Mindeord af Mogens Lykketoft, Folketingets formand
Vi havde alle en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, da han kom forbi på Christiansborg 4. februar 1992 og vi første gang fik lov at trykke ham i hånden, se ham i øjnene og høre hans bevægende og stærke programerklæring om frihed og forsoning på et socialdemokratisk gruppemøde.
Jeg tror, at det har været sådan overalt, hvor Nelson Mandela kom frem: Han trængte dybt ind i sjælen på alle han mødte – ved sin fremtræden, ved det han sagde og ved den enestående historie, som han personificerede.
Mandela har levet 95 dramatiske og skelsættende år.
Hans historie og kampen imod det grusomt undertrykkende og menneskefjendske hvide mindretalsstyre i Sydafrika er to sider af samme sag. Hans lederskab og personlige ofre var afgørende for at kampen mod apartheid omsider blev vundet.
Medierne har helt med rette været fyldt med beretningerne om denne kæmpe, der ledede den sorte befolknings frihedskamp, og som betalte prisen ved indespærring i et kvart århundrede.
Apartheid-bevillingen
Vi var verden over mange, der i årtier deltog i kampagnen imod apartheid og for frigivelse af Mandela. Selv så jeg i 1962 som gymnasiast Henning Carlsens illegalt optagne film ’Dilemma’ om virkeligheden under apartheid og blev derfor tidligt engageret i solidaritetsarbejdet.
Konservative ledere som Reagan og Thatcher – og unge partifæller som David Cameron – betragtede helt op i 1980’erne med primitiv koldkrigslogik Mandelas kamp som kommunistisk inspireret terror ; og ungkonservative som danske Brian Mikkelsen lod sig invitere af apartheidregimet.
Derimod valgte danske socialdemokratiske regeringer heldigvis allerede fra 1960’erne at støtte sydafrikanske frihedskæmpere i eksil gennem den såkaldte apartheidbevilling.
Fremskyndede regimets fald
Den danske stat kom også i front med at afbryde handelsforbindelser, således som den sydafrikanske modstandsbevægelse opfordrede til det.
Sammen med de andre nordiske lande blev vi en afgørende del af den eneste internationale boykotbevægelse, der beviseligt har fremskyndet et undertrykkende regimes fald.
Derfor var det så smukt en solrig forårsmorgen, den 6.maj 1994, at stå 130 repræsentanter for nordisk arbejderbevægelse med hinanden på LO-skolen i Helsingør og synge ”We shall overcome’ som hyldest til det nye, demokratiske Sydafrika og ikke mindst til Mandela:
De endelige resultater af landets første frie valg med deltagelse af alle racer og stammer var netop tikket ind, og han var med overvældende flertal blevet valgt til præsident.
Det var en bevægende triumf for frihed og demokrati og for denne enestående mands styrke og moral. Det gav tro på, at medmenneskelighed og fornuft trods alt har en fremtid på denne klode.
Dramatisk og betydningsfuld
Mandelas livsbane har været enestående lang, broget, dramatisk og betydningsfuld.
Han blev født som høvdingesøn i Xhosa-stammen i 1918. Han kom i 1941 til Johannesburg, hvor han mødtes med sin livslange ven, kampfælle og senere fængselskammerat Walther Sisulu.
Dette møde tændte ham for arbejdet i ANC – Den afrikanske Nationalkongres. Mandela kom tidligt helt i front sammen med ANC’s gamle formand Albert Luthulu og den nye leder Oliver Tambo.
Han uddannede sig også til jurist og prøvede at hjælpe de sorte til at hævde deres få rettigheder.
Efter hvide apartheid-nationalisters totale magtovertagelse i 1948 blev de sorte og farvedes rettigheder imidlertid yderligere indskrænket.
Kamp for frihed
ANC blev hovedkraften i modstanden, og bevægelsens medlemstal eksploderede.
Ikke kun sorte, men folk fra alle racer blev engageret i kampen. Man rykkede sammen med fagbevægelsen COSATU og det sydafrikanske kommunistparti SACP
Jo hårdere undertrykkelse, desto flere så væbnede opstand som eneste vej til frihed. Efter det hvide styres massakre på fredelige sorte demonstranter I Sharpeville i 1960 accepterede Mandela også, at væbnet kamp var uundgåelig og at ANC måtte sætte sig i spidsen for den.
Det blev apartheidstyrets grundlag for at idømme Mandela, Sisulu og en stribe andre af ANC’s ledere ble livsvarigt fængsel.
Fra 1964 til 1982 var de spærret inde på den lille ø Robben Island ud for Cape Town – de første år under uhyre barske og ydmygende forhold.
Trods helbredsproblemer og grusom isolation fra sine nærmeste, hvoraf flere døde undervejs – bar Mandela fangenskabet med overmenneskelig psykisk styrke, tålmod og målbevidsthed.
Han stod i spidsen for ’universitetet’ på Robben Island, hvor fangerne uddannede hinanden til fremtiden uden at vide, om de nogensinde fik lov at opleve den uden for fængslet. Og at selv nogle de barskeste hvide fangevogtere endte med at blive hans elever i medmenneskelighed.
Apartheidstyret så skriften på væggen
1982-1990 var Mandela overført til Pollsmor-fængslet under langt mildere forhold. Baggrunden var, at flere og flere af magthaverne så skriften på væggen.
Det hvide mindretalsstyre var isoleret i landet og i verden. Sydafrika kunne ikke komme ud af krogen og undgå en blodig borgerkrig uden forsoning med de store flertal af sin befolkning.
Og vejen til denne forsoning gik via Mandela: Da Frederick de Klerk fik regeringsledelsen, skete det endelige gennembrud, der førte til Mandelas løsladelse i februar 1990.
Mandela førte de forhandlinger med de Klerk, der frem til 1994 afviklede apartheid.
Da han blev præsident 1994-1999, satsede han på at løfte de sorte ud af det største armod uden at sætte landets økonomiske og politiske stabilitet over styr.
Han satte den særegne sandheds- og forsoningsproces på skinner, hvor selv det gamle styres værste bødler kunne nøjes med at angre. Han satte en retning, som mange samfund, der er traumatiseret af årtiers diktatur kan lære af.
Og også efter sin afgang som præsident, da har var fyldt de 80, stod Mandela som det moralske fyrtårn i et Sydafrika, hvor efterfølgerne ikke kunne leve op til samme standard.
Ædel og vis
Andre afrikanske frihedshelte udviklede sig efter magtovertagelsen til despotiske monstre – f.eks Mugabe i Zimbabwe.
Mandela blev smukkere, ædlere, mere vis og urokkeligt demokrat med alderen.
Han huskes ikke som dén kriger, der blev sat i fængsel, men som den fredsskaber, der kom ud
Det er et mirakel, at Sydafrika ad forhandlingens veje kunne blive et demokrati; og at det store sorte flertal fredeligt affandt sig med mange af de økonomiske uligheder, som apartheid havde efterladt landet med.
Mandela vil i historien stå som et af sit århundredes aller klogeste, mest rummelige politiske skikkelser. Et format, man ikke møder hvert århundrede på hvert kontinent.
Mogens Lykketoft (67) er fhv. partileder for Socialdemokaterne og minister i flere regeringer, herunder udenrigsminister.
Mere om Mandela (med adgang til live-klips) på
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Afrika/Sydlige_Afrika/Nelson_Rolihlahla_Mandela
