Ny bog
“Crossing the Colour Line – Interracial Marriage and Biracial Identity”
James Omolo, printet på print selv-platformen Totem.com.pl
Kan f.eks. købes på Amazon
Udkommet august 2019
Kenyanske James Omolo bor i Polen og har to mixed race børn med en hvid, polsk kvinde. Han argumenterer for, at parforhold mellem sorte og hvide er et fænomen i vækst, og at der derfor er brug for at fokusere både på sorte menneskers oplevelser i Europa og på de børn, der resulterer af sådanne ”blandede” parforhold: De mixed race børn, vi ikke engang har en ordentlig betegnelse for, idet de gamle udtryk som mulat og lignende faktisk er negativt værdiladede. Bogen er en blanding af forfatterens sammenfatninger og fortolkninger og direkte citater fra interviews med sorte, hvide og mixed race personer, der bor i Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig og Polen.
Omolo arbejder på det polske universitet University of Social Science and Humanities, og det ses i hans fortælleform. Bogen ”Crossing the colour line – Interracial marriage and biracial identity” er næsten et akademisk værk med mange kildehenvisninger, men bryder alligevel med den akademiske fortælleform på afgørende punkter: Omolo skriver sin egen holdning uden hverken at argumentere for den eller underbygge den, han forholder sig bedømmende til sine interviewpersoner, og han har ikke fundet interviewpersonerne ved hjælp af nogen videnskabelig metode, men derimod gennem sine netværk og venners venner. Og så er der ikke læst korrektur på bogen, hvilket resulterer i en del sproglige og grammatiske fejl.
De oversete dobbeltidentiteter
Der er ganske rigtigt ikke forsket ret meget i mixed race-menneskers oplevelser og identitetsdannelse. Og det bærer nogle af interviewene også præg af. Mange, især hvide, forældre til mixed race børn har ikke noget dybere kendskab til Europas og Afrikas fælles historie og bruger f.eks. udtryk som mulat om deres egne børn uden at vide, at ordet er negativt ladet. Det er ikke noget, man i Europa har taget kollektiv stilling til, fordi mixed race personer generelt opfattes som en eksotisk undtagelse, der ikke rigtigt hører til her.
De samme forældre er ikke klar over, at deres børn vil blive tvunget af det omgivende samfund til at forholde sig til deres ikke-hvide hudfarve (hvilket fremgår af interviews med ældre mixed race personer), og opdrager dem derfor ”farveblindt”. Men man kan ikke slippe væk fra sin hudfarve, og samfundet tvinger én til at skabe en identitet centreret omkring den. Omkring 70 procent af de interviewede identificerer sig med begge de to racer, de kommer af, og nogle få identificerer sig som ”human race”, mens de sidste næsten 30 procent identificerer sig som sorte. De kan ikke undslippe den identifikation og få lov at opfatte sig selv om racemæssigt neutrale, sådan som den hvide, europæiske forælder kan.
At det er en noget overset befolkningsgruppe, der ikke betragtes som specielt vigtig, ses måske også af, at bogen er udgivet på en print selv-platform i stedet for på et forlag, og at der ikke er ydet nogen videre støtte til arbejdet med den, hvilket har betydet, at forfatteren har stået for det meste selv.
Forældreaktivisme påkrævet
Der er dog også forældre, der meget aktivt arbejder for at introducere deres børn til begge de kulturer, de kommer fra, og give dem et positivt forhold til begge sider af deres rødder. Og det gælder på alle planer, lige fra hvilket land eller område, man vælger at bo i, hvilken omgangskreds, man introducerer sine børn til, hvilke arrangementer, man går til, og hvilke sprog, man taler med dem.
Omolos holdning er, at forældre til mixed race børn er nødt til at forholde sig til farve, og til aktivt at italesætte racisme og skabe racisme-frie rum om deres børn. De skal forstå og hjælpe deres børn med at navigere i de europæiske samfund, der ikke endnu er i stand til at opfatte mixed race-personer som naturligt hjemmehørende her. Og det er der da også mange forældre, der som noget helt naturligt gør. Enten på en velovervejet og gennemtænkt måde, som de har taget stilling til, inden deres børn blev født, eller tvunget af nødvendighed, når børnene kommer hjem og fortæller, at de har mødt racisme i børnehaven, skolen eller på gaden.
Et nødvendigt, men lidt ærgerligt udført arbejde
Bogen er skrevet på et engelsk, der til tider virker påtaget kompliceret, hvilket underbygges af stavefejl i forvekslingsklassen – som at skrive ”compliment” i stedet for ”complement”. Det er ærgerligt, at der ikke er ofret en korrekturlæsning på bogen, for det ville bestemt kunne have gjort den mere letlæselig. Den er også en underlig blanding af akademisk form og personligt indhold, hvilket gør læseoplevelsen en anelse forvirrende.
Omolo sagde selv, at han med vilje ikke har lavet en decideret akademisk analyse, fordi han ville skrive en mere direkte anvendelig bog, men det højttravende sprogbrug modarbejder til dels den målsætning.
Og alligevel er det et af de første forsøg på at undersøge mixed race-identitetsdannelse i en europæisk kontekst, og derfor er det en velkommen og til tider meget oplysende bog, især når man selv er forælder til mixed race børn. Hvis man kan sætte sig ud over det ikke helt letflydende engelske skriftsprog og den mærkelige hybridform, er den bestemt værd at læse.
