Steffen Havelund er rejst til Sierra Leone, hvor han skal tilbringe 6 måneder i byen Bo i det vestafrikanske lands sydlige del.
Her får han med titel som logistiker ansvaret for, at Læger uden Grænsers mobile klinikker fungerer, som de skal.
Steffen Havelunds interesse for Afrika startede allerede i 1978, da han for første gang besøgte kontinentet, nærmere bestemt Sudan, i forbindelse med hans altoverskyggende fritidsinteresse som frivillig i Det Danske Spejderkorps.
Siden da har han rejst Afrika tyndt og hjulpet andre spejderorganisationer med udvikling og kapacitetsopbygning.
– Afrika går i blodet på en. At det lige blev Læger uden Grænser (MSF) er måske en tilfældighed, men efter jeg stoppede som underviser, så tænkte jeg, at jeg gerne ville arbejde for en humanitær organisation, siger Steffen Havelund.
Den 55-årige forstkandidat er oprindeligt uddannet fra Landbohøj-skolen i København. I 20 år var han underviser i maskindrift på skovskolen i Nødebo i Grib skov. Arbejdet med dieselmotorer, generatorer og pumper er derfor vant terræn.
Steffen Havelund har også arbejdet et halvt år i Malaysia i et dansk bistandsprojekt og senest i Plantedirektoratet.
Han bliver den fjerde dansker på projektet i Bo, hvor Læger uden Grænser driver et stort hospital og mobile klinikker, der yder gratis lægehjælp til befolkningen i store dele af det sydlige Sierra Leone.
Underernæring og malaria er blandt de mest udbredte lidelser i den fattige tidl. britiske koloni.
Steffen Havelund er opvokset på Fyn og bor til daglig med sin kone i hjemmet i Espergærde i Nordsjælland.