Palmerne svajer over de få borgere, der slentrer rundt på Basse-Terres gader i den skoldhede eftermiddagssol. Ofte når temperaturen på øen op over 30 grader, men det er ikke til at se på folkene her, der går rundt i hættetrøjer, jeans eller endda jakker. De er vant til livet på Guadeloupe, en vulkansk ø midt i Caribien, der er en af de såkaldte DOMs, Departements D’Outre-Mer – De Franske Oversøiske territorier – der blandt andet også tæller Martinique, La Réunion, Mayotte, St. Martin og St. Barthélemy.
Blandt europæere er Guadeloupe bedst kendt som et turistparadis med et azurblåt hav og lange, sorte sandstrande. Men smeltede linjer af asfalt, der skærer tværs over vejene som sorte ar, vidner om blokader, demonstrationer og en anden side af øen. Det er nemlig en del af Frankrig, der er præget af sociale, økonomiske problemer og infrastrukturelle vanskeligheder, en ø, hvor Macrons valgplakater mange steder er revet ned, og hvor Marine Le Pen fik 69 procent af stemmerne.
Et skrantende paradis
”Guadeloupe har stagneret i de seneste tredive år,” siger 62-årige Jean-Claude Marathon og retter på sin gule refleksvest. Til dagligt arbejder han på havnen i Basse-Terre (hovedsæde på Guadeloupe, red.) som ”dokker”, en havnearbejder, der tager imod lasten fra de store containerskibe, der jævnligt kommer til øen. Han holder sin frokostpause på en grøn bænk i skyggen ved siden af Basse-Terres rådhus. Politik interesserer ham meget, men alligevel var han ikke at finde ved stemmeurnerne forrige søndag.
”Jeg stemmer hverken på den ene eller den anden – det er en demonstration af, at jeg ikke vil deltage i det franske system. Det, jeg vil have, er uafhængighed,” siger den 62-årige havnearbejder.
Jean-Claude Marathon er ikke alene. Faktisk stemte størstedelen af øens befolkning slet ikke til præsidentvalget. Af øens 400.000 beboere afgav kun 38,5 procent, sammenlignet med 69,5 i Frankrig, deres stemme. Og for mange er udeblivelsen et udtryk for utilfredshed med, at øens mange problemer endnu ikke er løst.
Øen er, ligesom mange af Frankrigs andre oversøiske territorier, præget af høj arbejdsløshed. Cirka 17 procent af befolkningen mellem 15 og 64 år står uden for arbejdsmarkedet – det tal er dobbelt så stort som i det metropolitanske Frankrig (det Frankrig, der er geografisk i Europa, red.), mens andelen af arbejdsløse unge mellem 15-29 år er på hele 35 procent. Derudover er leveomkostninger på øen 12 procent højere end i det metropolitanske Frankrig, mens lønnen i gennemsnit er 7,7 procent lavere.
Samtidig oplever øen massive problemer med vandforsyningen, der er forældet, og ikke er bygget til at håndtere de seismiske bevægelser på den vulkanske ø. Op mod 61 procent af det tilgængelige drikkevand fosser ud gennem samlinger, sprækker eller huller i rørene. Det svarer til cirka 47 millioner kubikmeter vand, men for øens beboere betyder det mere håndgribeligt jævnlige afbrydelser af vandforsyningen. Samtidig vælger mange af øens beboere ikke at drikke vandet fra hanerne af en helt anden årsag.
”Jeg har chlordecon i blodet, at du ved det” siger Jean-Claude Marathon og kigger stift ned på sit håndled. ”Jeg drikker ikke vandet længere, jeg køber kildevand”. Chlordecon er et insektmiddel, der blev introduceret i 1972 på øens mange bananplantager for at bekæmpe banansnudebillens larver; det lykkedes, men det blev hurtigt tydeligt, at pesticiden også angreb de mange plantagearbejdere, der ofte arbejdede uden beskyttelsesudstyr.
Chlordecon blev bandlyst i Frankrig i 1989, men først i 1992 i de oversøiske territorier. Stoffet kan medføre kræft og nervesygdomme. Det er en af øens største skandaler. I dag er Chlordecon at finde i grundvandet, grøntsager, kød, fisk og skaldyr og i blodet på 95 procent af guadeloupanerne.
Vrede, vaccinemodstand og vejblokader
Selvom Marine Le Pen fik stor medvind i de fleste af de franske oversøiske territorier, så har det ikke altid været sådan. I 2017 vandt Macron sikkert på øen med 75 procent af stemmerne, mens Le Pen måtte nøjes med 24,8 procent. I år er det næsten præcis omvendt.
”Man må huske på, at der er sket meget siden 2017,” siger professor i politologi fra Université des Antilles, Fred Reno, der især peger på Macrons obligatoriske vacciner, som årsag til ændringen.
Under halvdelen af øens befolkning har fået første dose af coronavaccinen, og især kravet om obligatoriske vacciner til ansatte i samfundskritiske sektorer førte til mange voldsomme demonstrationer og vejblokader med afbrændte biler strøet ud over øen. Staten svarede igen med politiforstærkninger og et udgangsforbud fra klokken 18 til 5 om morgenen, der, med forskellige afgrænsninger, varede indtil slutningen af marts.
”Jeg plejede godt at kunne lide Macron, men det kan jeg ikke mere,” siger 64-årige Lucette, imens hun lader saksen glider gennem et langt, farverigt stykke stof. ”Ja, han er en diktator, er han”, siger 58-årige Frederic, der står ved siden af. Han arbejder i en stofbutik på den anden side af gaden, overfor Lucettes. I 2017 stemte de begge Macron, men i år stemte de i stedet på Le Pen.
”Macron gav os det hårde liv, både økonomisk og med vaccinerne,” siger Frederic. ”Han lyttede ikke til os, han trampede på os. Det er derfor, vi har stemt på Le Pen i de oversøiske territorier,” tilføjer Lucette med en stemme, der har svært ved at holde indignationen nede. Et øjeblik bliver der stille i hendes stofbutik.
”Jeg er meget skuffet. Jeg ved ikke, om det havde været bedre med Le Pen, men i det mindste havde vi prøvet,” siger Lucette.
På et trappetrin uden for en kiosk sidder Andre Jumeau sammen med sin ven og snakker. De har ikke meget til overs for valget. For mange på øen er valget nemlig også forbundet med en stærk desillusion.
”Det var jo allerede afgjort fra starten af. Folk her stemmer på noget andet, bare for at få en ændring, men Macron var det eneste mulige valg,” siger 32-årige André Jumeau, inden han kigger ned på sin telefon igen.
Slavernes børnebørn sælger deres sjæl til djævlen
”Det, jeg tror, er nødvendigt at forstå, er, at når så mange guadeloupanere stemmer på Le Pen, så er det ikke et ideologisk valg, men en stemme i vredens navn,” siger Fred Reno fra sit kontor på Université des Antilles.
Ved første valg stemte et flertal, 56,2 procent, af Guadeloupanere nemlig ikke på Le Pen eller Macron, men i stedet på Jean-Luc Mélenchon, en af de mere venstreorienterede franske kandidater. Mélenchon fik dog ikke nok stemmer til at gå videre til anden valgrunde, og det førte til at mange af øens beboere pludselig gik fra at stemme meget venstreorienteret til meget højreorienteret.
”Mélenchon og Le Pen. Det er jo to ekstremer, hvordan kan det lade sig gøre?” siger Fred Reno, før han fortsætter:
”Jeg tror, at mange antillianere (folk fra Antillerne, red.) ikke er specielt klar over kandidaternes programmer. Le Pen er imod autonomi i de oversøiske territorier, Macron er hovedsageligt for, hvilket er det, mange her vil have. Jeg tror, det, de fleste dog vidste, var, at en stemme på Mélenchon eller Le Pen var en mulighed for at modsætte sig Macron.”
Alligevel er Marine Le Pens popularitet på øen slående for Fred Reno. De fleste af øens beboere er af afrikansk afstamning, og næsten alle kan tælle en slave i deres familie, mens Le Pens parti Rassemblement National (der tidligere hed Front National, red.) flere gange er blevet anklaget for højreekstremisme, og hun selv er blevet anklaget for at være racist.
”Hvorfor stemmer efterkommere af slaver på Le Pen? Det er nærmest, som om slavernes børnebørn sælger deres sjæl til djævlen. Men man må forstå, at det for mange kommer fra et ønske om at demonstrere,” siger Fred Reno.
Tilbage på bænken i Basse-Terre sidder Jean-Claude Marathon stadig i skyggen. På trods af flere hundrede år under den ”franske kolonialistiske støvle”, som han siger, så tror han stadig på drømmen om uafhængighed.
”Da jeg var lille, blev jeg undervist i, at mine forfædre var gallere – hvide. Men prøv lige at se på mig. Jeg er guadeloupaner, jeg er ikke franskmand. Hvis vi fik vores uafhængighed, så ville vi løse vores problemer, det er jeg sikker på,” siger den 62-årige dokker, før han rejser sig fra bænken og forsvinder ned ad en sidegade med retning mod havnen. Han skal tilbage på arbejde.
Langt væk brummer generatoren højlydt fra en af de mange fastfoodtrucks, der står langs strandpromenaden i Basse-Terre. Dér bliver der langet bokits, friturestegte sandwiches, over disken til frokostsultne skolebørn, der gemmer sig i skyggen af en pavillon, inden de skal tilbage til klasselokalet. Solen står stadig højt på himmelen i Guadeloupe, men i Paris er den for længst gået ned.
Jonas Sejr Thomson er bachelor i journalistik og internationale studier fra Roskilde Universitet. Derudover har han også studeret på Université de Michel Montaigne i Bordeaux.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.