Lige udenfor Claudias vindue kaster den venezuelanske hær med tåregas mod hætteklædte unge med molotovcocktails, gamle fruer og pensionerede velklædte herrer. Den er fæl, denne udgave. Claudia fortæller, den var mildere år forinden, men nu har de skaffet sig noget andet, mere effektivt. ”Made In Brazil”. Mon den har været forbi en favella eller to? Udløbsdatoen er for længst overskredet, regimet fik det nok for en slik.
Lige udenfor Claudias vindue sætter demonstranter ild til vejspærringer. Pladsen er fuld af røg.
”Venezuela befinder sig i afgrunden”, sagde pave Frans forleden.
Han, om nogle, må have styr på det.
En offentlig skraldespand, revet væk fra sin post, placeret i den brændende vejspærring ”Ház tu Parte” – ”Gør din del”, stod der skrevet i pædagogisk grøn pennestrøg.
Diktaturet paralyserer
Tidligere i dag, løb folk for livet. Ganske almindelige mennesker samlet til endnu en demonstration i Caracas’ gader, mod diktaturet, mod præsident Nicolás Maduro og hans socialistiske luftkastel.
Claudia går nødigt til demonstrationerne. Hun er bange for tåregas og frygter hærens optrappende vold. Hun ville ønske, hun var mere selvdestruktivt anlagt som hendes kæreste, Daniél.
Daniéls tilværelse, som så mange unge menneskers disse dage, er gået i stå. Diktaturet har paralyseret alle ambitioner. De agerer som frontløbere og kanonføde til de fleste demonstrationer.
Denne lørdag kunne Claudia dog ikke holde sig væk. Målet var den regeringstro højesteret. Alle vidste dog godt, at de aldrig ville nå så langt. For nyligt, opløste de for alvor det folkevalgte parlament. Diktaturet, en kendsgerning.
Aktivisme kender ingen alder
Jeg skrev til min veninde, da nyheden ramte. Hun er journalist. Men det var en fredag og hun var fuld. Her, i skyggen af saringas-kvalte børn i Syrien, hviler et isoleret diktatur. Mindre larmende, mindre verdensomfattende.
Denne gang er demonstrationerne og gadekampene antændt af den regeringstro højesteret, der tidligere denne måned besluttede at overtage parlamentets beføjelser. Beslutningen blev hurtigt trukket tilbage efter international fordømmelse og spontane demonstrationer. Skaden var dog sket, og siden da har demonstranter og militæret haft massive konfrontationer med stigende militær magtanvendelse.
Med en stadig dugfrisk Twitter profil med små 8 følgere, svømmer denne skribent mod mediestrømmen. Uden modtager.
Undervejs mod højesteretten hiver en Señora på omkring de 60 år Claudia i skulderen. Kridhvid af en særlig creme smurt i ansigtet, spurgte hun, om Claudia ikke kunne tænke sig lidt.
”Mod tåregassen, min pige”, siger hun.
Aktivisme kender ingen alder.
Den stille lyd af tåregas, der rammer den varme asfalt er fascinerende. Klonk, klonk, derefter den sivende lyd af desorientering og kvælende kemi. Tavshed, så skrig. En angstfuld og stille samling af ovennævnte demografi, pludselig forvandlet til kaos. Almindelige mennesker, fanget i en tåge af tåregas. En mor råber efter sit barn, andre råber sikkert efter Gud. Gassen nærmede sig og vi satte i spurt. Vi fandt ly i en baggård, mens hæren kværnede forbi på deres motorcykler blandt genvundet terræn.
før de kastede sig i det brune, klamme vand. Tilbage i lejligheden kommer Daniél endelig hjem. Han fortæller med ironisk distance om dagens konfrontationer. Claudia skjuler sin bekymring og smiler. De sætter sig ned foran vinduet og ser resten af dagens forestilling udfolde sig på pladsen.
Diktaturet fortsætter
Dagens demonstration var inciteret af diktatorens beslutning om politisk udelukkelse af den kendte oppositionspolitikker, Capriles. Et spørgsmål om tid, før han ryger ind og rusker tremmer, sammen med de over 100 andre individer, hvis synd var højlydt kritik og for megen popularitet.
Her er sandheden ligeledes en by i Rusland. Ifølge diktatoren eksisterer der ikke sult. Mens sulten hver dag tager et barns liv, kan man nede i metroen se regeringsplakater anbefalende 30 minutters daglig fysisk aktivitet for børn. En heftig kraftanstrengelse, når man ingen føde har.
Ude på landet kvæles folk i deres eget spyt, fordi de i desperation spiser yucca amarga, en giftig rodfrugt. Der bliver ikke peget fingre af pizzabeværtninger, men der bliver dog kastet med rød tåregas. Det er lettere at pege demonstranterne ud bagefter.
Lige udenfor Claudias vindue er der nu stille. I morgen vågner folk op og går på arbejde, hvis der er noget. Hviskende i krogende af frygt for regeringens sympatisører og SEBIN, den venezuelanske efterretningstjeneste. Isolationen fortsætter.
Mens lastbilernes os stadig hænger i Europas gågader og Trumps Tomahawks rammer syriske luftbaser, må folk nok væbne sig med tålmodighed.
I går slog de Jairo Ortiz ihjel med en kugle igennem brystet, mens han demonstrerede sammen med sine venner. Han var 19 år og skrev digte i sin fritid: Jeg var død før jeg kendte dig, hvis min krop ophører, vil min sjæl altid være ved din side. Smånaive og simple digte, som nu har fået en ny betydning. Ved hvert tweet opfordrede han folk til at følge ham. Han fik sin vilje, i posthum tragik. Diktatoren skyder skylden på en ung og uerfaren rekrut – gælder det også de 40 døde demonstranter i 2014?
