Leder af nyt ungdomshus i Ukraine

julie_arnfred_bojesen_foto_morten_rode_2_kopi
Julie Arnfred Bojesen bliver leder af ungdomshus i Ukraine
Foto: Morten Rode
Kirsten Larsen

17. januar 2021

29-årige Julie Arnfred Bojesen vender tilbage til Kiev, eller Kyiv som den ukrainske stavemåde er. Sidst var hun i praktik på den danske ambassade, nu er Julie Arnfred Bojesen øverste chef for det kommende ukrainsk-danske ungdomshus, som gerne skulle åbne til sommer.

“Forhåbentlig har vi en bygning, når jeg ankommer til foråret” siger Julie Arnfred Bojesen til Globalnyt. Hun skal selv igang med at opbygge et sekretariat og forberede de første aktiviteter.

Det er Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd, der er gået sammen om at skabe ungdomshuset. Ambitionerne er store. Da udenrigsministeriet i august afsatte 18 millioner kroner til projektet, lød begrundelsen sådan:

“Ambitionen er at skabe et hus, som drives for og af ukrainske og danske unge med henblik på at styrke den nye generations rettigheder og stemme samt give dem kompetencer til at organisere sig og derigennem øge deres demokratiske deltagelse i samfundet. Hertil kommer ønsket om at etablere længerevarende kontakter og samarbejder mellem unge fra Danmark og Ukraine.”

Unge får stor indflydelse
Det er meningen, at de unge skal have stor indflydelse på aktiviteterne i huset. Julie Arnfred Bojesen får et råd, en slags bestyrelse af ukrainske og danske unge, der skal være med til at sætte kursen for aktiviteterne i huset. Inden for de rammer, der er udstukket på forhånd, som især prioriterer kulturelle aktiviteter, og som for eksempel skal være med til at bekæmpe korruption og vold.

“Vi skal ikke være en politisk aktør, men en platform, som unge kan opsøge og engagere sig i. Der skal være plads til alle politiske holdninger, bare de ikke er udemokratiske,” siger den kommende leder af ungdomshuset. Og understreger, at hun i sidste ende har magten til at træffe beslutninger, hvis nogle af de unge skulle søge at sprænge rammerne for huset.

I en pressemeddelse fra kulturinstitutet hedder det:

“Ungdomshuset skal styrke unges demokratiske organisering og aktive deltagelse i samfundslivet i Ukraine samt fremme langsigtet samarbejde mellem unge i Ukraine og Danmark. Det skal blandt andet ske gennem ungdomsfestivaler, udvekslingsprogrammer, workshops, debatter og et hav af kulturelle arrangementer og events.”

Julie Arnfred Bojesen kommer fra en stilling som sekretariatsleder hos Det Udenrigspolitiske Selskab. Her har hun haft ansvar for administration og kommunikation og været en af de koordinerende kræfter i at understøtte arbejdet med at lave oplysende og debatskabende aktiviteter omkring dansk udenrigspolitik og internationale relationer, skriver Dansk Kulturinstitut i en pressemeddelelse.

Hun har en bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet og MA i Communication for Development fra Malmö Universitet. Julie Arnfred Bojesen begynder i sin nye stilling den 15. februar og flytter til april.