Fødselaren blev efter studentereksamen på Metropolitanskolen i København uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984 med 18 måneders praktik på Kristeligt Dagblad.
Dette dagblad var dengang førende på u-landsdækningen og lancerede i september 1987 et særligt tillæg “Danmark og Den tredje Verden”, som udkom i 12 år.
Linda Nordahl Jakobsen udviste stor interesse for Den 3. Verdens problemer og oparbejdede gennem årene betydelig indsigt og erfaring inden for udenrigs- og udviklingsstoffet samt menneskerettigheder og demokrati.
Med en eksamen som to-sproglig korrespondent i ryggen (tysk og spansk) havde hun særlige forudsætninger for at dække Latinamerika, og det har hun mere eller mindre gjort siden.
Hun har været ansat som reporter i Danmarks Radio (1984-86), på Ritzaus Bureau og senere i Folkekirkens Nødhjælp som presse- og kommunikationsmedarbejder, redaktør og med Latinamerika som særligt område.
Medstifter af foreningen bag Globalnyt
Hun var 15 år på Ritzau (1986-2001) og 14 år hos Nødhjælpen (2001-2015) og stod undervejs som en af de 25 medstiftere af foreningen U-landsnyt.dk i oktober 2007.
Den overtog udgivelsen af nyhedstjenesten fra journalist Jesper Søe, der havde drevet den siden august 2003. Nyhedstjenesten med særlig vægt på dansk og international udviklingbistand blev relanceret i april i år under navnet Globalnyt.
Linda Nordahl Jakobsen sidder nu i Globalnyts bestyrelse og er tillige siden marts i år medlem af Ulandsfagligt Selskabs bestyrelse (IDA Global Development) under Ingeniørforeningen i Danmark.
Hun arbejder freelance som journalist og kommunikationsrådgiver og studerer ved siden af Master of Disaster Management på Københavns Universitet, som hun håber at være færdig med næste sommer eller efterår.
Linda Nordahl Jakobsen står som en af de etablerede danske u-landsjournalister, der med indsigt og faglig dygtighed viderebringer og behandler informationer om forholdene derude.
Hjemme på Rathsacksvej på Frederiksberg kan hun drøfte den store verden med sin mand, den kendte u-landsfotograf, Mike Kollöffel, som blandt så meget andet har begået en fremragende billedserie fra Bolivia.
Parret mødte hinanden i Sydamerika i 1978 og har to voksne døtre – Klara på 23 og Steffanie på 27.
De to mediemennesker udgav i 2008 sammen bogen “Enkerne – Stemmer fra Guatamala”. Et af de voldsprægede og fattige lande i Mellemamerika, som dagens fødselar har fulgt intenst.
Dagen fejres med middag i familien og gode venners lag.