Læger uden Grænser samler på sekunder

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Læger uden Grænser (MSF) er på grund af en forældet lov afskåret fra at holde landsindsamlinger af penge.

Derfor lancerer MSF torsdag 24. september en alternativ landsindsamling – af sekunder. På kampagne-hjemmesiden www.msf.dk/sekunder vil den indsamlede tid blive brugt til at fortælle om underernæring, som hvert år slår fem millioner børn ihjel, skriver organisationen i en pressemelding.

– Vi vil slå fast, at det i langt de fleste tilfælde kan lade sig gøre at redde livet for et underernæret barn, men at der er brug for en langt større og bedre indsats. Læger uden Grænser havde sidste år 331.918 børn i behandling for underernæring, men det er en forsvindende lille del i forhold til de millioner af børn, som lider af underernæring, siger sygeplejerske Jesper H.L. Jørgensen, formand for Læger uden Grænser i Danmark.

Håbet er, at jo flere, der bruger tid på at lytte og læse om problemet, desto flere vil engagere sig i at løse det. Det kan være ved at lægge pres på politikerne – hvor mange politikere har underernæring på deres dagsorden? Eller det kan være ved at kræve, at den fødevarehjælp, som blandt andet FN uddeler, tager højde for de særlige behov, som små børn har, hvilket ikke er tilfældet i dag.

En række tidligere udsendte læger, sygeplejersker og logistikere fortæller på kampagne-hjemmesiden om deres arbejde med undernæring og om de tanker, som arbejdet har sat i gang.

– I 2009, hvor der er mad nok i tilstrækkelig kvalitet, er vi stadig i den situation, at millioner og atter millioner af børn dør på grund af for lidt og for dårlig mad – det er uretfærdigt, siger læge Christian Fabiansen bl.a.

Læger uden Grænser håber ved årets udgang at have indsamlet 3.600.000 sekunder – svarende til at 30.000 mennesker har givet to minutter hver, men kampagnen slutter ikke her.

– Vi vil blive ved med at tale om underernæring, så længe der er børn, der dør af det, siger Jesper H.L. Jørgensen.