Mali: Skoler åbner igen i det urolige nord

Laurits Holdt

Artiklen er tidligere bragt i Studio Tamani, en malisk nyhedstjeneste, der er støttet af bl.a. Danida. Oversat til dansk af  Naja Egede Kristensen på foranledning af Genvej til Udvikling.

Med bekræftelsen af genåbningen den 19. oktober af skolerne i Kidal ønsker Missionen for Tekniske Evalueringer for Tilbagevenden af Administrationen i det Nordlige Mali at gøre denne dag til et symbol på tilbagevenden af statens tjenester i Nord. Denne tilbagevenden bør finde sted på trods af enorme logistiske problemer og betydelig lærermangel.

454 skoler har ikke fungeret

Ifølge OCHA, FN’s Koordineringsservice for Humanitære Anliggender, har mindst 454 skoler i 60 kommuner i regionerne Gao, Kidal, Mopti, Segou og Timbuktu ikke været i stand til at fungere normalt i 2014 og 2015.

Nogle har været lukket siden begyndelsen af krisen i 2012, og andre blev det efter forværringen af sikkerhedssituationen i år. Dette er tilfældet i Nampala og Tenenkou.

I Kidal er skoleadministrationens ansatte fraværende, og ingen skole er officielt åben.

I visse områder, der er berørt af konflikt, arbejder lærere, selv om de bor der, ikke, fordi de frygter repressalier. I de tre nordlige regioner er manglen på lærere anslået til næsten 400.

I Kidal er de humanitære organisationers opsøgende indsats allerede begyndt at bære frugt. To skoler i Tessalit, der var besat af væbnede grupper, er blevet frigivet.

Indtil dags dato er endnu fem skoler i Nord besat af væbnede grupper. Ifølge oplysninger fra OCHA er fire skoler genåbnet den 2. oktober i Kidal med halvtreds elever pr. klasse.

Vilje til fred

For nogle af lederne af CMA, Koordineringen af Væbnede Bevægelser (koalitionen af oprørsgrupperne i det nordlige Mali, red.), er de seneste forandringer i Kidal “et signal” og “en udtrykt vilje” fra begge konfliktens sider til at være en del af dynamik for fred og forsoning. For CMA-lederne er uddannelse “prioriteringen for en tilbagevenden til fred”.

Idriss Ali Hamaha er en af lederne af CMA. Han var gæst på vores show “Grand Dialogue” (Den Store Dialog) i går:

“Den gode nyhed for alle maliere er, at alle har fundet sammen igen. Jeg håber, det er for en god sag, og at det er mere alvorligt end de tidligere gange. Fordi vi desværre har haft flere aftaler, hvor folk fik problemer bagefter.”

“Alle har også forstået, at regeringen i Republikken Mali besidder sund fornuft, og de fleste af de bevægelser har indset, at staten nærer et ønske om at finde løsninger for problemerne i Nord.”

“Staten har sendt folk til de nordlige regioner, hvilket er meget vigtigt for os. Hvad mere er, at det især er inden for uddannelse, man har sendt specialister, og de gør et godt stykke arbejde.”

“For nylig har vi også sammen fået skabt ro i byen Anefis, hvor en endelig lokal aftale er ved at falde på plads, og jeg håber, at tingene vil gå den rigtige vej for alle, hvis Gud vil.”

”De igangværende processer er den logiske fortsættelse af de kontakter og konsultationer, der fandt sted i Bamako mellem embedsmænd og repræsentanter fra CMA”.

Forsoning

Ifølge Ibrahima Diallo, en anden CMA-leder, “må de væbnede grupper nu indstille sig på fred i de lokale områder.”

Han var også en af gæsterne i vores program “Grand Dialogue” i går:

“For en gangs skyld tror jeg, at folkene i de nordlige regioner har besluttet sig for at nå frem til forsoning, uden at der skal sættes fredsbevarende styrker ind. Problemerne diskuteres, som var det mellem brødre, der skulle finde løsninger for at nå frem til et godt liv.”

“Dette kan overraske mange; men vi, der bor her i hovedstaden Bamako, vi ved, at den fred, der er sluttet i Anefis, er en konsekvens af signaler sendt fra Bamako.”

“Hvad enten det drejer sig om skoler, basale sociale ydelser, vand, sundhed osv., er regeringen på vej i den rigtige retning. Det har Malis børn også fortjent.”