Af Martin Lidegaard
COP 19: I-lande må grave dybt i de offentlige kasser, men u-landene må affinde sig med en vis privat finansiering, hvis man skal blive enige om finansiering ved klimatopmøde, skriver klimaministeren.
Ugandas finansminister Maria Kiwanuka og jeg er udpeget til at facilitere (lede) forhandlingerne om klimafinansiering på COP19 i Warszawa. Det er en stor ære og en kæmpe opgave.
Finansieringen af drivhusgasreduktioner og klimatilpasning i u-landene har været et følsomt emne i forhandlerne på adskillige klimakonferencer, og det kan det sagtens blive igen.
På klima-konferencen COP15 i København (i december 2009, red.) var et af de mest synlige resultater, at industrilandene lovede at mobilisere 100 milliarder dollars (550 mia. kr.) om året i klima-finansiering fra 2020.
Der er siden gjort mange tanker om, hvordan vi finder pengene.
Der er blevet talt om såkaldte innovative finansierings-mekanismer – det kan være en afgift på brændstof til skibe og fly. Og det er blevet diskuteret, i hvilket omfang finansieringen skal komme fra offentlige kasser, og hvilken rolle private investeringer skal spille.
Hvis vi skal nå til et tilfredsstillende resultat i Warszawa, er både industri- og udviklingslande nødt til at bøje af. I-landene må anerkende, at der er behov for ambitiøse offentlige bidrag til klimafinansiering.
Vi kommer ingen vegne, hvis ikke der er en solid base af offentlige midler.
Til gengæld er u-landene nødt til at anerkende, at vi kun kan mobilisere tilstrækkelige midler, hvis der kommer flere private investeringer – og hvis de geares ved målrettet brug af de offentlige midler.
De private investorer har pengene, og investeringsbanker og pensionskasser er interesserede i at investere i projekter, der gavner klimaet. Det har vi en fælles interesse i at udnytte.
Det er helt afgørende for de næste to års klimaforhandlinger, at vi kommer tættere på en løsning omkring klimafinansiering i Warszawa.
Hvis ikke de rige lande leverer på løftet om klimafinansiering, får vi næppe u-landene med på en global aftale om at reducere udledningen af CO2.
Og hvis ikke u-landene ser mulighederne i private klimainvesteringer, når vi ikke i nærheden af de drivhusgasreduktioner, som videnskaben fortæller os skal til.
Hvis vi skal overbevise både i- og u-lande om dette i Warszawa, får vi også brug for civilsamfundets stemmer.
Jeg tror og håber derfor på et godt samarbejde med ikke mindst de danske NGO’er, når forhandlingerne går i gang om ganske kort tid.
Martin Lidegaard (R) er klima-, energi- og bygningsminister.
Kilde: 92-gruppens Nyhedsbrev, november 2013, nr. 90.
