Må man sælge døde elefanters tænder?

Når delegerede til den internationale organisation, CITES, der regulerer handel med truede dyrearter, samles fra lørdag i Geneve, skal de tage stilling til et yderst kontroversielt forslag: Regeringer fra fem lande i det sydlige Afrika kommer i strid modvind med deres ønske om at sælge deres store lagre af elfenben. Alene Zimbabwe ligger inde med 70 tons af det hvide guld, som det ønsker solgt for at finansiere en bedre beskyttelse af elefanter – og deres menneskelige naboer.

Ingen kan betvivle, at den fantastiske afrikanske elefant er truet. I 1970 levede omkring en million elefanter på kontinentet. Da det seneste kvalificerede estimat blev offentliggjort i 2016, var antallet faldet til 415.000. Forskerne bag undersøgelsen har siden tilføjet, at bestanden falder med 25-30.000 om året – hovedsagelig som ofre for krybskytter.

Med dén hast gælder det bare om at komme til Afrika, hvis man vil nyde det bjergtagende syn af en flok vilde elefanter på savannen, i skoven eller i et vildt og pjanket flodbad.

I så fald kan rejsen med fordel gå til lige netop de ovennævnte lande, især Botswana og Zimbabwe, der alene lægger jord til 245.000 elefanter, mere end halvdelen af alle Afrikas.

Her er de enorme dyr til gengæld ofte et problem for deres fattige naboer. Således begyndte 2019 skidt for to bønder i det sydlige Zimbabwe, 61-årige Wilson Mwahupiwa Mapakawe og Samuel Mudemu. Den sidste fortæller om en skæbnessvanger nytårsmorgen: “Mapakwa ville afløse sine børn fra at passe køerne, så han og jeg drev deres og mine køer på engen langs med Save-floden. Pludselig kom en elefant brasende, greb Mapakwe, smed ham på jorden og trampede på ham. Jeg lykkedes at komme over floden og hente hjælp, men da var Mapakwa død.”

Elefanten var sandsynligvis en strejfer fra det nærliggende Save Humani Conservancy, der har plads til 5.000 elefanter, men rummer 13.000.

Tallene illustrerer kernen af det problem, lokalbefolkningen har med det dyr, som dyreværnsfolk og turister fra det rige nord elsker: Væksten i både befolkning og elefanter i Zimbabwe og Botswana skaber stadig flere konflikter mellem dem.

Natterod
Elefanter har en forkærlighed for samme afgrøder som mennesker, for eksempel majs eller hirse, og når i høsttiden en flok sultne elefanter – der hver skal æde 100-300 kg føde hver dag – nærmer sig fattige bønders marker, er Fanden løs: ”Hver eneste nat må vi postere folk ude i markerne for at skræmme dem væk,” fortæller Tsepile Nare fra landsbyen Pathana i det vestlige Zimbabwe. ”Vi slår løs på gryder og pander og trommer for at skræmme dem væk; nogle gange må vi hente traktoren og speede motoren op og ned.”

Hvert eneste år går denne manøvre galt, når skræmte elefanter og desperate landsbyfolk støder sammen. 70-årige Mallet Moyo i Tsholotsho, nord for Pathana blev også som Mapakwa overfaldet af en elefant, som jog en stødtand i maven på hende. Det gik lynhurtigt: ”I samme øjeblik jeg forsøgte at flygte var den allerede i gang med sprætte maven op på mig.” Hun husker, hvordan hendes tarme væltede ud, og ”så lå jeg der og forsøgte fortvivlet at skrabe tarmene sammen i mit skød, mens jeg skreg på hjælp.” Hun overlevede, men synes næppe, at elefanter er nuttede.

Nare og Moyo bor ikke langt fra Zimbabwes største dyrepark, Hwange, der er vært for cirka 55.000 elefanter – selv om området økologisk set kun kan bære omkring 40.000.

Da krybskytteriet mod den afrikanske elefant for alvor tog fart i 1970’erne og 1980’erne gik det især ud over de øst- og centralafrikanske. På dét tidspunkt kunne man fortsat lovligt købe elfenben, bare det var forsynet med et officielt certifikat. Men den stærkt voksende korruption i værtslandene udhulede snart dét værn.

I forsøget på at dæmme op på krybskytteriet indførte CITES i 1989 et internationalt forbud mod salg af elfenben. Landene i det sydlige Afrika var voldsomt imod – for her var elefanten ikke truet, tværtimod, og de følte sig dels straffede for de øst- og centralafrikanske landes sløseri og korruption, dels udsat for et nedladende og imperialistisk overgreb fra Vesten og dets dyreværnsorganisationer, der bakkede fuldt op bag forbuddet.

Afrikansk splittelse
Efter voldsomme protester anerkendte CITES endelig i 1997 de sydlige landes indsats for at beskytte elefanten og tillod dem at sælge til købere i Japan deres daværende lager på 50 tons elfenben opsamlet fra enten selvdøde dyr eller konfiskeret fra krybskytter og deres hælere.

Siden tog krybskytteriet voldsomt til, og efterhånden også i det sydlige Afrika, men uden dog at mindske bestanden dér. Salgsforbuddet har ikke virket, hævder landenes vildtforvaltninger. ”Det er ikke tilfældigt, at vores lande er værter for verdens største elefantpopulationer,” roste Botswanas præsident Mogweetsi Masisi sig selv og sine kolleger ved et nyligt regionalt elefant-topmøde i det nordlige Botswana.

Her og i Zimbabwe lever fortsat en stor elefantbefolkning som resultat af veldrevne nationalparker, en mere militant beskyttelsespolitik – vagterne har fået frit lejde til at nedskyde formodede krybskytter – og en bevidst indsats for at lade for eksempel jagtindtægter komme nabolandsbyerne til gode. Alene i Botswana er bestanden vokset fra 55.000 i 1991 til 160.00 i dag.

Siden engangssalget i 1997 er de sydafrikanske landes lagre af elfenben igen vokset, og nu forsøger de endnu engang at få lov til at sælge – med begrundelsen, at de har brug for flere penge for at mindske konflikten mellem mennesker og dyr. De står over for en stærk koalition af modstandere, især The African Elephant Coalition – 32 afrikanske lande med Kenya i spidsen, der alle er karakteriseret ved at have mere eller mindre tabt det meste af deres elefantpopulation.

Delegeretmødet i CITES, COP 18, slutter d. 28. august. To danske embedsmænd deltager.

Sæt kryds i kalenderen allerede nu! Sammen med ZOO og Randers Regnskov afholder Globalnyt d. 27. november et debatmøde om konflikten mellem fattige menneskers rettigheder og behovet for at beskytte truede dyr.