Mindeord over solidaritetsarbejder Bjarne Kjelstrup
Af Hans Peter Dejgaard, formand for foreningen U-landsnyt.dk
Bjarne Kjelstrup er død efter kort tids kræftsygdom. Han nåede at udrette meget i sine 64 år, som gik fra aktiv i studenteroprøret, uddannet teolog, højskolelærer, kystfisker og solidaritetsarbejdet med Mellemamerika.
Bjarne arbejdede i Nicaragua i 1990-92, hvor han var koordinator på et projekt mellem Dansk Handicapforbund og Nicaragua komiteen. Jeg delte i den periode hus med Bjarne, og kom til at sætte pris på hans venskab, engagement og konkrete tilgang til solidaritetsarbejdet.
Han arrangerede på et tidspunkt et seminar om befrielsesteologien, hvor han fik Nicaraguas tidligere kulturminister, præsten Ernesto Cardenal, til at deltage. Det var præsten, der blev verdenskendt, da paven nægtede at hilse på ham under sit besøg i Nicaragua i 1983.
Bjarne blev derefter uddannelsesrådgiver for fagbevægelsen i El Salvador (1993–96), hvor han var ansat af Ibis. I 1996 blev han FN-observatør på menneskerettighedsområdet i Guatemala ovenpå den da netop indgåede fredsaftale.
Hjemme i Danmark var Bjarne i nogle år rekrutterings- og uddannelsesmedarbejder i Ibis, hvor han blev en afholdt medarbejder. Hans stilling bortfaldt med nedskæringen ved Fogh-regeringens tiltrædelse.
Bjarne valgte derefter at bruge sin viden og erfaring som underviser og arbejdede til sin død som lærer for 10-klasserne på Solrød Skole. På væggen ved Bjarnes sygeseng hang et foto, der viste, hvor glade eleverne var for ham som lærer.
Under Bjarnes sygdomsperiode og ved begravelsen i lørdags var det tydeligt, at Bjarne havde skabt et stærkt netværk af gode venner. Det bliver der brug for nu til at støtte hans nicaraguanske kone Lesbia og deres tre børn i den svære tid efter Bjarnes for tidlige bortgang.
—————————————
I det følgende mindeord skrevet af Johs. Bertelsen, forstander for Kristeligt Studenter-Settlement på Vesterbro i København, som i den grad viser de mange facetter i Bjarnes rige liv.
Vi mødtes på Aalborgbåden på vej til København for at studere teologi. Han, bondesønnen, i gammeldags spidsnæsede træsko, så man ikke var i tvivl om hans landlige islæt.
Vi røg lige ind i studenteroprøret og endte som præsidiemedlemmer i Studenterrådet for Københavns Universitet i den meget dramatiske periode, hvor vi via konsistoriebesættelser forsøgte at forsvare Studenterrådets ret til at repræsentere de studerende i de styrende organer.
Bjarne gjorde teologien færdig og blev herefter militærnægter på Kristeligt Studenter-Settlement på Vesterbro, hvor Arne Skovhus var forstander.
Arne og Bjarne spurgte, om jeg ville være med til at lave et projekt for unge arbejdsløse, og sammen med en gruppe unge arbejdsløse gik vi i 1975 ind i A-75, de arbejdsløses aktionsteater, som lavede en lang række aktioner mod arbejdsløshed rundt om i København.
Vi endte med at blive arresteret på Fondsbørsen, som vi havde besat for at protestere mod børsmæglernes finansspekulationer.
Hermed var der lagt et spor ud, som Bjarne siden fulgte. Som han sagde i et interview i Land og Folk i 1990: ”Med passende mellemrum må man tage temperaturen på sig selv og gøre op, om man vil leve det indirekte eller det direkte liv”. Bjarne valgte det direkte liv.
Efter Settlementet fik Bjarne job på B&W og arbejdede dér som værftsarbejder i 4 år, selvfølgelig stærkt involveret i de faglige kampe om, hvordan arbejdspladsen kunne bevares.
Med de faglige erfaringer i bagagen blev han ansat på Kolding Højskole som lærer i arbejdsmarkeds- og uddannelsesspørgsmål.
Som en selvfølge blev de faglige kampe inddraget i undervisnings-arbejdet bl.a. i et aktivt engagement ved en blokade mod Taulov Tryk og gennem optagelsen af videofilmen ”Ny teknologi, ven eller fjende” om teknologien på bryggerierne.
Bjarne var en stor tilhænger af den kritiske højskole, som kunne vise modsigelser og afprøve alternative muligheder indenfor energi, mellemfolkeligt arbejde og måder at leve sammen på. Det mente han var helt i Grundtvigs ånd. Han sluttede sin tid på Kolding Højskole som forstander for højskolen.
Højskolelivet blev dog også for indirekte for ham. Han købte i stedet en lille fiskekutter og slog sig ned først som Limfjordsfisker og siden som fisker i Århus bugten.
Men fiskeriet og en kort periode som stilladsarbejder blev dog kun en pause på et par år indtil han mødte den udfordring og den glæde, som skulle blive hans gode liv og skæbne de næste mange år, nemlig solidaritetsarbejdet i Mellemamerika.
I disse år filosoferes der meget over deltagelsen i 68-oprøret. Mange har taget benene på nakken og andre giver udtryk for, at de kun var halvt med. For Bjarne var det hverken et filosofisk eller et teologisk spørgsmål. For ham var solidaritet elementær – et direkte forhold til andre mennesker.
Derfor gjorde han indtryk og derfor vil han blive savnet. En sand frontkæmper har alt for tidligt stillet træskoene.
Bjarne Kjelstrup blev født 12. juni 1946 og døde 8. juni 2011.
