Mellemfolkeligt Samvirke
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) blev grundlagt 24. januar 1944 under navnet Fredsvenners Hjælpearbejde.
I 1949 skiftede organisationen navn til Mellemfolkeligt Samvirke, og i 1974 blev MS omdannet til en åben medlemsforening.
Du kan læse mere på ms.dk
Den store danske NGO, Mellemfolkeligt Samvirke, har undergået en kraftig forvandling siden starten tilbage i 1944, hvor det først og fremmest handlede om forsoning efter Anden Verdenskrig og genopbygning af det krigshærgede Europa.
Igennem flere generationer var MS kendt som u-landsarbejdets moder, idet MS år efter år sendte et stort antal danskere med vidt forskellig faglig baggrund til en lang række lande, primært de såkaldte udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika.
Men de u-landsfrivillige, som senere skiftede betegnelse til u-landsarbejdere, er for længst et overstået kapitel, og i dag sender MS folk ud på helt andre vilkår. Det sidste vender vi tilbage til.
I Aarhus møder vi en af de tidligere udsendte, Henrik Lomholt Rasmussen, som var udstationeret som informationsmedarbejder i Mozambique fra 2007 til 2010.
En lærerig tid
Det var en lærerig tid for alle parter, erindrer han.
”Jeg lavede blandt andet nogle kurser om kommunikation for en lokal organisation, som MS arbejdede sammen med i Mozambique,” fortæller Henrik Lomholt Rasmussen.
Under opholdet i Mozambique bidrog han til Mellemfolkeligt Samvirkes nyhedsbrev og medlemsblad, og så skrev han også artikler om Mozambique til danske aviser og tidsskrifter samt Mail & Guardian, en sydafrikansk pendant til Weekendavisen.
Henrik Lomholt Rasmussen husker, at han var blandt de sidste årgange af u-landsarbejdere, der blev sendt ud af Mellemfolkeligt Samvirke.
”Der var cirka 120 udsendt på det tidspunkt,” fortæller den 51-årige Henrik Lomholt Rasmussen, som i dag arbejder som freelance-journalist og redaktør med både medlemsforeninger og erhvervsvirksomheder som faste kunder.
Udsendelsen af u-landsarbejdere begyndte så småt allerede i 1950’erne og tog fart i 1963, da den blev en del af det officielle danske bistandsarbejde, forklarer tidligere generalsekretær Bjørn Førde.
Arbejdet fortsatte hjemme
For de udsendte var en del af opgaven at formidle deres oplevelser videre, når de kom retur til Danmark.
Det faldt Henrik Lomholt Rasmussen meget naturligt, eftersom han i forvejen beskæftigede sig med kommunikation.
”Jeg kom hjem, fuld af indtryk og oplevelser og ideer,” husker Henrik Lomholt Rasmussen, som blandt andet blev interviewet om forholdene i Mozambique i P1.
I 2015 vendte Henrik Lomholt Rasmussen i øvrigt tilbage til Afrika, denne gang udsendt af Globalnyt for at gøre status for Mozambique som selvstændig nation i 40 år.
Og det stopper ikke her.
”Opholdet har givet mig indsigt i Den Tredje Verden. Jeg har indirekte gjort brug af min viden og erfaring fra Mozambique til nogle freelanceopgaver, og det har også hjulpet mig med nogle andre job i Afrika,” fortæller Henrik Lomholt Rasmussen.
På det personlige plan har udstationeringen også givet gevinst.
”Du bliver bevidst om ressourcer og forbrug. Du er ude blandt fattige, som må gå fem kilometer hver dag for at hente vand. Så bliver man bevidst om, hvor meget vand man selv bruger,” siger Henrik Lomholt Rasmussen.
Selv om Mellemfolkeligt Samvirke selvfølgelig har holdt mandtal undervejs, er det ikke sådan, at MS i dag kan fortælle, præcis hvor mange u-landsarbejdere der var udsendt og hvornår.
Et kvalificeret skøn lyder på i alt 5000 udsendte gennem årene, og den vurdering kommer fra Bjørn Førde.
Sluttede med ActionAid
”Det traditionelle frivilligprogram blev helt lukket i 2008, da MS blev medlem af ActionAid,” fortæller Bjørn Førde med henvisning til den internationale bevægelse ActionAid International, der har hovedkontor i Johannesburg i Sydafrika.
Bjørn Førde glæder sig i dag over, at Mellemfolkeligt Samvirke fortsat sender masser af danskere til udlandet – blot på helt andre vilkår.
”Det er en ny generation af frivillige, der bliver sendt ud i dag, og deres ophold i udlandet har en anden karakter. Det kan for eksempel være unge, som er ude i en landsby i to-tre måneder, hvor de laver frivilligt arbejde for en lokal organisation,” siger Bjørn Førde.
Udlandsopholdene bliver i dag formidlet af Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram Global Contact, som sender primært unge ud til alle mulige lande, også i Europa, blandt andet for at arbejde eller lære noget.
Kort fortalt er rejseprogrammet delt op i fem søjler, nemlig frivilligt arbejde, højskole, praktikophold, arbejdslejre og studieture.
Samlet set er antallet af rejser med Mellemfolkeligt Samvirke mere end fordoblet på bare ti år til 1372 rejsende i 2018.
Det nye frivillig-program trækker flest, nemlig 369 personer i 2017 (seneste tal, red.), men set over en fem-årig periode har væksten været størst inden for korte højskoleophold, studieture og arbejdslejre. Det viser Mellemfolkeligt Samvirkes egne tal.
Jens Work Kristensen er journalist og skriver blandt andet om udviklingsbistand.