Selvom Ugandas omstridte anti-homolov blev omstødt i 2014, kriminaliseres ”uanstændig adfærd” eller ”kødelig omgang mod naturens orden” fortsat i landets koloniale straffelov. Samtidig har en række undertrykkende og diskriminerende love en stærkt begrænsende effekt på ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden for LGBTIQ-aktivister i det østafrikanske land.
Af ngo-loven fra 2016 fremgår det blandt andet, at ngo’er “ikke må deltage i handlinger, der er til skade for Ugandas interesser og det ugandiske folks værdighed.” Det er en formulering, der bruges til at overvåge, inspicere, opløse og straffe organisationer, som yder støtte til LGBTIQ-personer.
Mens de fysiske rammer således har været begrænset, har LGBTIQ-aktivister søgt online, hvor sociale medier har givet dem mulighed for at ytre og organisere sig.
”Vi har ikke adgang til traditionelle medier eller måder at organisere os på, men digital aktivisme betyder, at vi har været i stand til at nå ud til forskellige samfund og mennesker, som vi vil kommunikere med og om de mennesker, som vi støtter,” fortæller Richard Lusimbo, som er research- og dokumentationsleder hos Sexual Minorities Uganda (SMUG), en advocacy- og netværksorganisation med 18 LGBTIQ-medlemsorganisationer i Uganda.
Digital aktivisme kan være eksempelvis brugen af sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram og WhatsApp til oplysningsaktiviteter. Det kan også være information om anholdelse og chikane af LGBTIQ-personer, nye love eller tiltag, deltagelse i fysiske og virtuelle kampagner, workshops m.v.
Covid-19 tydeliggør værdien af digital LGBTIQ aktivisme
Selvom lock down-standardreaktionen på coronapandemien ikke passer særlig godt til de afrikanske samfund, har Ugandas præsident, Yoweri Museveni, siden den 31. marts indført en af de hårdeste nedlukninger i Afrika. Den inkluderer transportforbud – både offentlig og privat – udgangsforbud fra kl. 19-6:30, motions- og forsamlingsforbud. Den omfattende nedlukning er dybt problematisk for en hånd til mund-økonomi som den ugandiske, hvor staten, modsat for eksempel Danmark, ikke tilbyder nogen form for hjælpepakker.
Transportforbuddet har gjort det stort set umuligt for civilsamfundsorganisationer fysisk at nå ud til deres målgrupper, særligt dem der bor uden for byerne – ifølge Verdensbanken bor 76 procent af Ugandas befolkning fortsat i landdistrikterne.
Det gælder også for SMUGs medlemsorganisationer, der derfor er tyet til digitale kommunikationsformer:
”Sociale medier har givet os nye muligheder for at kommunikere med LGBTIQ-personer i landdistrikterne, som vi ellers har svært ved at nå på grund af mangel på tid og ressourcer,” siger Pepe Julian Onziema, programleder hos SMUG.
23 anholdt for at forsamle sig
Samtidig har digitale medier også spillet en væsentlig rolle i forhold til at oplyse om og reagere på de overgreb, som LGBTIQ-personer har oplevet under Covid-19.
Coronatiltagene i Uganda er nemlig også blevet udnyttet til at forfølge landets seksuelle mindretal.
Den 29. marts blev 23 transkønnede kvinder og homoseksuelle mænd anholdt under en razzia mod et herberg for unge hjemløse LGBTIQ-personer. De blev efterfølgende anklaget for at have forbrudt sig mod præsidentens forsamlingsforbud, og 20 af dem tilbragte syv uger i fængsel uden adgang til medicin, juridisk repræsentation og rettergang.
Prisen på ytringsfrihed
Ugandernes ytringsfrihed er beskyttet i både international, regional og national lov – offline såvel som online.
Det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder fra 1986 angiver for eksempel, at enhver har ret til at modtage information og til at udtrykke egne meninger inden for lovens rammer. Ifølge regional lov skal afrikanske lande beskytte informations- og ytringsfrihed på internettet, og Ugandas forfatning beskytter ytringsfriheden i landet.
I et forsøg på at begrænse civilsamfundets ytringsfrihed fik Museveni indført en skat på sociale medier i 2018, hvor brugere skulle betale for at bruge eksempelvis Facebook, Twitter og WhatsApp.
”Indtil introduktionen af OTT (over-the-top tax) i Uganda, som forudsætter at alle kan betale 200 shilling per dag for at kunne få adgang til sociale medier, blev sociale medier brugt af et stort antal mennesker til at kommunikere og som en platform for aktivisme. OTT har begrænset brugen af sociale medier, fordi mange ikke både kan købe data og betale skatten,” forklarer Douglas Mawadri, som er advokat med speciale i menneskerettigheder i Uganda.
Social medie-skatten har gjort sociale medier til en luksus, som mange ugandere ganske enkelt ikke har råd til – aktivister eller ej.
For LGBTIQ-personer betyder det, at mange går glip af vigtig information fra interesseorganisationerne eller lider i stilhed, fordi uden adgang til sociale medier har de ikke nogen umiddelbar mulighed for at dele deres oplevelser eller følelser med. Mange LGBTIQ personer oplever nemlig enten at blive afvist eller udstødt af deres familier, venner og lokalsamfund, hvis deres seksualitet, kønsidentitet- eller udtryk bliver kendt og vælger derfor at hemmeligholde den. Derfor er interesseorganisationer og sociale medier ofte de eneste fora, hvor LGBTIQ-personer kan mødes med ligesindede.
Forbudt at kalde præsidenten for ’et par røvbalder’
Selvom uganderne har ytringsfrihed i henhold til landets forfatning, forhindrer forskellige love imidlertid kritik af præsidenten. En sådan lov er den såkaldte Computer Misuse Act – lov om computermisbrug – som gør det muligt at rejse sigtelser for cyberchikane og stødende kommunikation.
Loven bruges hyppigt mod aktivister – et kendt eksempel er universitetslektoren og menneskerettighedsaktivisten Stella Nyanzi. I april 2017 blev hun anholdt for cyberchikane, fordi hun i et indlæg på Facebook havde kaldt præsident Museveni, som har været ved magten siden 1986, ”a pair of buttocks”, altså et par røvbalder. I september 2018 skrev hun et digt, hvori hun beklagede, at præsidentens afdøde mor ikke havde aborteret ham – det blev hun anholdt for i november samme år, og i august 2019 blev hun så idømt 18 måneders fængsel for online chikane af præsidenten.
Stella Nyanzi blev frifundet i februar i år efter at have tilbragt mere end et år i fængsel.
Mens cyberchikane rettet mod præsident Museveni straffes hårdt, gør det samme sig ikke gældende, hvis chikanen retter sig mod LGBTIQ-aktivister.
”En af udfordringerne ved at bedrive digital aktivisme som LGBTIQ-aktivist er online chikane, og at folk slipper af sted med det. De love, vi har for cyberkriminalitet, beskytter ikke os som LGBTIQ-personer,” siger Gloriah Mutyaba, programleder hos Freedom and Roam Uganda (FARUG), en organisation for LBQ-kvinder.
Overvågning af modstandere
En anden lov, der truer Ugandas civilsamfund, er antiterrorloven, der tillader, at staten kan aflytte privat kommunikation ved mistanke om terroraktivitet. Fordi loven ikke er særlig præcis, i forhold til hvad der kan klassificeres som terroraktivitet, frygter LGBTIQ-aktivister, at staten, ved at anklage dem for at være terrorister kan overvåge deres digitale kommunikationskanaler.
Faktum er, at Musevenis regering ikke behøver have lovhjemmel for at overvåge modstandere. Organisationen Privacy International, der forsvarer retten til privatliv overalt i verden, har dokumenteret, at den ugandiske stat bruger sofistikeret spyware til at identificere og slå ned på oppositionsmedlemmer, journalister og aktivister.
Pr. 1. juni annoncerede Museveni, at man nu gradvist vil genåbne samfundet, men restriktionerne på ytringsfriheden i Uganda fortsætter.
Tanja Dittfeld er underviser, forskningsassistent og PhD studerende ved ved University of Sydney i Australien. Hendes PhD fokuserer på LGBTIQ aktivisme i Uganda, og hun befinder hun sig pt. i Uganda, hvor hun til trods Covid-19 til dagligt arbejder sammen med to LGBTIQ organisationer. Tanja har en baggrund i internationale udviklingsstudier med speciale i køn og seksualitet fra Lunds Universitet i Sverige, og har tidligere arbejdet for civilsamfundsorganisationer i Uganda og Zambia. Inden turen gik til Australien, arbejdede Tanja som projektleder for AIDS-Fondet i København.
