Klimaindsatsen er allermest påtrængende, hvis vi skal have chance for at stabilisere den globale opvarmning på højst 2 grader. Og hvis temperaturstigningen og de stadig mere ekstreme og ustabile vejerforhold får lov at accelerere, så vil det i de næste årtier udløse ukontrollerede folkevandringer.
Store, tætbefolkede områder vil blive oversvømmet eller på anden måde ubeboelige, så hundredvis af millioner mennesker må flytte sig. Det vil udløse nye konflikter i en skala langt større end dét, vi har så vanskeligt ved at håndtere allerede nu. Og omkostningerne vil opsluge alle de midler, vi skulle have brugt for at skabe en bedre tilværelse for verdens fattige.
Som formand for FN’s Generalforsamling i 2016 er min måske allervigtigste opgave derfor at bidrage til hurtig implementering af de store mål.
Derfor vil jeg 21.april – dagen før klimaaftalen skal underskrives – på et stort anlagt møde i New York samle statsledere, erhvervsledere, finansfolk og civilsamfund til samtale om, hvordan vi her og nu sikrer politisk handling i de enkelte lande og gennem FN.
Der skal mobiliseres tusindvis af milliarder dollars til investering i vedvarende energikilder, energibesparelser, miljøvenlige byer og transportsystemer og ændringer i vores ressourcefråsende måde at producere og forbruge på.
De fattigste lande klarer det ikke på egen hånd. Derfor skal de rige lande omsider leve op til deres løfter om bistand på mindst 0,7 pct. Alle lande behøver bedre skatteindtægter for at finansiere det. Derfor er der brug for et langt stærkere internationalt samarbejde mod skatteflugt og skattesnyd – og bedre kapacitet og kompetence i de nationale skattesystemer.
Vigtigst er, at også private investorer investerer bæredygtigt. Derfor skal regeringerne ved regulering og skatteregler sikre gennemskuelige og stabile markedsvilkår, der understøtter grønne og bæredygtige investeringer, så disse ikke bare er bedst for befolkningerne og planeten men også mest profitable for virksomhederne her og nu. Det kræver f.eks. at mange udviklingslandes tilskud til olie- og benzinforbrug fjernes, og at der i alle lande via afgifter sikres en høj pris på kul og CO2-udledning.
Mogens Lykketoft er formand for FN’s generalforsamling.
Indlægget er oprindeligt bragt på 92-gruppens websted.