Af Camilla Wass, freelancejournalist
Kønsbaseret vold er udbredt i Libanon og mange kvinder bliver udstødt af familien, hvis de siger fra over for volden. Et krisecenter, der tager imod de afkræftede og tyndslidte kvinder, får støtte fra den danske organisation Danner.
Roula Abou Diwan er leder af Martha and Maryam krisecentret for kvinder i Libanon. (Foto: Camilla Wass)
Hun bider sig lidt i underlæben, mens hun fortæller sin historie. Vi sidder på en træstub under et skyggefuldt træ, med udsigt over Libanons bjerge. Solen skinner og fuglene kvidrer – og alt ånder fred og idyl. Måske er det derfor, at hendes ord brænder sig endnu mere fast.
”Min mand tog vores køleskab, der er dårligt lavet, og bandt mig fast på bagsiden, hvor alle ledningerne hang løst. Og så gav han mig elektriske stød, til jeg faldt om og besvimede på køkkengulvet, ” fortæller hun.
Vi kalder hende Leyla. Hun er 23 år, rank og taler med rolig stemme. Kun hvis man kigger virkelig godt efter, kan man mærke uroen lure i hendes ansigt. I seks måneder har krisecentret Martha and Maryam Shelter været hendes hjem. Et helle i bjergene, hvor den voldelige ægtemand og familien, der truer med æresdrab, ikke kan røre hende.
Ødelagte kvinder
”Hvis jeg skal beskrive de kvinder, der kommer her, med ét ord, er det ødelagte. Deres selvtillid er helt væk og de føler, at de selv er skyld i volden. Nogle af kvinderne har levet med volden i årevis og har fået at vide tusind gange, at de selv er ude om det. Når kvinderne opsøger os, er de meget bange – både for deres mænd og for deres familie, der ofte truer med at slå dem ihjel.”
Sådan siger Roula Abou Diwan. Hun er leder af Martha and Maryam krisecentret og møder hver dag kvinder som Leyla, der er flygtet fra deres voldelige ægtemænd. Roula lægger en beroligende arm omkring Leyla. Fra vores plads under træet kan vi se gitteret og den store tunge jernlåge for enden af den lange grusvej, som leder op til krisecentret. Fra tid til anden kommer en desperat ægtemand og rusker i lågen, mens han kræver, at hans kone flytter hjem igen.
”Vi har haft mange ubehagelige besøg. Mændene råber op og truer os verbalt, men vi har ikke oplevet, at de har prøvet at springe over lågen. Vi fortæller dem, at vi vil ringe efter politiet med det samme, og så lister de som regel af,” fortæller Roula.
Udstødt af familien
Vi taler kun sammen i et kvarter. Men Leylas historie får tiden til at gå i stå og ørerne til at ønske, at de kunne holde op med at lytte. Leyla var 16 år gammel, da hun blev tvunget til at gifte sig med en mand, hun aldrig havde mødt. Manden var over dobbelt så gammel som hende og havde kræft i hjernen – men da han var meget rig, ville familien gennemtvinge ægteskabet.
Leyla løb væk fire dage før brylluppet, og på gaden mødte hun en hjælpsom mand, som tog hende med hjem. Familien truede med at dræbe hende, fordi hun var stukket af, og den ukendte mand giftede sig med Leyla for at beskytte hende. I begyndelsen var Leyla glad og taknemmelig – men så startede volden.
”Han slog mig i hovedet med flasker, gav mig elektriske stød og voldtog mig, fordi han ville have et barn, en søn,” fortæller Leyla, mens hun skraber i gruset med sin fod.
Leyla blev gravid, men da hun var seks måneder henne, bedyrede hendes mand, at han alligevel ikke havde lyst til at få et barn. Han kørte afsted med Leyla, satte hende af midt på en trafikeret vej og begyndte at sparke hende hårdt i maven – så hårdt, at der kom blod ud af hendes øjne. Ingen stoppede for at hjælpe hende.
”Til sidst var der en kvinde, der hjalp mig på hospitalet, Hun tog sig af mig, og jeg fik lov til at flytte hjem til hende, ” fortæller Leyla.
Kvinden betalte af egen lomme 20.000 dollars til Leylas far, mod at han tog sin datter tilbage. Leyla flyttede hjem til sine forældre igen, men lykken varede kort. Hendes far tvang hende til at flytte tilbage til sin mand – og det så manden som et signal om, at han havde ret til at torturere hende alt, hvad han kunne.
”Se, ingen vil vide af dig, ikke engang din egen familie,” sagde han til hende.
Leyla blev efterladt i et faldefærdigt hus med sin lille søn – uden bleer og mælk og med regnen silende ned gennem taget. Da drengen var omkring et år, begyndte Leylas mand også at slå ham. Og til sidst var volden og ydmygelserne så slemme, at Leyla valgte at flygte.
Vold en del af kulturen
Martha and Maryam er et af de meget få krisecentre, der findes i Libanon. Det bygger på et kristent grundlag, men døren er åben for kvinder fra alle religiøse retninger. Fra førstesalen høres grin og højlydte stemmer – en gruppe af krisecentrets unge beboere kommer ned af trappen, flere med en baby på armen. Nogle smiler genert, andre vender ansigtet væk. Roula giver en rundvisning, mens hun diskret fortæller om kvinderne.
”Vi har 35 kvinder boende, og de fleste opsøger os på grund af en voldelig mand eller en voldelig far. At slå kvinder er på mange måder accepteret og en gammel del af den libanesiske kultur. Rigtig mange fædre i Libanon slår deres døtre. To af kvinderne her på krisecentret er blevet slået så hårdt, at de er blevet blinde. Vi har to, der er blevet udsat for incest af deres far, og fire enlige mødre – her i Libanon er det ulovligt at få et barn uden for ægteskabet, ” forklarer Roula.
Libanon har et image som et af de mest frie og ligestillede lande i den arabiske verden. Men bag facaden lurer en dyster virkelighed – det skønnes, at op mod 50 procent af kvinderne i Libanon har været udsat for vold i hjemmet. Samtidig giver lovgivningen de voldsramte kvinder meget få handlemuligheder.
”Selvom vi har frihed på mange områder, er vi rent lovgivningsmæssigt et stykke bagefter mange andre arabiske lande. Det skyldes i høj grad, at vi ikke har en civil lovgivning – vores retssystem er bundet op på de religiøse domstole. Hvis en kvinde bliver udsat for vold i sit eget hjem, er der ingen civil lov, der beskytter hende,” forklarer Roula.
Hjælpes på fode igen
Når en kvinde ankommer til krisecentret, kommer hun igennem et rehabiliteringsprogram. Det første skridt er at få hende til at slappe af og føle sig tryg. Kvinden forventes at tie stille med, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, så det er et stort og sårbart skridt at åbne op over for andre.
”Når vi beder kvinderne om at fortælle deres historie, begynder de ofte at græde – fordi ingen har lyttet til dem før. Vi bruger meget tid på at overbevise dem om, at vi er her for at støtte dem,” fortæller Roula.
Det næste skridt handler om at få kvinden til at forstå, at hun har et valg.
”Vi siger til kvinderne: Du kan vælge at gå din egen vej. Måske vil du miste alt, men du har valget at starte på en frisk. Og du har også det valg at gå tilbage til din mand.”
Kvinden er beskyttet bag krisecentrets mure, og hun har ret til at sige nej, hvis manden kommer og vil have hende med hjem. Men så længe kvinden er gift, er hun i fare, hvis hun bevæger sig uden for krisecentrets område.
I princippet kan den voldelige mand stå på lur og tage hende med hjem, hvis hun går en tur på grusvejen lige uden for krisecentret.
Så for Roula og hendes kolleger handler det i høj grad om at skabe en sikker base for kvinderne, indtil skilsmissen er en realitet.
”Når kvinden først er blevet skilt, er hun sikker. Så kan familien ikke skade hende længere,” forklarer Roula.
Problemet er bare, at mange af kvinderne ikke har lyst til at blive skilt. Omkring 40 procent af de kvinder, der opsøger krisecentret, ender med at gå tilbage til deres mand – selvom de er blevet gennembanket af ham et utal af gange.
”Hvis en kvinde vælger at gå tilbage til sin voldelige mand, så er det stadig hendes valg. Det må vi også respektere. De har set, at der findes en anden vej, og på den baggrund har de truffet deres valg. Men ofte sker det, at kvinderne kommer tilbage til os – og når de står her for anden gang, helt forslåede, så ved vi at det er definitivt. ”
Stort pres på de ansatte
Roula fortæller, at arbejdet med de stærkt medtagne kvinder lægger et stort pres på krisecentrets ansatte.
”Vi er 12 i teamet her på krisecentret, og det er rigtig hårdt at arbejde med kvinderne, især når der ikke er en ’happy ending’,” fortæller Roula.
For at give de ansatte nogle redskaber til at klare dagligdagen med de nedbrudte kvinder, har Martha og Maryam krisecentret sagt ja til at deltage i et samarbejdsprojekt med Danner.
Samarbejdet består af en række workshops med de ansatte på krisecentret, anført af en dansk og en libanesisk ekspert.
Amal Farhat Bassil er libanesisk ekspert inden for vold i hjemmet og leder af den første workshop på krisecentret sammen med danske Lis Vahlun.
”Kvinderne, der opsøger krisecentret, er meget sårbare. Derfor er det ekstremt vigtigt, at de ansatte er professionelle i deres tilgang til kvinderne og kan hjælpe dem med at finde styrke til at klare de store udfordringer, der møder dem i vores patriarkalske samfund. For de ansatte handler det især om at undgå at blive for påvirket af kvindernes historier, om at blive bedre til at arbejde som et team og om at sætte egne fordomme til side i mødet med kvinderne, ”siger Amal Ferhat.
Roula fortæller, at workshoppen, der fandt sted i efteråret 2013, har gjort en stor forskel i hverdagen på krisecentret.
”For det første er vi blevet bedre til at planlægge. Der opstår hele tiden uventede ting i vores hverdag – måske kommer politiet, måske er der en kvinde, der skal på hospitalet. Men som ansatte har vi også et liv og en familie derhjemme, vi skal passe på. Workshoppen har givet os nogle teknikker til at bevare et positivt sind og tackle de voldsomme historier og de uventede ting i hverdagen. Vi kan ikke hjælpe alle, men forhåbentlig kan vi hjælpe nogen. Hvis jeg kan gøre en forskel i nogle af kvindernes liv, så er det det hele værd for mig.”
Som en del af samarbejdsprojektet har Roula og Amal været i Danmark og besøge flere krisecentre. Det har været en stor inspiration for dem – men de to kvinder har også fundet ud af, at inspirationen går begge veje.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg set samarbejdet som en chance for os til at gøre fremskridt her i Libanon – og udnytte de mange erfaringer, danske krisecentre har. Men jeg tror, at de danske krisecentre vil kunne lære meget af os – for eksempel ved at kigge på vores tilgang til gruppeterapi. I Danmark handler det meget om individuel terapi, men vi har oplevet, at kvinderne får rigtig meget ud af at dele deres historie med andre og finder stor støtte hos hinanden,” pointerer Roula.
Amal supplerer:
”I Danmark har I en skrap lovgivning, men her har vi ikke en lov, der kan hjælpe os – og det betyder, at vi gør mere ud af det psykosociale arbejde med familierne. Vi forsøger at mægle og finde en løsning, så kvinden kan komme tilbage til sin familie, og jeg tror, at det også på danske krisecentre vil give god mening at arbejde mere med kvindens omgivelser, frem for kun at se hende som et individ. I Libanon er det meget svært at få reintegreret kvinden i civilsamfundet, hvis hun har forladt sin mand på grund af vold. Derfor er det vigtigt at arbejde med at opbygge en accept hos familien og i nabolaget. Selvom det langtfra er altid det lykkes.”
Måtte forlade søn på tre år
På træstubben uden for krisecentret bliver Leylas stemme spinkel, og hun kigger ned i jorden. Hun fortæller, at flugten for hende har betydet et definitivt brud med familien. Hun har måttet efterlade sin 3-årige søn hos hans far – og hun regner ikke med nogensinde at få sin dreng at se igen.
”Jeg savner min søn helt forfærdeligt, men min familie leder stadig efter mig, så hvis jeg nærmer mig min søn, vil jeg blive dræbt. Jeg har ødelagt min families ære.”
Men trods det store savn har de seks måneder på krisecentret givet Leyla et nyt mod og en lyst til at kigge fremad.
”Da jeg kom her, var jeg meget svag, og jeg havde fuldstændig mistet håbet. Men jeg elsker at være her, at arbejde med forskellige projekter og lære nye ting. Jeg har blandt andet lært engelsk – og så har jeg fået et mod og en tålmodighed, jeg ikke havde før. Jeg ved, at jeg er stærk nok til at leve for mig selv og starte et nyt liv. Når jeg føler mig klar til det, vil jeg rejse til et andet område af Libanon, farve mit hår, ændre øjenfarve og starte forfra. Jeg har så meget håb for fremtiden,” smiler Leyla og giver Roula et kram.
Fakta
Danner, LOKK og Kvinderådet er gået sammen i et konsortium, der med støtte fra Det Arabiske Initiativ, arbejder for at bekæmpe kønsbaseret vold i den arabiske region.
Som en del af arbejdet udbyder Danner en række træningskurser for de ansatte på krisecentre i bl.a. Libanon. Træningen er baseret på forespørgsler fra krisecentrene og har til formål at give de ansatte en række redskaber til at lette arbejdet med kvinder, der har været udsat for vold i hjemmet.
Især handler træningen om at undgå at de ansatte bliver sekundært traumatiseret, altså at de tager de voldsomme kvindeskæbner for meget på sig. Hvordan beskytter man sig selv og hjælper hinanden – det får de ansatte nogle redskaber til.
Det er et team på en dansk og en lokal ekspert, der står for træningen, der består af et kursus på 2-3 dage. Næste træning på Martha and Maryam Shelter er planlagt til foråret 2015.
Det seneste Gender Gap Index placerer Libanon på en 135. plads ud af 142 lande, når det kommer til ligestilling. Se mere her http://reports.weforum.org/global-gender-gap-report-2014/
