Luthersk Missionsforenings (LM) Landsstyrelse har antaget Inge og Henrik Nis-Hansen, Løgumkloster, til en opgave som lærere ved Den danske Skole i Iringa i Tanzania. Udrejse forventes omkring 1. august.
Inge og Henrik Nis-Hansen er henholdsvis 39 og 42 år. De er begge uddannede lærere – Inge fra Hjørring Seminarium og Henrik fra Aalborg Seminarium. I 1990erne var de lærere ved Østvendsyssel Ungdomsskole i Dronninglund; Henrik fra 1990 og Inge fra 1993.
2000-2003 var ægteparret Nis-Hansen udsendt af Sudanmissionen som missionærer i Nigeria. De har således kendskab til og erfaring med kulturelle og klimatiske forhold i Afrika. De seneste 4 år har de været ansat som lærere ved Løgumkloster Efterskole.
Familien Nis-Hansen tæller tillige børnene Frederik på 10, Emil på 9, Johanne på 5 og 3-årige Marie.