Lassafeber – gammel fjende, ny trussel

mike_blyth_lassa
Forfatter billede

27. marts 2018

Tidligere epidemier af lassafeber har været relativt små, men det nuværende udbrud, der foreløbig kun har ramt Nigeria, er det største nogensinde.

Siden 1. januar i år er der registreret 1495 tilfælde (herunder 16 sundhedsarbejdere) af mulig lassafeber. Af dem er 119 døde.

Så sent som i ugen fra 11. til 18. marts blev der anmeldt 9 nye tilfælde. Der er fundet tilfælde i 19 af Nigerias 36 stater. Der er for nylig rapporteret tilfælde i Benin, Ghana og Liberia.

Smitte kommer fra rotter

Mennesker smittes ved berøring med urin eller fæces fra rotter, men virus kan også overføres ved kontakt med kropsvæsker fra inficerede individer. Det er ikke alle der udvikler sygdommen, så man har positive smittebærere der forbliver uopdagede, hvilket gør inddæmningen af udbrud vanskelig. Symptomerne på sygdommen er i starten uspecifikke og mangfoldige: feber, diarré, hovedpine, muskelsmerter etc., hvilket gør tidlig diagnose vanskelig.

Siden tilkommer blødninger fra slimhinderne: tarm, svælg, vagina etc. Virus invaderer således stort set alle organer. Omkring 10% dør, og af de overlevende bliver ca. 25% døve. Det er rapporteret at et enkelt antiviralt stof (ribavirin) øger chancen for overlevelse, hvis det gives tidligt i forløbet men der mangler endnu større undersøgelser for at bekræfte dette.

Trump har skåret i budgettet

Ebola epidemien demonstrerede til fulde det epidemiske potentiale et udbrud af en zoonose (sygdom overført fra dyr) kan have. Lassavirus tilhører samme kategori af ,mikroorganismer som kan føre til omfattende epidemier med høj dødelighed.

Der sættes derfor ind tidligt for at begrænse sygdommen. Midlerne er tidlig, diagnose, bedre hygiejnisk parksis både i hjemmene og på sundhedsinstitutionerne og generel sundhedsoplysning.

Mange sundhedsprofeter anser, at den største trussel mod menneskeheden vil være en omfattende epidemi med et virus der ”springer” fra dyr til mennesker.

Lassavirus hører til denne gruppe.

Der er derfor også etableret en ”Global Health Security Agenda” med det formål at kunne reagere hurtigt og effektivt ved tegn på en sådan epidemi.

Amerikanske CDC er en af de vigtigste organisationer bag denne agenda. Det er derfor også bekymrende, at præsident Donald Trump har besluttet at beskære CDC’s budgetter, herunder finansieringen af denne agenda, som man har besluttet skal ende i 2019.

Det lykkes måske at begrænse den nuværende epidemi, men det er ikke sikkert vi er så heldige næste gang.

Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHOs vaccinationsprogram.