Den grønne omstilling har meget forskellige rødder rundt omkring i verden. I Danmark går rødderne tilbage til begyndelsen af 1970’erne, hvor vindmøllelaug og økologisk landbrug var afgørende for den grønne omstilling, som vi nu er i gang med – altså tilbage til initiativer fra civilsamfundet. Initiativer, der op gennem 1990’erne blev understøttet og fremmet af statens miljøpolitik.
Helt modsat ser det ud i Singapore.
Den lille bystat i Sydøstasien er på flere områder et foregangsland. Det var det første land i den sydøstasiatiske region til at igangsætte en eksportorienteret industrialisering med frizoner og industriområder. Det blev på det område et modelland for sine naboer.
Det var også først til at iværksætte et storstilet grønt projekt. Et projekt, der forvandlede byen fra at have 13 parker i 1975 til knap 40 år senere – i 2014 – at have 330 større og mindre parker, som den koreanske forsker Heejin Han beskriver i sin akademiske artikel Singapore, a Garden City. Authoritarian Environmentalism in a Developmental State fra 2016.
Garden City-projektet kalder man det. Til sammenligning har Indre København med brokvartererne og Sydhavnen ifølge Friluftsrådet 49 parker og grønne områder.
Civilsamfundet var ikke i 1960’erne og 70’erne en aktiv medspiller i den statslige elitære-autoritære planlægning. For i modsætning til Danmark var dette første grønne initiativ et top-down statsligt-bureaukratisk projekt i tråd med den store omfavnelse af planlægningstænkning, der generelt er i bystaten.
Fra by til have-by
Jeg er interesseret i, om Singapores Garden City-projekt har været et afsæt til at sætte gang i den grønne omstilling i bystaten og har været med til at gøre landets elitære-autoritære planlægningsbureaukrati mindre selvtilstrækkeligt og mere lydhørt over for civilsamfundet.
Når jeg skriver ’elitær-autoritær’, er det fordi de ansatte i landets bureaukrati er udpeget af den politiske elite, der handler efter autoritære og ikke-demokratiske principper. Landsfaderen Lee Kuan Yew lagde vægt på, at bureaukratiet skulle være hævet over demokratisk indflydelse i sine beslutninger, altså selvtilstrækkeligt – med andre ord autoritært.
Det er interessant, fordi der efter min opfattelse er væsentlig forskel på at planlægge og styre en industriel transformationsproces og at iværksætte en grøn omstillingsproces, der ikke alene kan gennemføres ved hjælp af kontrol og regulering, men kalder på involvering og engagement fra et aktivt civilsamfund.
Garden City-projektet blev ikke sat i gang for at begrænse CO2-udledning. I 1960’erne og 70’erne var reduktion af CO2 slet ikke på den politiske dagsorden i Sydøstasien eller ret mange andre steder.
I den internationale offentlighed var man begyndt at sætte fokus på ressourceforbrug og økonomisk vækst. I 1972 udgav Rom-klubben sin første rapport om grænser for vækst. Den satte dog ikke særlige spor i den sydøstasiatiske debat.
Det var da heller ikke denne debat, der var anledning til, at daværende premierminister Lee Kuan Yew satte gang i Garden City-projektet. I sine memoirer skriver han, at han tog initiativet til projektet, fordi han ønskede at gøre Singapore til en behagelig, grøn og ren by for sine indbyggere og en attraktiv by for ansatte i multinationale virksomheder og ikke mindst for turister.
Garden City-projektet er værd at dvæle ved, fordi det rejser spørgsmålet om, det har været et springbræt for de senere initiativer, som bystaten har taget til at blive en hub for klimapolitiske initiativer. Hvis vi går i Heejin Han’s fodspor – hende med artiklen ’Singapore, a Garden City. Authoritarian Environmentalism in a Developmental State’ – har Garden City-projektet været et læreprojekt for det elitære-autoritære planlægningsbureaukrati. Det har skabt en forståelse for, at nye politikområder som klima og miljø skal håndteres anderledes end det industripolitiske område. De seneste grønne strategiplaner viser, at regeringen har indset, at civilsamfundet ikke kan være på tilskuerpladserne i planlægningsprocesser, skriver Heejin Han i sin artikel.
Madaffaldet hober sig op
I kølvandet på Garden City-projektet er miljøorganisationer vokset frem i Singapores politiske landskab. Der er i dag 35 ngo’er, der er engageret i at forhindre nedbrydning og ødelæggelse af vådområder og regnskov, deriblandt Nature Society Singapore, som har en målsætning og virke som Danmarks Naturfredningsforening. Derudover er der 20 andre ngo’er, som har klima- og miljømæssige målsætninger og virke. De samarbejder med det statslige bureaukrati i en interministeriel komite for bæredygtig udvikling.
Et interessant projekt, der viser et samarbejde mellem det statslige bureaukrati og grønne organisationer, er et komposteringsprojekt. Afsættet for dette projekt er de enorme mængder af madaffald – to tusinde tons – der hver dag bliver produceret af bystatens husholdninger, virksomheder og restauranter. Det meste af dette affald bliver sendt til Singapores eneste affaldsplads, Samakau, som vil være fyldt op i 2035.
Alt dette madaffald har sat gang i en komposteringsbevægelse. En græsrodsbevægelse, som søger at motivere borgerne og forretningslivet til at kompostere. Initiativet falder i hak med det officielle Singapores National Zero Waste Masterplan, der opmuntrer til at begrænse madaffald.
Fra et miljø- og klimaperspektiv er kompostering med til at øge jordens og planternes evne til at optage og lagre CO2 og er på den måde med til at formindske CO2-belastningen.
Bevægelsen udfolder sine aktiviteter i byens parker, haver og selv i korridorer og på altaner i husene. Komposteringsbevægelsen kalder det for Project Black Gold.
Eliten åbner en lille dør til magten – men kun på klem
Komposteringsbevægelsen er et eksempel på, hvordan civilsamfundsgrupper sætter handlinger i gang, der understøtter regeringens klima- og miljøpolitik. Den fungerer som en uafhængig bevægelse ligesom mange andre civilsamfundsgrupper, der arbejder for at opfylde klima- og miljømål.
Det er et område, hvor mennesker har mulighed for at handle som enkeltpersoner eller som et kollektiv, der ikke modarbejder regeringen, men understøtter dens politik. Og det er et område, hvor regeringen og bureaukratiet har erkendt, at der er behov for at opmuntre enkeltpersoner og fællesskaber til at handle; for hvis masterplanen skal opfyldes, er det i høj grad enkeltpersoner og kollektiver, der skal hjælpe med at opfylde dens målsætning.
De senere års klimapolitiske planer afspejler, at regeringen og bureaukratiet i højere grad end tidligere tager hensyn til at engagere og involvere civilsamfundet, som jeg tidligere antydede.
I Forward Singapore Report October 2023 er 35.000 borgere blevet involveret i fokusgrupper, der har haft lejlighed til at formulere deres ønsker og visioner om Singapore i de næste 20-30 år.
Det er en udvidelse af det feedback-demokrati, som det regerende parti, People’s Action Party (PAP), og regeringen har eksperimenteret med siden 1984, hvor oppositionen ved parlamentsvalget opnåede 12,9 procent af stemmerne. Den relativt store tilslutning til oppositionen gav partiet og regeringen hovedbrud i forhold til, hvordan de skulle imødegå og inddæmme utilfredsheden.
For i Singapore opfatter den politiske elite valg som en form for tilfredshedsundersøgelse – ikke en mulighed for befolkningen til at skifte ud i ledelsen af landet.
Partiet og regeringen søsatte en konsultativ feedbackmodel, hvor de eksempelvis gav civilsamfundsgrupper en begrænset indflydelse ved politiske beslutninger. Der er blandt andet åbnet for, at enkeltpersoner kan komme i parlamentet uden valg.
Spørgsmålet er, om bystatens model for klimapolitisk samarbejde vil vinde genklang i Sydøstasien og Østasien, ligesom dens industrialiseringsmodel gjorde i 1980’erne og 1990’erne, hvor blandt andre den kinesiske præsident Deng Xiaoping var på besøg og beundrede resultaterne af Singapores måde at gøre tingene på og gav udtryk for, at han ønskede at efterligne dem.
Den klimapolitiske samarbejdsmodel giver civilsamfundsgrupperne mulighed for at få en begrænset indflydelse, som den Nature Society Singapore og komposteringsbevægelsen udøver gennem den interministerielle komite. En indflydelse, der er nøje afpasset efter, hvad landets elitære-autoritære styre og embedsværk ønsker at give civilsamfundsgrupper af indflydelse.
I nabolandene Malaysia og Indonesien har demokratiseringsprocesserne i de senere år givet plads til flere ngo’er, også inden for miljø og klima. Ligesom de singaporeanske ngo’er ønsker de indflydelse på de statslige beslutningsprocesser.
Måske kunne samarbejdet, som det sker i Singapore, være en inspiration for malaysierne og indoneserne.
Singapore har tidligere været et slags bonsaitræ, der i formindsket udgave har været inspirationsland for sine naboer. Det bliver interessant at følge, om det også vil blive det denne gang, hvor miljø og klima er i fokus.
Henrik Søborg er lektor emeritus Roskilde Universitet, og har i mange år arbejdet inden for udviklingsstudie-fagområdet med fokus på Sydøstasiens økonomiske og politiske udvikling.
