Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, gav sin uforbeholdne støtte til Venezuelas præsident, Hugo Chávez, under et 24-timers statsbesøg i nabolandet mod nord fornylig.
Lula da Silva har valgt at gøre Venezuela til mål for sit første officielle besøg i udlandet efter hans overbevisende genvalg i oktober. Det sker for at genskabe tilliden mellem de to lande, skriver den spanske nyhedsportal, Hechos de Hoy.
– Det samme folk, som valgte mig, som valgte Nestor Kirchner (Argentina), Daniel Ortega (Nicaragua) og Evo Morales (Bolivia) vil uden tvivl vælge dig i det kommende præsidentvalg 3. december, sagde Lula til Hugo Chávez under besøget.
Han tilføjede, at latinamerikanske præsidenter bør arbejde for latinamerikansk integration “som aldrig før” og at der er skabt et godt grundlag for dette med venstreorienterede præsidenter i en række lande.
Foruden de allerede nævnte, tænker han på Michelle Bachelet i Chile, Tabaré Vázquez, Uruguay, og Nicanor Duarte i Paraguay.
Lula sagde, at han i sin valgkamp var udsat for tilsvarende intriger, som Hugo Chávez nu er udsat for i valgkampen i Venezuela, og at der er kræfter, som ønsker at skabe splid mellem de to.
– Jeg lærte som barn at kende gode mennesker på deres øjne og deres hjerte – ikke på det de siger. Jeg mener, at du har bevist overfor det venezuelanske folk, at det er muligt at skabe økonomisk vækst og social retfærdighed, sagde Lula til Hugo Chávez.
Iført røde beskyttelseshjelme inviede de to en ny bro over Orinoco-floden, Puerto Ordaz, som er bygget af et brasiliansk firma.
De åbnede desuden en ny oliekilde i Orinoco-området, drevet af de to landes statslige olieselskaber, med nyheden om, at Venezuelas oliereserve er steget med 7,6 millioner tønder råolie til 87,6 millioner tønder.
Begge projekter ses som et bevis på, at Latinamerika ikke behøver være afhængig af Europa eller USA.