”Liberty” har sat sindene i kog omkring dansk udviklingsbistand. Det er synd for både ”Liberty” og dansk udviklingssamarbejde, når ”Liberty” af nogle opfattes som en slags halvdokumentar om forfejlet udviklingsbistand.
Men ”Liberty” er naturligvis en rigtig god anledning til at reflektere over det, vi gjorde dengang.
Der er i de seneste år sket et vigtigt paradigmeskift (begrebsskifte, red.) i udviklingssamarbejdet, og de fleste projekter gennemføres nu af lokale med støtte fra nogle få danske medarbejdere.
Derfor taler vi i dag hellere om ”udviklingssamarbejde” end ”udviklingsbistand”. En verden til forskel fra det, vi oplever i ”Liberty”. Men brodne kar finder man overalt, både i Tanzania og Danmark. Og fejlslagne projekter er ikke kun noget, der hører Afrika til. Må jeg minde om IC4, Skat, statslige it-projekter med videre.
Vi ved også, at korruption er et minimalt problem i danske projekter. Det nytter altså noget med dansk udviklingssamarbejde.
Erik Albrechtsen
Vinkelvej 9
Viborg
Kommentaren har også været bragt i Kristeligt Dagblad og er gengivet her med skribentens tilladelse.