Da jeg læste Globalnyts artikel om fattigdomsporno og så billederne af Kronprinsesse Mary fra Burkina Faso i Her & Nu, kom jeg til at tænke på et foto fra starten af 1960’erne: den høje uniforms- og medaljeklædte Kong Frederik IX side om side med Tanzanias elegante jakkeklædte Præsident Julius Nyerere på vej fra flyet til ankomstbygningen i Københavns Lufthavn Kastrup med den unge afrikanske stats embedsmænd og deres dokumentmapper ventende i baggrunden, sådan som protokollen foreskrev.
Jeg mødte Nyerere flere årtier senere på Mellemfolkeligt Samvirkes træningscenter udenfor Arusha, Tanzania. Han omtalte sit første møde med Danmark som præsident med stor taknemmelighed. Den beskedne skolelærer betragtede det som et udtryk for respekt og anerkendelse, at Kong Frederik personligt mødte op i lufthavnen. Nyerere vidste naturligvis, at det var en socialdemokratisk statsminister og regering, som havde valgt Tanzania som et af dansk udviklingsbistands første samarbejdslande. Alligevel satte han stor pris på, at kongedømmet Danmarks folkekære førstemand mødte op.
Det var starten på en lang ’kærlighedsaffære’, som det også var tilfældet med for eksempel Kenya, Uganda, Mozambique, Zambia, Zimbabwe, Ghana, Nepal, Bhutan, Bangladesh og Bolivia. Massevis af danskere har i årenes løb været udsendt som frivillige, rådgivere, eksperter eller ambassadepersonale til disse lande. Danske folketingsmedlemmer har været på besøg. Jeg vil gætte på, at de fleste af landene har haft besøg af en repræsentant for den kongelige familie i forbindelse med statsbesøg, eller når en dansk ngo med en kongelig protektor har været på rejse.
Mere legitimt med de kongelige
Denne lidt lange indledning for at forklare, hvorfor jeg på den ene side er principielt enig med Stig Jensens betragtninger og bekymringer omkring brugen af kendisser, men også mener, at brugen af kongelige trods alt har en mere fornuftig og legitim karakter. De indgår på en anden måde end kendisser i vores partneres forståelse af, hvilken slags land og samfund Danmark er. Det gør kendisser naturligvis også, men næppe på en lige så indlysende måde for vores partnere, som tilfældet er med de kongelige.
For alle kategorier af udsendte må imidlertid gælde, at de skal forholde sig respektfuldt, ærligt og anstændigt til de institutioner og personer, de mødes med. Det er langtfra altid tilfældet, og det er sikkert heller ikke altid med vilje. Især synes jeg, at vi alt for ofte glemmer at nævne alle dem, vi samarbejder med og er helt afhængige af.
Hvorfor har vi så svært ved at fortælle danskerne sandheden om, hvordan udviklingssamarbejdet reelt fungerer? For eksempel at intet af det, vi tilbyder, gør nogen forskel uden dem; eller at alt det, vi bidrager med, skam også kommer os til gavn, økonomisk som kulturelt. Måske sværest: Hvorfor forklarer vi eksempelvis ikke, at vores klimabistand blot er en beskeden afbetaling på den gæld, vi gennem årtier har oparbejdet gennem vores store og aldeles ubæredygtige klimaaftryk?
Aftenen, hvor kendisser bliver journalister
Værst kommer det i min optik til udtryk, når den årlige Danmarks Indsamling løber over skærmen, i et format, som bidrager til at fastholde forgangne tiders stereotyper. Vi præsenteres (ind imellem også af kendisser) for Afrika som et kontinent, hvor der stort set ikke sker noget positivt, medmindre VI fyrer titusindvis af mere eller mindre fantasifulde gode gerninger af og sender pengene ud via de deltagende humanitære organisationer.
Det burde de ansvarlige i DR vide ikke passer. Med mit kendskab til de deltagende private organisationer er jeg sikker på, at de i hvert fald ved, at det er noget sludder. Jeg har i flere år forsøgt at råbe op om dette uden held. Organisationerne har åbenbart ikke lyst til at snakke om det. DR er ikke let at få i tale. Ministerium og minister, tror jeg, fornemmer, at der bør gøres noget, men hvordan, det skal gøres, er straks sværere.
Så hvorfor ikke lade os inspirere af én af vores nære top-fem venner, som ligger over os i bistandsprocent, også når de borgerlige partier sidder ved roret og bestyrer oliemilliarderne? Norge naturligvis. Som for mindre end en måned siden gennemførte den årlige TV-aktion. Den indbragte 243 norske millioner, som trods den norske krones værdi beløber sig til godt 180 millioner kroner – cirka det dobbelte af Danmarks Indsamling.
Journalisten Anne Håskoll-Haugen har i det norske Bistandsaktuelt, den 25. oktober i år, skrevet levende om ”balancegangen mellem at vise lidelse på tv og samtidig skabe koselig [hyggelig, red.] søndagsstemning hjemme i dagligstuen”. Hun spidder seancen på denne måde, som vel ikke er så forskellig fra vores indsamling:
”Og sådan er vi endt op med denne absurde opsætning, hvor der krydsklippes mellem piger, der tvangsgiftes (årets tema), norske komikere, der fjoller rundt på senen, uopdragne hundehvalpe i forhindringsbaner, og norske børn, der jubler og løber om kap for at samle penge ind. En utrolig komisk opsætning, hvor NRK [norsk DR, red.] for nogle timer lægger alle journalistiske principper på hylden for at overtage jobbet som poleret markedsføringskontor for årets udvalgte organisation. Dette er aftenen, hvor kendisser bliver journalister, og journalister bliver underholdningsmaskiner.”
Flere vælger en anden vej
Den engelske indsamlingsorganisation Comic Relief har, som påpeget i Globalnyts artikel, lovet aldrig mere at bruge omrejsende kendisser til at indsamle penge. Den tanke gjorde norske TV-aktion 2021 til virkelighed. Det var pengenes modtagere, som fik lov til at fortælle, og de blev interviewet af journalister fra deres eget land, som vidste, hvad det handlede om. Der var ingen norske kendisser (komikere, skuespillere, sangere, bloggere eller reality stjerner), som interviewede de fattige, mens de – altså kendisserne – havde tårer i øjnene.
Som mit navn antyder, har jeg norske aner, og jeg fulgte derfor TV-aktionen på skærmen. Ligesom den norske journalist fik jeg i løbet af aftenen en fornemmelse af, at NRK aldrig mere vil sende en norsk kendis til et fattigt land for at lade sig forskrække over verdens elendighed. Tak for det!
Tør man tro på, at vi allerede ved Danmarksindsamling 2022 vil opleve det samme? Vel ikke rigtigt, for det er ikke første gang, vi har denne type debat, som Stig Jensens bemærkninger nu igen foranlediger. Ofte er kritikken let og elegant blevet affærdiget med, at det vil betyde færre penge, hvis vi ikke slipper den ”koselige søndagsstemning” løs for fuld udblæsning. Til det kan man blot konstatere, at den norske aktion indbragte det højeste beløb nogensinde, og det er som nævnt langt mere, end vi indsamler i Danmark.
Men måske er de der nordmænd bare lidt mærkelige!
Bjørn Førde er forfatter og tidligere generalsekretær i MS, FN-chef i Botswana og direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati.