Liberias presseforbund støtter Brügger

Forfatter billede

Liberias præsident vil have Mads Brügger udleveret til retsforfølgelse. Nu bakker presseforbundet op om mediemanden: Liberia må kigge indad.

Det skriver Politiken torsdag.

Diplomatcirkus

Det må unægtelig have været en anderledes uge for Mads Brügger.

I en pressemeddelelse fra det liberiske informations-ministerium, er han anklaget for at være fornærmende og kriminel, og kræves nu udleveret til Liberia.

Pressemeddelelsen kommer som reaktion på filmen, ”Ambassadøren” (2011), hvori Brügger forklædt som Mr. Cortzen, bestikker sig til en titel som generalkonsul for Liberia med det formål, at smugle bloddiamanter ud af Den Centralafrikanske Republik.

“Ingen grund til panik”

Både Brügger og Zentropa, der står bag filmen tager anklagerne med ophøjet sindsro.

Brügger har ikke tænkt sig at tage til Monrovia, på foranledning af regeringens udmelding, men forholder sig afventende til sagens udfald.

Han nøjes med at undre sig over, at regeringen vælger at gå efter journalisten, der påpeger systemets svagheder, frem for den tidligere udenrigsminister, der i sin tid solgte ham titlen. Den tidligere udenrigsminister sidder nu som viseformand for Ecowas, et vestafrikansk økonomisk samarbejde.

Støtte fra afrikanske kolleger

Nu giver det liberianske presseforbund Brügger medhold. De mener at regeringen snarere bør imødekomme de anklager filmen rejser imod den, frem for at gå efter journalisten bag.

Peter Engel, som er den juridisk ansvarlige fra Zentropa mener ikke at sagen vil få de store konsekvenser:

”hvad skulle der ske?”

Engel fortæller, at diplomatstatusser bliver langet over bordet i det liberianske udenrigsministerium, som var det ”stanglakrids” – og han har sågar kvitteringen fra det liberianske udenrigsministerium på købet af Brüggers titel som konsul.

Ifølge Brügger er det en pinlig affære for den liberianske regering. Landets regering har hævdet at ville gøre op med korruption, og så kommer denne film og udstiller det modsatte.

“Vi kommer efter ham”

Den liberianske nobelprisvindende præsident, Ellen Jonhson Sirleaf forklarer, at landets justitsministerium er i gang med at undersøge sagen, og der er overvejelser om at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission.

Hun siger til Frontpage Africa:

”Så vi kommer efter ham og den rådgivningsservice, som udsteder falske dokumenter i Liberias og andre afrikanske landes navn”.

Se også vores anmeldelse af filmen, ”Ambassadøren” her på sitet.