Måling: Indien er verdens farligste land for kvinder

adam_jones
Forfatter billede

Hvis man er kvinde, er det farligere at opholde sig i Indien end i lande præget af krig og konflikt, eksempelvis Afghanistan, Syrien og Somalia.

I hvert fald hvis man skal tro en ny liste, der rangerer mange af verdens lande efter, hvor kvinder er i størst risiko for menneskehandel, seksuelle overgreb, drab eller at blive udelukket fra eksempelvis uddannelse og sundhedsydelser.

Det er det internationale nyhedsbureau Thomson Reuters, der har udarbejdet listen ved at spørge 548 eksperter fra en lang række forskellige lande om kvinders rettigheder rundt om i verden.

Det er ikke kun den seneste bølge af voldtægter i Indien, der har vakt stor opmærksomhed omkring det sydøstasiatiske land og sendt det til tops på den lidet flatterende rangliste, noterer det indiske nyhedsmedie Economic Times.

Det er også på grund af en højere risiko – der gælder i regionen som helhed – for at blive udsat for trafficking eller menneskehandel, herunder sexslaveri, og for traditionelle praksisser som tvangsægteskaber, stening og drab på nyfødte pigebørn, som er uønskede i visse dele af den indiske kultur.

Indiens oppositionsleder, Rahul Gandhi, betegner Indiens førsteplads som ”skamfuld” og langer ud efter premierminister Narendra Modi for ikke at gøre tilstrækkeligt ved problemet.

”Mens vores premierminister tripper rundt i sin have og optager yogavideoer, har Indien overhalet Afghanistan, Syrien og Saudi-Arabien i voldtægt og vold mod kvinder!,” skriver Rahul Gandhi på Twitter ifølge den pakistanske avis Tribune.

”Hvilken skam for vores land!” tilføjer oppositionslederen.

 

Top 10 ser ud som følger:

1. Indien.

2. Afghanistan.

3. Syrien.

4. Somalia.

5. Saudi-Arabien.

6. Pakistan.

7. Den Demokratiske Republik Congo.

8. Yemen.

9. Nigeria.

10. USA.