”Kære revisionister, Mandela bliver aldrig nogensinde jeres lille Sorte Sambo. I de kommende dage vil I prøve, så meget I formår, at gøre ham til noget, han ikke var, og I kommer til at mislykkes ”. Sådan citerede Mogens Lykketoft (S) mandag en afrikansk kommentator ved en mindehøjtidelighed i København.
Ordene fra Folketingets formand faldt, da han nævnte citatet fra den ugandiske politiske kommentator, Musa Okwanga, i sin tale.
Og de var rettet til de “de revisionistiske medier og politikere”, som ifølge en presserundsendelse mandag aften fra NGOen Afrika Kontakt søger at fremstille Nelson Mandela som “en uskadelig hyggeonkel”.
For “vi må huske Mandela som en mand, der kæmpede en større kamp end blot imod apartheidregimet”, hedder det.
Op imod tusinde mennesker var mødt op på Nytorv i det centrale København for at hylde Mandela og hans kamp for frihed og retfærdighed ved et arrangement, som Afrika Kontakt og gamle aktivister fra anti-apartheid-bevægelsen stod bag, fremgår det af rundsendelsen.
Kampen er ikke vundet
Mandela erkendte selv, at kampen for fred og retfærdighed hverken er vundet i hans hjemland Sydafrika eller resten af Afrika, hvor millioner stadig kæmper for retten til et værdigt og anstændigt liv og for at have indflydelse på deres egen hverdag.
Mogens Lykketoft fortalte de fakkelbærende tilhørere, at Mandela var et lysende forbillede for en hel verden: “Jeg tvivler på, at vi kommer til at opleve noget andet menneske, der ved sin død mindes med så mange varme følelser og så mange rosende ord Jorden rundt”.
Han sagde, at han ”i alle faserne havde støttet Mandelas kamp”, selv efter Mandela og ANC i desperation over den stigende undertrykkelse opgav den ikke-voldelige kamp, og begyndte at ”sabotere” udvalgte mål, ”ligesom besættelsestidens danske frihedskæmpere”.
Herhjemme fik anti-apartheidbevægelsen efter en lang politisk kamp, der indledtes i 1960erne, succes med at presse Folketinget til at indføre bindende sanktioner mod Sydafrika i 1986, og i sidste ende være med til at presse apartheid-styret til at holde frie valg for alle den 27. april 1994.
Man kan læse meget mere om kampagnen mod apartheidstyret i dansk regi og de politiske tovtrækkerier undervejs på
http://www.sydafrika.dk/vores-historie-0
Skelsættende øjeblik
Udover Lykketoft talte historiker og tidligere anti-apartheidaktivist Gorm Gunnarsen, og Europa-repræsentanten for Vestsaharas selvstændighedsbevægelse, Polisario, Mohamed Sidati. Alle har de mødt Mandela ved flere lejligheder.
Ifølge Gorm Gunnarsen var netop parlamentsvalget i 1994 et skelsættende øjeblik: ”Vi fik muligheden for at fortælle historien om det 20. århundrede på en måde, som giver anledning til håb i det 21. århundrede”.
“For vi skal bruge mindet om Mandelas liv og kampen mod apartheid fremadrettet, i kampen for demokrati og social retfærdighed i andre dele af verden”, sagde Gunnarsen.
”Vi ser frem mod det 21. århundrede, hvor udfordringerne er store. Vi skal presse EU til at holde op med at stjæle fisk fra det besatte Vestsahara”, anførte Gunnarsen og uddybede:
“Eleverne på det gymnasium, hvor jeg arbejder, har dette år presset på for og faktisk fået gennemført en afbrydelse af skolens kontrakt med vagtfirmaet G4S, fordi dette firma fortsat bemander apartheidmuren i Palæstina. Og mens vi mindes Mandela bør vi huske, at vores brødre og søstre i Sydafrikas naboland Swaziland blev splittet af politiet, da de forsøgte at mindes Mandela, som vi gør nu”.
En frihedskamp, der stadig føres
For Mohamed Sidati fra Afrikas sidste koloni, Vestsahara, er Mandela netop en inspiration for ham selv og hans folk, Saharawierne, som enten lever under marokkansk kolonisering eller i støvede flygtningelejre. ”Han er et forbillede for Afrika og for hele verden”, sagde han.
Da Sidati mødtes med Mandela første gang i februar 1990, fortalte Mandela ham bl.a., at han fuldt ud støttede Saharawiernes kamp for uafhængighed og frihed i det nordvestlige Afrika.
Efter endnu et møde, da Mandela var blevet præsident, skrev han i et brev til Mohamed Sidati, som sidstnævnte læste op ved mindehøjtideligheden, at ”venskabsbåndene mellem folkene i Saharawi-republikken og Sydafrika er blevet smedet gennem en fælles kamp og solidaritet”.
Sydafrika anerkendte siden Saharawiernes eksilregering og etablerede diplomatiske forbindelser med dem, noget som Danmark og andre EU-lande endnu ikke har gjort.
Det ressourcerige Vestsahara med bl.a. store fiskebanker i Atlanten har været besat af Marokko siden 1975.
