Lars Udsholt holder som generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke – kritiserer arbejdsdeling mellem bestyrelse og ledelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Lars Udsholt, stopper efter knap 4 år på posten.

Lars Udsholt har stået i spidsen for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i nogle af de vanskeligste år i organisationens mere end 60-årige historie med mange nedskæringer, afskedigelser og omstruktureringer.

Han løfter lidt af sløret for de vanskeligheder, der har fremskyndet hans afgang, ved at udtale, at “bestyrelsens store engagement i foreningens arbejde ikke altid sikrer ledelsen det fornødne råderum og arbejdsro”.

– Jeg har stået for en krævende proces, hvor der i min ansættelsestid er forsvundet mere end halvdelen af de stillinger, der var i sekretariatet i København, siger Lars Udsholt, som mener, at der mangler en klar arbejdsdeling mellem bestyrelsen og ledelsen i foreningen.

– Det tror jeg, der kan blive, hvis der kommer nye hænder på rattet, siger han til Ritzau.

– Det har været et utroligt hårdt arbejde, som Lars Udsholt har udført på forbilledlig vis. Vi kan takke ham for, at vi er kommet gennem denne svære tid, siger MS-formand Søren Hougaard og føjer til:

– Lars Udsholt har kunnet se de nødvendige ændringer og været mand for at gennemføre dem. Selv om omvæltningerne ikke altid har været smertefri, står vi i dag med det rigtige udgangspunkt for at etablere det nye Mellemfolkeligt Samvirke.

Lars Udsholt er enig i, at kursen er rigtig:

– Der er i det forløbne halve år foretaget en række ændringer, hvor vi har fået fremtidsikret organisationen. Vi har gode medarbejdere og en god ledelse.

– Når jeg vælger at gå nu hænger det sammen med, at tiden er inde til det generalsekretærskift, som under alle omstændigheder skulle være sket inden for det næste år, hvor min kontrakt udløber.

– Vi står overfor realiseringen af alle de nye indsatsområder. Og her er enighed mellem bestyrelse og sekretariat afgørende. Vi har 100 procent fælles fodslav, hvad angår indhold og mål – og jeg har været utrolig glad for den store opbakning fra bestyrelsen i en svær tid med vanskelige beslutninger.

– Men jeg oplever samtidig, at bestyrelsens store engagement i foreningens arbejde ikke altid sikrer ledelsen det fornødne råderum og arbejdsro. Et naturligt dilemma i en politisk organisation, som jeg vurderer bedst løses ved, at jeg fremrykker min afgang en smule, forklarer Lars Udsholt.

Søren Hougaard:

– Lars Udsholt er en stor kapacitet. Jeg er ked af, at vi skal tage afsked med ham, men jeg forstår og respekterer hans beslutning. De knap 4 år på posten som generalsekretær har krævet enorme kræfter.

Lars Udsholt ventes at stoppe ved udgangen af august, og organisationen går straks i gang med at rekruttere en ny generalsekretær. I en eventuel overgangsperiode vil international chef Bente Topsøe-Jensen fungere som generalsekretær.

Lars Udsholt har mere end 20 års erfaring med dansk og international udviklingsbistand. Han har bl.a. været forsker ved Center for Udviklingsforskning, leder af u-landsafdelingen i Dansk Ungdoms Fællesråd, u-landskonsulent i FN-forbundet og leder af Mellemfolkeligt Samvirkes kursuscenter TCDC i Tanzania, inden han tiltrådte som generalsekretær.

Mellemfolkeligt Samvirke er en folkelig forening med knap 8.000 personlige og 85 kollektive medlemmer, der arbejder med fattigdomsbekæmpelse og demokrati.

Her en question-answer version, der også er udsendt onsdag fra MS:

1. Hvorfor forlader Lars Udsholt posten som generalsekretær nu?

Lars Udsholt stopper nu, fordi organisationen er godt ovre på den anden side af de store udfordringer, som vi blev sat i ved vedtagelsen af finansloven for 2006. Lars Udsholt har stået i spidsen for at udforme en strategi med klare mål og projekter, og vi har medarbejdere til at nå målene. Han skulle under alle omstændigheder være stoppet inden for det næste år, og valgte så tidspunktet nu, for at give foreningen nyt blod til at løse den sidste opgave – samarbejdsformen mellem bestyrelse og ledelse.

Her mangler vi at blive endelig enige om, hvordan bestyrelsens engagement og sekretariatets behov for arbejdsro bedst organiseres. Et naturligt dilemma for en politisk organisation, som Lars vurderede skulle løses og iværksættes af den person, som skal lede organisationen de næste 5 år. Kontinuitet er vigtig når sådanne aftaler laves.

2. Hvad sker der nu?

Bestyrelsens formandskab og den daglige ledelse sætter sig sammen for at lave en køreplan for klare retningslinjer for samarbejdet mellem bestyrelse og sekretariat. På bestyrelsesmøde den 26. juni bliver retningslinjerne drøftet.

3. Hvornår stopper Lars?

Lars er indstillet på at blive så længe at foreningen har gavn af hans bidrag. Konkret vil bestyrelsen overveje, hvornår det er hensigtsmæssigt at konstituere Mellemfolkeligt Samvirkes internationale chef, Bente Topsøe Jensen, som generalsekretær, indtil at vi har fået rekrutteret en ny. Lars vil under alle omstændigheder være her til udgangen af august og sørge for at alle de opgaver, der har ligget på hans skrivebord, bliver overdraget bedst muligt.

Yderligere oplysninger:
Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, 21602068
Lars Udsholt, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, 20280844