Ændringerne i den danske repræsentationsstruktur med lukninger af ambassader i Jordan, Algeriet, Bosnien og Nicaragua sker for at spare.
Øgede omkostninger til sikkerheden på de danske ambassader er en af årsagerne til manglende ressourcer til at drive de mange ambassader. Som det hedder på Udenrigsministeriets hjemmeside: “Det gælder Danmarks overordnede politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser.” Ministeriet sparer 129 millioner kroner på lukning af ambassaderne.
Udenrigsminister Lene Espersen offentliggjorde i dag torsdag d. 14. april 2010, at regeringen har besluttet at lukke fire danske ambassader og et generalkonsulat. Der åbnes en ny dansk ambassade i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Åbningen af en dansk ambassade i Abu Dhabi sker med henblik på at fremme varetagelsen af danske interesser i et af de største markeder i Golfen til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark, siger udenrigsminister Lene Espersen.
Ambassaden i Amman lukkes, men Danmark vil fastholde et højt engagement i Jordans reformproces gennem Det Arabiske Initiativ.
Ligeledes lukkes ambassaden i Algier i 2010, da udgifterne til at have en ambassade er blevet for høje. Der vil ifølge ministeren blive gjort en særlig indsats for at bevare de gode diplomatiske relationer til Algeriet. Danske interesser i Algeriet vil blive varetaget enten af en anden dansk repræsentation i området eller af en rejsende ambassadør med sæde i København.
Udviklingsministeren har besluttet at udfase bistanden til Nicaragua. Derfor lukkes den danske ambassade i Managua i løbet af en kort årrække.
Herudover lukkes ambassaden i Sarajevo i 2011.
I det sydlige Kina vil der over de kommende to år ske en tilpasning af eksportfremmeaktiviteterne, således at generalkonsulatet i Hong Kong lukkes i 2012, og aktiviteterne fremover vil blive varetaget af det nærtliggende generalkonsulat i Guangzhou.