I et interview i Globalnyt d. 24. oktober er udviklingsminister Rasmus Prehn (Soc.) citeret for at sige, at vi skal blive bedre til at sætte ind med ”brandslukning” tidligere i stedet for at vente til katestrofen er indtrådt. Pointen er, at der er behov for mere humanitær bistand, men at vi kan tænke den langsigtede bistand ind i den humanitære og derved have en større effekt.
Tim Whyte.
Foto: Mellemfolkeligt Samvirke.
Men i en tid hvor unge går på gaden verden over under parolen ”our house is on fire”, er det værd at overveje, hvad vi egentlig mener med ”tidlig brandslukning” og hvor vi skal lave den henne.
Mange lande kalder på tidlig brandslukning
Når vi snakker humanitær bistand, plejer vi at rette os mod de områder, hvor situationen allerede er kritisk – i krigszoner, flygtningelejre eller områder ramt af naturkatastrofer. I takt med at klimaforandringerne tager til i kraft, er det i virkeligheden store dele af Afrika, der kalder på tidlig brandslukning nu. Og ofte på måder, som ikke klares med uddeling af mad eller felthospitaler alene.
Bare som et lille eksempel: for et par uger siden talte jeg med en kollega fra Zambia, som fortalte, at hele deres energiforsyning er alvorligt udfordret, fordi floderne er ved at tørre ud. Derfor virker deres store vandkraftværker ikke længere. Sidste år talte jeg med en ældre Masai i Tanzania, der berettede om, hvordan han havde set sine kvæg dratte døde om én efter én på grund af en langvarig tørke og manglende mad og drikke. I år havde Mozambique nogle af de mest voldsomme oversvømmelser i nyere tid.
Disse lande er ikke nogen af de såkaldte skrøbelige stater, der normalt ville blive udset til humanitær bistand. Men der er ingen tvivl om, at der ikke skal så meget til for at skubbe dem ud over kanten. Det er vores tids udfordring: hvis man tror på videnskaben, så vil voldsomme klimaeffekter skabe grundlæggende kriser i rigtig mange lande på tværs af Afrika.
”Tidlig brandslukning” er jo noget af det, Danmark laver i forvejen i form af langsigtede bistand, der skal hjælpe landene til selv at stå imod disse udfordringer gennem god regeringsførelse og et aktivt civilsamfund. Men det er lige præcis det, vi ender med at skære ned på, for at finansiere mere krisebistand.
Det vil få enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser. Vi vil se oversvømmelser, tørke, og ekstreme temperaturer. Og konsekvenser i form af konflikter, migration, nye sygdomme, sult, store huller i de offentlige finanser, politiske uroligheder og krig. Det er svært at spå præcis om, hvad der vil ske hvor henne, men sikkert er, at det vil ramme meget bredere end de lande, som er de såkaldte skrøbelige stater i dag. Og når vi ser de nye kriser udvikle sig, ville vi ønske, at vi havde sat ind med ”tidlig brandslukning” også der. For det bliver dyrt, og i sidste ende er det svært at forestille sig, at de rige lande i Europa ikke kommer til at betale en del af regningen – om intet andet ud af egeninteresse.
”Tidlig brandslukning” er jo noget af det, Danmark laver i forvejen i form af langsigtede bistand, der skal hjælpe landene til selv at stå imod disse udfordringer gennem god regeringsførelse og et aktivt civilsamfund. Men det er lige præcis det, vi ender med at skære ned på, for at finansiere mere krisebistand.
Derfor er det også svært at se fornuften i en finanslov, hvor støtten til bistand i Afrika skrumper. Det svarer til at spare penge på røgalarmer og brandslukningsudstyr, mens skovbrandene udvikler sig lige uden for byen.
Jeg har fuld forståelse for, at der mange prioriteter, der skal tilgodeses i en finanslov. Afrika virker langt væk set i forhold til vuggestuer og hospitaler i Danmark. Men hvis der er kommet noget godt ud af klimakrisen, så er det at Afrika faktisk kommer tættere og tættere på.
I de snart 30 år jeg interesseret mig for internationalt samarbejde, har jeg nærmest ikke set et bedre argument for internationalt samarbejde end klimakrisen. Vi har nu et bredt anerkendt og videnskabeligt bevis for at vores skæbner hænger sammen på tværs af landegrænser. At udfordringerne i Zambia, Tanzania eller Mozambique hænger direkte sammen med de beslutninger, vi tager eller undlader at tage i Danmark. Og det vil kun blive klarere i de kommende år, når kriserne tager til ude og hjemme.
Det er forfærdeligt, at det skulle komme til en eksistentiel krise for menneskeheden før, vi kan se, hvordan vi har brug for hinanden. Men når det nu er kommet så vidt, så ville det også være tåbeligt ikke at gribe chancen til at skrive udviklingsbistanden ind i den fortælling.
En ny fælles fortælling kan skabe begejstring
Vi har en historisk chance nu for at skabe en ny fortælling om global solidaritet sammen med unge. Inden for det sidste år har vi set en mobilisering uden lige omkring behovet for radikal handling på klimakrisen, særligt blandt unge, men også med genklang i andre dele af befolkningen. Denne mobilisering og det tilhørende holdningsskifte i befolkningen var medvirkende til, at den nuværende regering kom til magten og at samtlige partier efterfølgende har oppet ambitionerne på klima. Men den indeholder også et kæmpe potentiale for at genetablere fortællingen om behovet for globalt samarbejde og særligt dansk udviklingssamarbejde.
Derfor synes jeg også, at Rasmus Prehns fokus på begejstring er rigtig set netop nu. I samme interview i Globalnyt siger han, at essensen i hans jobbeskrivelse er “at skabe større folkelig forankring i det her projekt og få skabt noget begejstring, så flere danskere kan føle stolthed og engagere sig i det her.”
Nøglen til dette projekt er efter min mening at danne alliancer med de unge, der allerede er optaget af behovet for en global bæredygtig omstilling. Jeg er sådan set enig med Rasmus Prehn om, at vi ikke kan skabe begejstring ved at betale konsulenter for at trylle det frem gennem dyre reklamekampagner eller smarte koncepter. Hverken regeringen eller de danske civilsamfundsorganisationer kan overbevise danskerne om noget som helst alene.
Men hvis vi arbejder sammen med en generation af medfortællere rundt omkring på grundskoler, gymnasier, professionsskoler, og arbejdspladser, kan vi nå meget langt – hurtigt. De er allerede i gang med at tale med deres medstuderende i klasseværelser og forældre omkring middagsborde på tværs af landet. Hvis vi kan samarbejde med dem om at lave en ny type formidling om behovet for internationalt samarbejde, så er jeg overbevist om, at vi kan genfinde og genopfinde den stolte internationale solidaritetsfølelse i Danmark. Den solidaritet, der gjorde, at vi tidligere godt kunne finde de nødvendige midler på finansloven til at lave både tidlig og akut brandslukning.
Det vil selvfølgelig stadigvæk koste en investering i oplysning og forankring – og det er en forudsætning, at ministeren også kan finde de nødvendige resurser til at prioritere det. Men gør han det og kan de danske civilsamfundsorganisationer samarbejde om at række ud til vores store bagland, så har vi en unik chance sammen. Den må vi ikke tabe nu – der er for meget på spil. Our house is on fire.
