Louisiana Literature 2019
Louisiana Literature
22.-25.august 2019
Info: https://www.louisiana.dk/
Den storslåede nigerianske forfatter Ben Okri er tilbage med en roman, der kører på den helt store klinge, og det lader mærkeligt nok til, at der ikke er nogen planer om oversættelse til dansk.
De internationale anmeldere lovpriser hans seneste bog, The Freedom Artist, og den bliver betegnet, som hans bedste siden ”Sultens vej” (The Famished Road), som han i 1991 modtog Man Booker-prisen for.
De store fortællingers litteratur
Ben Okri har allerede gennem mange år været bredt anerkendt og et stort internationalt navn.
Hans berømmelse går langt forud for den aktuelle opmærksomhed om det afrikanske kontinent og de forfattere som har fået påhæftet betegnelsen Afropolitans.
Ben Okris litteratur er også af en helt anden kaliber og karakter.
Når man læser Ben Okri er man dybt inde i fiktionens verden. Her er ingen direkte referencer til den aktuelle virkelighed, og vi er meget langt væk fra fakta-fiktion.
Derimod oprulles en stor fantasiverden, der på en måde er helt udenfor tid og sted, men alligevel sidder læserne tilbage med en stærk fornemmelse af at være blevet klogere på samtiden.
Den iranske Dekameron
På festivalen kan man også opleve den iranske forfatter Shahrnush Parsipur, som er aktuel på dansk med bogen ”Kvinder uden mænd”.
Den består af fem meget forskellige kvinders oplevelser og erfaringer i 1950’ernes Iran.
Bogen er skrevet i 1970’erne, men først udgivet i 1989, og den bliver betragtet som en moderne klassiker indenfor iransk litteratur.
Kvinderne ender med at bo i en magisk have uden for Teheran, hvor de fortæller deres historier til hinanden.
Krigen, volden og smertens kynisme
Mange troede nok, at den danske forlægger Claus Clausen (mangeårig direktør for Tiderne Skifter) var gået på pension, men han er nu genopstået fra de ”døde” med Forlaget Epilog, som under festivalen udgiver en oversættelse af den palæstinensiske forfatter Mazen Maarouf.
Titelnovellen hedder ”Vittigheder for krigere”, hvilken meget godt slår tonen an.
Historierne er skrevet i en kortfattet, tør og kynisk tone, og man fornemmer et bagtæppe af vold, brutalitet og krig, hvor der ikke er efterladt meget håb eller meningsfuldhed.
I novellernes eventyragtige univers fortælles om grum virkelighed med blodige og drabelige hændelser, der blandes med humor, surrealisme og groteske situationer.
Ti års litteratur på museet
Louisiana har givet jubilæums-antologien titlen ”Looking, Writing, Reading, Looking”, hvori man kan læse en lang række forfattere, som gennem årene har besøgt museet og deltaget i festivalen.
To af forfatterne kan opleves på årets festival, Anne Waldman og Claudia Rankine.
Claudia Rankine er født på Jamaica, men opvokset i USA, og hun blander digte, essays, fotografier og citater fra det offentlige rum i sit forsøg på at undersøge livet i USA. Hvordan føles det er leve lige nu? Hvad er det som former vores møder med andre mennesker? Og hvad vil det sige at være sort amerikaner?