Læger uden Grænser (MSF) har indledt en storstilet vaccinationskampagne i Bongor-distriktet, omkring 250 km syd for hovedstaden NDjamena i det centralafrikanske lansd, Tchad, efter at der er udbrudt meningitis (hjernehindebetændelse) i området.
Tchad er nabo til den krigshærgede Darfur-region i Sudan, og huser godt 200.000 sudanske flygtninge i lejre langs grænsen til Sudan.
Vaccinationskampagnen – der forventes at vare 2 måneder – vil beskytte alle personer i alderen mellem seks måneder og 30 år, hvilket svarer til godt 75 procent af distriktets samlede indbyggertal på 272.000, skriver MSF i en pressemelding torsdag
Samtidig skal vaccinationskampagnen sikre mod, at meningitis-epidemien breder sig øst på til flygtningelejrene langs grænsen til Darfur og videre ind i selve Darfur-regionen, hvor der findes næsten 2 millioner fordrevne.
Udover et større antal stationære vaccinationsklinikker i landsbyer, vil mobile vaccinationsenheder dække de omkringliggende områder og Tchads alleryderste distrikter.
Meningitis er en infektion af hjerne- og rygmarvshinderne, som kan skyldes både bakterier og vira. Den spredes gennem udåndingsluft – ved dråbesmitte. Bakteriel meningitis, som den der nu er brudt ud i Tchad og som er forårsaget af Neisseria meningitidis bakterien, har en dødelighed på op til 80 procent, hvis den ikke hurtigt behandles.
Der findes lige nu 2 danske udsendte fra Læger uden Grænser i Tchad. Det er læge og kirurg Alaa E-Hussana og administrator Signe Mommsen.
Yderligere information hos Michael G. Nielsen, Informationschef, Læger uden Grænser (MSF), Tlf. 39 77 56 06 / mobil 29 70 29 79