LOMÈ: Den Afrikanske Unions (AU) særlige mæglingsgruppe for Libyen landede onsdag i New York, hvor de skal briefe FNs sikkerhedsråd om situationen i det borgerkrigshærgede nordafrikanske land.
Med sig i attaché-taskerne har de afrikanske repræsentanter kopier af den ”road map”, de blev enige om på et særligt Libyens-topmøde i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa den 25. maj.
For enden af det ”vejkort” befinder der sig et Libyen, der er en ”evig enhed”, altså ikke et land, der er brækket midt over i en vestlig del kontrolleret af Ghaddafi og en østlig i rebellernes kontrol.
For at nå hen til den ”evige enhed” skal NATO-bombardementerne og krigshandlingerne straks standses, og der skal forhandles en politisk løsning.
Så langt er de 53 medlemmer af den Afrikanske Union enige, når de udtaler sig som union.
Derimod er de fleste af landene mere tavse om, hvem de støtter i Libyen, Ghaddafi eller overgangsregeringen i Benghazi, og et par af landene har åbenlyst talt med to tunger.
Det drejer sig om Sydafrika, Nigeria og Gabon, der stemte for FN-resolution 1973 den 17. marts om en ”no-fly-zone” over Libyen, der banede vejen for det NATO-ledede bombardement, der startede to dage senere.
Sydafrika er i den sammenhæng interessant, fordi landet både sidder i FNs sikkerhedsråd og deltager i mæglingsgruppen, der lige nu besøger New York.
Sydafrikas præsident Jacob Zuma kaldte i går i en tale til parlamentet i Cape Town NATOs militære aktioner i Libyen for ”misbrug” af FNs resolution 1973, eftersom NATO går langt videre end at beskytte civile, som er det centrale element i resolutionen.
Ifølge det sydafrikanske nyhedsbureau, SAPA, sagde Zuma, at ”vi er stærkt bekymrede over konflikten i Libyen, der kræver tab af uskyldige liv, ødelæggelse af ejendom og en forværret humanitær situation. Vi mener klart, at resolutionen bliver misbrugt for at tilvejebringe regime-skift, politisk attentat (mod Ghaddafi, red.) og fremmed militær besættelse” af landet, sagde Zuma, der har været på to besøg i Libyen, siden krisen brød ud i midten af februar.
Zuma blev buhet ud
Det har formentligt påvirket Zuma, at han under det første besøg hos rebellerne i Benghazi sammen med andre medlemmer af mæglingsgruppen blev buhet ud, og fik en klar melding fra rebellerne om, at der kun er én vej frem: at Ghaddafi træder til side. I hvert fald nævnte Zuma ikke Ghaddafi i sin tale til parlamentet i går.
Derimod beklagede han, at NATO-aktionerne har undermineret den Afrikanske Unions forsøg på at løse dets egne problemer.
Han satte sin lid til, at mødet i New York mellem Sikkerhedsrådet og AU-mæglingsgruppen vil give et nyt fælles grundlag for at standse krigshandlingerne og finde en politisk løsning.
Ghanesiske Kwame Akonor, der underviser i internationale relationer ved Seton Hall University i USA, støtter i en analyse på IPS News Net op om Zumas position. Akonor skriver, at den måde resolution 1973 bliver ført ud i livet på, mildest talt er tvivlsom, hvis formålet var at beskytte civile.
Han spørger retorisk: ”Er de bevæbnede rebeller, der forsøger at omstyrte den libyske regering civile eller kombattanter, og retfærdiggør beskyttelsen af civile, at de angriber styrker, der er loyale overfor regimet?”
Også Malis præsident Amadou Toumani Touré var i søndags ude på en pressekonference og fordømme NATO-bombardementerne, som han krævede standses straks og erstattet med fredelige forhandlinger.
Igen blev Ghaddafi ikke nævnt, selvom det er kendt, at Touré og han har haft et særdeles godt forhold til hinanden.
Touré, eller ATT, som han kaldes i Mali, nøjedes med at sige, at ”det piner Mali meget at se, hvilken situation Libyen befinder sig i – et venskabeligt land, som er meget dyrebart for os”.
Imens FNs Sikkerhedsråd og AUs mæglingsgruppe forsøger at finde fælles fodslag i New York, er Libyen langsomt men sikkert ved at blive bombet tilbage til stenalderen.
Ghaddafis egne styrker og de rebelske modstandere gør også deres til at smadre det land, som på FNs ”Human Development Index” for 2010 lå nummer 58 af 194 lande, og som før krisen startede havde nogle af de bedste faciliteter i Afrika – og hele vejen rundt: gode veje, hospitaler, skoler.
Den Afrikanske Unions særlige mæglingsgruppe for Libyen består af formanden for AUs kommission, landene Congo, Mali, Sydafrika, Uganda og Mauretanien, hvis præsident, Abdel Aziz er leder af gruppen.
