Det seneste år har det buldret og braget i flere lande i Mellemøsten. Men et af dem, der normalt forbindes med de værste uroligheder i regionen, har ligget stille hen. Libanon fremstår mere og mere som et roligt helle, der ikke lader sig påvirke af revolutioner eller oprør.
Det betyder dog ikke, at libaneserne ikke følger med i udviklingen.
“Libaneserne sidder som iagttagere af Det Arabiske Forår og har bestemt deres holdninger. De siger tit, at den arabiske verden skal bevæge sig hen imod dét, Libanon har gjort siden uafhængigheden (fra Frankrig) i 1943. Man har frie valg, en fri og åbenmundet presse og en magtfordeling mellem de religiøse grupper”.
Sådan sagde Naser Khader i radioprogrammet “Arabiske stemmer” fredag eftermiddag, som nu kan genhøres (se neden for).
Netop den store frihed er en af grundene til, at libaneserne nok aldrig får behov for at kaste sig ud i én samlet protest. Dertil kommer, at Libanon ikke har samme grad af fattigdom, som man ser i f.eks. Egypten og Yemen. Hver lille religion har nemlig skabt en slags stat i staten, hvor man passer på sine egne.
– Hizbollah sørger for shiamusli-merne. De bygger skoler, de opfører hospitaler, de sørger for, at folk får jobs. Det samme kan man se med sunnimusli-mer og de kristne maronitter. Så man får det aldrig dårligt nok eller bliver utilfreds nok med livet til at gøre fælles oprør, siger medkommentator Helen Hajjaj i programmet.
Cederrevolutionen som inspirator
Selv om libaneserne ikke har haft deres egen diktator at skulle slippe af med, er store folkelige demonstrationer ikke nyt for dem. I marts 2005 gik over en million – omkring 1/4 af hele befolkningen – på gaden i Beirut med krav om at Syrien skulle trække sig ud.
Måneden forinden var den tidligere premierminister Rafik Hariri blevet dræbt af en voldsom bilbombe. Der gik ikke lang tid før hovedmistanken faldt på Syrien, der i manges øjne var den reelle magthaver i Libanon.
Syrien’s tilstedeværelse i Libanon begyndte under borgerkrigen, hvor både kristne og muslimer i forskellige perioder anmodede om hjælp fra nabolandet. Da krigen stoppede i 1990, fortsatte den syriske tilstedeværelse og kunne bl.a. ses helt nede på gadeplan, hvor syriske soldater patruljerede.
Adskillige demonstranter besatte Martyrpladsen i centrum af Beirut og krævede ikke kun en total syrisk tilbagetrækning, men også at den libanesiske regering med stærke bånd til Syrien skulle træde tilbage.
De store demonstrationer tiltrak stærk sympati i resten af den arabiske verden og Vesten, hvor Rafik Hariri havde mange nære venner. Hele bevægelsen fik hurtigt tilnavnet ‘Cederrevolutionen’.
“Nogle mener, at Cederrevolutionen var en afgørende faktor for, at der senere kunne komme et arabisk forår. Det var første gang man oplevede, at et arabisk folk gik på gaden med krav om, at deres regering skulle trække sig, og så endda fik deres vilje. Det blev fulgt i hele den arabiske verden og betragtet som en historisk begivenhed”, siger Helen Hajjaj.
Den syriske indflydelse
Læs videre og genhør udsendelsen på
http://www.dr.dk/P1/Arabiskestemmer/Udsendelser/2012/03/30145011.htm
