BRUXELLES: I strømmen af dårlige nyheder fra USA er nedlæggelsen af USAID det største chok for alle, der arbejder med international udviklingspolitik. Lige nu er der flere spørgsmål end svar, men ’katastrofal’ er en kommentar, der ofte høres på gangene i Bruxelles i disse dage, hvor EU som verdens største donor af udviklingsstøtte overvejer, om der også er muligheder i den nye situation.
Den irske formand for Europa-Parlamentets udviklingsudvalg, Barry Andrews, deler forargelsen. Men han advarede samtidig i en tale i Parlamentet mandag mod, at EU kravler alt for højt op på hesten:
“Det, Trump har sagt, er, at der ikke ville blive uddelt mere amerikansk hjælp, medmindre det bidrager til amerikanske interesser. Men husk, at EU’s egen udviklingspolitik er på vej i samme retning. Vi har en ny geopolitisk retning i uddelingen af vores udviklingshjælp, og det er ved at blive en central EU-politik. Så før vi snerrer for meget af Trump, skal vi også stå ved, at EU’s egen retning ikke ligger så langt fra, hvad Trump gør. Vi kan sige lige, hvad vi vil af flotte ord. Men hvis EU skal have en ægte og afbalanceret udenrigspolitik, så skal den også bakkes op af budgetter og af en veloplyst udviklingspolitik.”
Barry Andrews kaster sig her direkte ud i en af de helt store politiske debatter, der ligger lige om hjørnet. Nemlig det svære slagsmål om EU’s næste syvårige budget 2028-34, der så småt begynder allerede under det danske EU-formandskab fra sommeren 2025. Andrews og mange andre frygter, at EU’s budget til udviklingsstøtte kommer under stort pres fra kravet om øgede forsvarsinvesteringer.
Kan EU overtage efter USA?
Udviklingspolitikken hører til i den kasse, der kaldes blød magt, og her har EU hidtil spillet en stor international rolle, der har sikret venner og indflydelse. Hvis amerikanerne faktisk går hele vejen og slagter det meste af USAIDs budget, som der er lagt op til, vil det efterlade et stort tomrum på 290 milliarder kroner. Spørgsmålet er, om EU kan gå ind og tage over som donor.
Den italienske parlamentariker Brando Benifei, der leder Europa-Parlamentets udvalg for forbindelserne med USA, sagde denne uge på en konference i The German Marshall Fund of the USA:
“EU ville elske at tage over fra USA, men en mere sandsynlig udgang vil nok være, at Kina rykker ind meget hurtigere, end EU kan, og indtager pladsen, når amerikansk bistand tørrer ind. Det vil føre til tab af vestlig indflydelse”.
EU ville elske at tage over fra USA, men en mere sandsynlig udgang vil nok være, at Kina rykker ind meget hurtigere, end EU kan, og indtager pladsen, når amerikansk bistand tørrer ind. Det vil føre til tab af vestlig indflydelse
Brando Benifei, leder af Europa-Parlamentets udvalg for forbindelserne med USA
Tanya Cox, der er leder af Concorde, en paraplyorganisation, der samler en lang række europæiske NGO’er på det udviklingspolitiske område, siger:
“Den humanitære påvirkning verden over af den amerikanske beslutning vil selvfølgelig være enorm. Men da EU’s medlemslande har skåret i finansieringen til EU, har vi meget svært ved at se, hvordan EU nu vil kunne træde ind i det meget store hul efter USAID.”
EU’s kommissær for internationale partnerskaber, Jozef Sikela, kunne før et to-dages møde i EU’s udenrigsråd om udviklingspolitik i Warszawa ikke bare love at sende flere penge, men konteksten var helt klar:
“Dette møde finder sted på et afgørende tidspunkt for international udviklingspolitik, hvor lande rundt om i verden leder efter pålidelige, stabile partnere som EU. Vi bør udnytte dette momentum til at styrke vores globale partnerskaber. Det er min rolle som kommissær for internationale partnerskaber – at fremme gensidigt fordelagtigt samarbejde med vores partnere gennem den globale gateway-strategi.”
Et wake-up call for Afrika
Set fra Afrika er hele debatten en barsk påmindelse om behovet for at prioritere afrikansk-ledede løsninger på afrikanske udfordringer:
”De seneste ændringer i USAIDs finansieringsprioriteter er et wake-up call for Afrika. For Europa-Kommissionen følger måske trop. Det er tid til at genoverveje vores afhængighed af bistandsdrevne løsninger,” skriver Stella Kimani, Rights-Based Nutrition Policy Strategist og African Food Fellow, Kenya, i et indlæg på Linkedin.
”Vi skal ikke ignorere de historiske og systemiske kræfter, der har formet nogle af vores kampe. Men vi må også tage ansvar. Alt for ofte har vi betroet ledelse til enkeltpersoner, der prioriterer personlig gevinst frem for kollektive fremskridt. Dette øjeblik er en dyster påmindelse om, at eksterne partneres generøsitet hverken er uendelig eller holdbar. Afrikas fremtid ligger i vores egne hænder. Vi skal kæmpe for hjemmelavet innovation, økonomisk suverænitet og regeringsførelse, der virkelig tjener folket. Hanen vil ikke altid flyde – lad os bygge vores egen brønd,” skriver Stella Kimani.
Globalnyts EU-dækning er støttet af Europa-Nævnet og undersøger unionens fremtid på den globale scene.
