Den amerikanske destroyer USS Bainbridge ankom tidligt torsdag morgen til området ud for Somalias kyst, hvor det dansk ejede containerskib Maersk Alabama i går blev kapret af pirater.
Containerskibets 20 besætningsmedlemmer overmandede i aftes de fire kaprere og generobrede kontrollen over skibet, oplyser Politiken torsdag.
Tre af piraterne flygtede fra skibet og holder fortsat skibets kaptajn som gidsel i en redningsbåd i området.
Maersk Alabama fra A.P. Møllers-Mærsk’s amerikanske datterselskab Maersk Line Ltd., var på vej til Somalia og Uganda, da det blev kapret ca. 500 km fra den somaliske kyst.