solen bager ned på bussen der eskorter Fatuma og hendes fodboldhold ind på det kæmpe store ørkenareal, der strækker sig over verdens anden største flygtningelejr i Kenya, Kakuma.
Arealet glider ud i en kæmpe fodboldbane der i dag skal afholde sæsonens kvindelige finalekamp.
Bagerst i bussen sidder vi, to danske fodbold piger i tyverne, der bruger vores sabbatår på at arbejde frivilligt i lejren, klar til at deltage som tilskuere til dagens kamp.
For første gang er det ikke lyden af vores slidte cykeldæk der bumler under os på vej ned til Kløvermarken, men motorens brummen og lyden af synkroniske congolesiske kampråb, der overdøver transport turen til sydsudanesernes hjemmebane i Kakuma 1.
Vi mærker de fæstnede blikke fra ansatte i Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation LWF, der konstant cirkulerer over pigerne, som om at et uopmærksomt blink kunne være nok til at de blev snuppet.
Pigerne lader sig ikke påvirke af den konstante overvågning, som modsætningsvis sætter gang i vores teenager rebel hormoner. Vi føler, at vi sagtens kunne have klaret ankomsten selvstændigt. Altså, hvor svært kan det være?
Sikkerhed bag facaden
Vi følger spændt efter Fatuma og sin datter ud i hedebølgen og mødes af synet af de lerfarvede baner og unge kvinder der springer i deres holduniformer. En procedure der umiddelbart virker identisk med vores opvarmning derhjemme, hvor den spændte energiske atmosfære smitter af på det heppende publikum.
Buspassagerne forvandles umiddelbart til 14 spillere og 3 trænere i det de sprinter ud i feltet og møder deres modstandere. Vi maser os ind i mængden på sidelinjen, der består af 50 unge mænd og en række små piger, der viser sig at være døtre til fodboldspillerne.
Til trods for stemningen og kampproceduren der virker universel, bliver det tydeligt at der også er en bagside. Bag facaden gemmer sig en hård kamp for at pigerne overhovedet har kunnet deltage i turneringen. Det at være hunkøn har stadig svære følger for Kakumas flygtninge.
Under kampen observerer vi, hvordan pigerne konstant er under fuldt opsyn og der foregår regelmæssige tællerunder af dem for at bevare overblikket.
Når Fatuma skal på toilettet eller fylde sin vandflaske, skal hun færdes med en holdmakker. Disse sikkerhedsmæssige forbehold tages for at afværge episoder, som den der medførte at Fatuma blev mor i en alder af 13. Disse episoder viser sig at være typiske for unge piger, der er udsatte som ofre for de 50 sultne drenges blikke.
Mængden af mænd
Efter en hård sejr smiler de udmattede piger og springer ombord på bussen med de to ekstatiske dansker som bagtrop. Det er tydeligt at stemningen har ændret sig markant i takt med mørket er faldet på, sandstormen har eskaleret og er blevet aggressiv.
Vi betragter sandbanen der forsvinder bag os i det fjerne. Vi får øje på mængden af mænd der pludselig er blevet fordoblet og som råber længselsfuldt efter bussen.
Pludselig er vores teenagehormoner sporløst forsvundet og vi rykker en balle tættere på de voksne eskorter.
