Over 4.000 flygtninge fra Syrien, Irak og flere afrikanske lande er blevet samlet op og reddet i Middelhavet af Mærsk-skibe det seneste halvandet år.
Samtidig har nogle rederier angiveligt i flere tilfælde instrueret deres skibe om at sejle væk fra overfyldte fartøjer med migranter og flygtninge, selv om det er ulovligt ifølge internationale konventioner, skriver Berlingske.
“Vi hjælper til søs, og det har vi altid gjort. Vi gjorde det, da der var bådflygtninge fra Sydvietnam i gamle dage… og det gør vi bare. Men det betyder også, at vi bliver kaldt til ulykkesstederne, fordi andre sejler videre”, siger Nils Smedegaard Andersen til avisen.
Han hentyder til, at Mærsk-skibe fra 1975 og frem til 1989 samlede omkring 6.300 bådflygtninge op.
Her var “Clara Mærsk” bl.a. involveret i en af historiens største redningsaktioner, da skibet d. 4. maj 1975 reddede 3.628 vietnamesere fra deres synkende fartøj.
Frontex, EUs grænsemyndighed, vurderer, at mindst en halv million ønsker at krydse Middelhavet for at nå Europa.
Alene i år er der ankommet 350.000, til trods for en ekstrem risikabel rejse, hvor ca. 40.000 personer sidste år måtte samles op af handelsskibe, noterer Berlingske.